Folketidendes mediehus i Tværgade i Nykøbing har det seneste år tid gennemgået en stor ombygning og renovering. Foto: Suzanne Benediktson
Sommerfesten reddet: Folketidende løfter overskud
Bedre bundlinje, stærkere egenkapital og flere penge i kassen sender Lolland-Falsters Folketidende videre efter endnu et år med besparelser og effektiviseringer.
Lolland-Falsters Folketidende A/S kom ud af 2025 med et overskud før skat på 3,1 millioner kroner mod 2,4 millioner kroner året før. Bundlinjen steg til 2,4 millioner kroner fra 1,8 millioner kroner. Samtidig voksede egenkapitalen til 14,2 millioner kroner fra 11,8 millioner kroner, og de likvide beholdninger steg til 8,8 millioner kroner fra 4,8 millioner kroner.
Fakta om Folketidende-regnskabet
Overskud før skat: 3,1 mio. kr. (2,4 mio. kr.)
Årets resultat: 2,4 mio. kr. (1,8 mio. kr.)
Egenkapital: 14,2 mio. kr. (11,8 mio. kr.)
Balancesum: 32,4 mio. kr. (29,7 mio. kr.)
Likvider: 8,8 mio. kr. (4,8 mio. kr.)
Medarbejdere i snit: 60 (67)
Folketidende forbedrede dermed regnskabet igen i en branche, der stadig er hårdt presset. Resultatet af den primære drift steg til 2,6 millioner kroner fra 2,3 millioner kroner, selv om bruttofortjenesten stort set var uændret.
Bestyrelsesformand Lars Hvidtfeldt hæfter sig ved, at mediehuset er kommet styrket gennem året.
- Jeg er meget glad for resultatet. Det er et flot resultat for et lokalt mediehus, siger han.
En hård kamp
Fremgangen kommer efter flere år med besparelser og omstillinger i mediehuset. Regnskabet viser også, at det gennemsnitlige antal beskæftigede faldt til 60 i 2025 mod 67 året før.
Folketidendes administrerende direktør og chefredaktør, Ole Sloth, fremhæver, at Folketidende i de kommende år skal udvikle nye digitale produkter og komme tættere på læserne. Arkivfoto: Ingrid Riis
Ifølge Lars Hvidtfeldt er det en nødvendighed i et marked, hvor lokale medier fortsat er under pres.
- Vi forsøger hele tiden at være foran udviklingen. Vi er i et nedadgående marked, så vi bliver hele tiden nødt til at se på, hvordan vi producerer mest effektivt. Vi er i konkurrence med store techgiganter, som er ligeglade med, hvad der sker på Lolland-Falster, og det er en hård kamp, siger han.
Bag tallene ligger flere år, hvor mediehuset har ændret organisation og arbejdsgange i takt med et marked i forandring. Den digitale del af forretningen fylder mere, mens print fortsat har betydning for både rækkevidde og økonomi.
Målet er fortsat at sikre et stærkt og selvstændigt lokalt medie med et bæredygtigt økonomisk fundament.
- Vi har nu styrket vores overskud og vores egenkapital, og det skal vi fortsætte med. Med den konkurrencesituation der er, er man som lokalt medie altid presset. Men det er meget vigtigt for os, at vi stadig kan være selvstændige og ikke være ejet af andre. Det tror vi på, at vi kan blive ved med, siger Lars Hvidtfeldt.
Ifølge Folketidendes bestyrelsesformand, Lars Hvidtfeldt, er målet fortsat at sikre et stærkt og selvstændigt lokalt medie med et bæredygtigt økonomisk fundament. Arkivfoto: Flemming K. KarlsenFlemming K. Karlsen/Arkiv
Tættere på læserne
Folketidende skal i de kommende år udvikle nye digitale produkter og komme tættere på læserne. Digitale abonnementer og nye formater skal sammen med print være med til at bære forretningen videre.
Derfor er strategien og ambitionen også den samme for det kommende år.
- De
tendenser, vi har set på annoncemarkedet, forventes at fortsætte i 2026, altså
et fortsat fald i de traditionelle medier. Dog ser vi en positiv bevægelse for
vores ugeaviser og ikke mindst i onlinesalget, siger administrerende direktør og chefredaktør Ole Sloth.
Derfor er målet ifølge direktøren også endnu et overskud.
- Folketidendes
læsertal er i store træk fastholdt, og vi har et historisk lavt frafald i
avisabonnenter. Men oplaget falder. Samlet betyder det, at vi forventer et
resultat i omegnen af det, vi realiserede sidste år.
Konstant i bevægelse
Han lægger ligesom bestyrelsesformanden heller ikke skjul på, at det et mediemarked, hvor der sker meget nyt. Og hvor man som mediehus hele tiden skal være i bevægelse.
- Alt, som i alt, er vendt på hovedet de seneste år, og vi lægger fortsat spor ud til en digital fremtid. Så er det jo tilfredsstillende, at vores online tilstedeværelse er øget med indsatser på Folketidende.dk. TikTok og andre sociale medier. Og når lyttertiden øges på Radio SydhavsØerne, og læsertal og abonnementsoplag på avisen er stabiliseret, er det svært ikke at være glad og stolt over vores indsats i det forgangne år. Det betaler sig at lave kritisk og konstruktiv lokaljournalistik.
Guldborgsund kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu