I Toreby gik flagene mange steder på halv - og senere fulgte alle brevene

”Støt vore soldater”.

Sådan stod der på bagsmækken af den mørke bil, som lørdag 23. oktober 2010 holdt parkeret i indkørslen ved Birgit og Henrik Jørgensens hjem på Møllevej i Toreby.

Ordene på bilen var ledsaget af den velkendte gule sløjfe, som kunne ses mange steder i de år, hvor danske soldater i Afghanistans sydlige Helmandprovins kæmpede nogle af de hårdeste kampe i nyere tid.

Ved bilen på Møllevej stod to officerer og en kvindelig feltpræst - sammenbidte og med et tragisk budskab - og ventede på, at Birgit og Henrik skulle komme hjem fra lørdagens indkøbstur.

”Vi må med sorg meddele, at Mikkel Jørgensen er afgået ved døden i Afghanistan”.

I slutningen af oktober var det 15 år siden, at et dræbende skud ramte 21-årige Mikkel - Birgit og Henriks ældste søn. Udsendt til Afghanistan for Den Kongelige Livgarde, Charlie-kompagniet.

En håndskrevet seddel

På en håndskrevet seddel, som chefen for livgarden, Lasse Harkjær, bragte med til forældrenes hus i Toreby dagen efter ildkampen, står forløbet beskrevet med få ord.

”Klokken 09.07. Ildkamp. Klokken 09.17. Sårede. Klokken 09.28. Letter helikopteren. Klokken 09.52. Lander i kampzonen. Klokken 10.02. Lander i Camp Bastion. Klokken 10.57. Erklæres død.”

Senere satte Lasse Harkjær og flere af Mikkels soldaterkammerater ord på hændelserne i de tidlige morgentimer 5.000 kilometer fra Toreby. Om hårde kampe med Taleban på en patrulje i det barske afghanske terræn i området øst for patruljebasen Bridzar.

- Det, der betyder noget for os, er, om Mikkel lå alene... Men vi ved fra hans nærmeste kammerater, at de var hos ham, og de gav ham morfin, efter at han blev ramt af skuddet. Kammeraterne var hos ham, han var ikke alene.

Sådan fortalte Birgit Jørgensen til Folketidende, da de et par måneder efter tabet af Mikkel åbnede deres hjem på Møllevej.

I larm og stilhed

Forældrene fortalte også om begivenhederne fredag 29. oktober 2010, da deres ældste søn kom hjem fra krigen langt borte. Først i larm og så i stilhed. Og i en kiste iklædt dannebrog.

- Hercules-flyet med Mikkels kiste lavede en frygtelig larm, da det kom ind og landede i lufthavnen ved Roskilde. Vi talte senere om, at “der kom Mikkel”, for han kom også altid ind ad døren med en masse larm og bulder... Og der var en frygtelig stilhed, da flyet slog motorerne fra. Og vi ventede. På at klappen skulle gå ned og kisten blive båret ud. Men vi var forberedte på det. Vi var jo ikke de første, desværre, som prøvede det, så nogen havde fortalt nogen, hvordan det føltes - og vi kunne være forberedte...

Mikkel Jørgensen var den 38. danske soldat, der mistede livet i forbindelse med krigshandlinger i Afghanistan. Siden døde endnu seks.

I Toreby gik flagene mange steder på halv i takt med, at budskabet om Mikkels død spredte sig. Og i dagene derefter bragte bude 60 buketter ud til familiens hus på Møllevej. Mikkel Jørgensen var vellidt alle steder. Toreby Skole, Toreby-Grænge Boldklub, Gunslevholm Idrætsefterskole, Nykøbing Katedralskole og i livgarden.

Så fulgte brevene

Senere fulgte alle brevene. Mange steder rundt om i landet satte mennesker sig ned for at sætte ord på papir og sende dem til Toreby. Nogle kendte familien, andre gjorde ikke. Men behovet for at skrive var stort. Mappen med alle brevene er tyk.

En mor i Vemmelev skrev om hendes egen søn, der var udsendt på samme hold som Mikkel. En familie i Vejle, der også havde mistet en søn i kamp, skrev til familien på Lolland. En mand i Nykøbing satte ord på sine tanker til familien på Møllevej.

Ordene kom også fra Forsvarets øverste ledelse. Fra soldaternes fagforbund. Fra den britiske ambassadør i Danmark. Fra den amerikanske ambassadør i Danmark. Fra den tyske forsvarsattache. Fra de militære chefer i Kabul og Helmand. Fra forsvarsministeren.

Og en ung soldat i Grenaa skrev om at miste sin kammerat fra værnepligten. I hans brev lød ordene om Mikkel:

”Som soldat i felten var han hamrende dygtig. Han kunne sine ting og gjorde det altid godt. Han var ikke den, der i felten søgte at være leder, men gennem sin udstråling og overskud var det ham, der gav alle sine dødpressede kammerater evnen til at komme videre og gennemføre opgaven. Mentalt - men ofte også fysisk - har Mikkel båret sine kollegaer igennem vand, mudder og ild, og med et overskud, der var nærmest overmenneskeligt …”