Det er ikke svært at researche sig frem til viser og sange, der hylder Lolland. ”Lolland, du venlige, frugtbare, fagre”, for eksempel. Til gengæld er det svært at tro på fremtiden, som anslår en ganske anden tone.
Se bare:
Omkring en milliard kroner i gammel gæld. 120 millioner årligt i renter og afdrag.
Indbyggertallet er faldet med næsten en femtedel siden 2007. Antallet af borgere i den erhvervsaktive alder med en tredjedel.
649 dødsfald mod 214 fødsler sidste år. Det sidste stærkt faldende.
Tilflytning af borgere med omfattende sociale behov.
Skoler lukker, og færgeafgange aflyses for evigt.
Hver tredje tilflytter ankommer med en verserende børnesag.
Det er kryptonit for selv en superborgmester. Vi kan ikke klandre hverken nuværende Marie-Louise eller den tidligere Holger for den strukturelle tsunami, der gennem snart en generation er skyllet ind over Lolland.
Men vi kan forlange en plan for fremtiden.
Nødvendige prioriteringer
Politiken kunne i tirsdags berette om ’aktiv afvikling’ som en strategi for Lolland. Barskt? Ja.
Lukning af kulturhuse, skoler og meget mere skal give det, der står tilbage, større styrke. Med andre ord: koncentrere kræfterne dér, hvor der stadig er noget at bygge videre på, og gøre skarp prioritering til det modsatte af kapitulation.
Men uden klare planer og strategier, der er tilsat bare den mindste dosis optimisme, ender det som skruen uden ende. Og her blæser det unægtelig i efterårsvinden.
Hvor vil byrådet satse? Hvilke byer skal vokse, og hvad lover man de mennesker, som bor udenfor? Et postnummer må ikke blive en lodseddel til basal velfærd.
Et rimeligt krav
Her skal vi naturligvis kræve, at Christiansborg skaber rammerne for en varig og mere ligelig fordeling. Lolland kan ikke blive ved med at tage socialt ansvar for resten af landet og samtidig skære i det, der skal holde ikke bare lokalsamfundene, men hele Danmark sammen.
Det gør ikke noget, det er coolere at bo i København. Men det skal ikke være federe.
Kombardo
Kommunen storsatser på udenlandsk arbejdskraft, som har lyst til at blive boende. Velkommen til!
Men hvis det ikke skal ende som en millenniumudgave af sentressernes forfejlede immigrationspolitik, kræver også dét en stærk og robust strategi.
Mere mod, tak
Hvor ville det være befriende, hvis byrådet barslede med ambitiøse fremtidsscenarier. Med schwung, konkrete mål og mod til at lægge hånden på kogepladen.
Hvad vil vi med Lolland? Hellere en modig strategi, der justeres undervejs, end slet ingen.
Kære byråd: Lad nu forvaltningen forvalte. Og I skal – med en lingo, vi benytter her i huset, hvor disse linjer skrives – tage ansvar for en forretningsplan, der, trakasserierne til trods, tror på vækst.
For selv uden en klink på lommen er det tilladt at drømme. Nogle satser på Danske Spil, andre på staten.
Et dygtigt byråd lægger selv en plan.
Seneste artikler
En teknisk fejl hos Nets har ført til dobbelttransaktioner
Cyberangreb skaber stadig problemer for Femern Bælt-projektet
Lolland står foran et brutalt valg
DMI udsender varsel
Kommune gav tilladelse til tinyhuse på fire meter: Nu reagerer ekspert
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Mand fundet død i Maribosøerne
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Kommune hjemsender omstridt centerchef