Guldborgsund

Selvom fællesskabet stadig er beskedent i antal, så er ambitionerne store. Mændene håber, at mange flere mænd vil finde vej til Folkets Hus om torsdagen. Privatfoto

Nyt mødested skal få flere mænd ud af stuerne

Kaffe, værksted, billard eller bare en god snak. Et nyt Mænds Mødested i Nørre Alslev skal skabe fællesskab og aktiviteter for mænd i Guldborgsund – og det er mændene selv, der bestemmer, hvad der skal ske.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er kaffe på kanden og godt gang i snakken i Folkets Hus i Nørre Alslev. Her er en gruppe lokale mænd ved at få kommunens nye Mænds Mødested på benene. Tanken er at skabe et sted, hvor mænd kan mødes om aktiviteter og hyggeligt samvær - ikke mindst dem, der savner noget at stå op til i hverdagen.

- Jeg ved, at der er en del mænd rundt omkring, der sidder og keder sig dag ud og dag ind. Vi vil gerne skabe et fællesskab, hvor mænd kan lave noget sammen og få indhold i tilværelsen, siger Michael Høgh.

Han foreslår blandt andet, at der kommer gang i værkstedet i Folkets Hus.

Der ligger ikke et færdigt aktivitetsprogram klar. Det er nemlig deltagerne selv, der skal forme Mænds Mødested.

- Mænds Mødested er og bliver det, som vi sammen putter ind i det. Alle kan være med og foreslå noget, som vi kan lave, siger Ove Arntkløv.

Hver torsdag

  • Mænds Mødested i Guldborgsund Kommune mødes hver torsdag fra klokken 14-16 på Nørre Alslev Langgade 57 i Nørre Alslev, hvor man er velkommen til at møde op.

Vil gerne være flere

Mulighederne spænder fra billard, brætspil og værkstedsaktiviteter til gåture, foredrag, udflugter og fællesspisning.

Og der er plads til både dem, der har masser af idéer, og dem, der først og fremmest har lyst til selskab.

– Vi vil meget gerne være mange flere. Både nogle, der kommer med konkrete forslag til, hvad vi kan lave, men også gerne mænd, der bare gerne vil deltage i et hyggeligt fællesskab, siger Helge Christiansen.

En kop kaffe kan være begyndelsen

Guldborgsund Kommune har sammen med landsorganisationen Mænds Mødesteder taget initiativ til den lokale afdeling.

Britta Lange, formand for Socialudvalget, peger på, at fællesskabet også kan være med til at forebygge ensomhed og isolation.

- Mænds Mødested er et godt eksempel på, hvordan kommune og civilsamfund sammen kan skabe noget, der har værdi for mennesker. Jeg håber, at flere mænd får lyst til at kigge forbi - for nogle gange begynder et stærkere fællesskab ganske enkelt med en kop kaffe og en god snak, siger hun.

Mænds Mødesteder findes mere end 50 steder i Danmark. De lokale mødesteder er non-profit og alkoholfrie, og der er ingen særlige krav for at deltage ud over lysten til at være med.