ALDRIG MERE 9.APRIL

Med vores besættelseskrig af Iraq og Afghanistan vendte vi tilbage til en ny 9.april. Nedværdigelsen kom af, at statsrådet og Chr.X straks efter angrebet kapitulerede, men et nationalt traume kom aldrig på tale. Ganske vist erklærede alle, bortset fra hjemmetyskerne, sig 9.april overmåde fædrelandskærlige, men hver med sin agenda. Beklageligvis må jeg 70 år efter oplevelsen af de tyske flyvemaskiner og foranlediget af netop denne avis' leder, ligeså provokerende bemærke uden at gå i detaljer, at Venstre var som Dansk Folkeparti et såre nationalt parti, der blot ønskede at udbygge samarbejdet med nazisterne, i politik og erhverv, Beschützung sagde tyskerne. Og broen til Fehmarn er just den sidste fuldførelse af aftalerne i Hamburg under krigen. Det påståede nationale traume måtte dække over en politiisk dårlig samvittighed, da Anders Fogh Rasmussen lagde sig i slipstømmen på Busch (en slags ambush?), den nye stormagt, og erklærede os i krig på blot 1/3 stemmer i Folketinget. I hvert fald gjorde han vold på fakta om samarbejdet under krigen, der var præget af vægelsindethed (i dag traumatiseret?), og gjorde en dyd af en nødvendighed, da han talte mindeord om de faldne i Ryvangen og om sammenhængskraften. Frem og tilbage er lige langt.