Bekymrende valgdeltagelse

Nu, hvor vi kender resultatet af kommunal og regionsvalg, er der grund til at reflektere over det faktum, at der var en meget lav valgdeltagelse. Den laveste siden 1974. Cirka 65 procent af vælgerne i vores landsdel fandt det umagen værd at stemme. Eller omvendt at 35 procent eller mere end hver tredje blev hjemme og gav pokker i vores demokratiske ret til at stemme.

Det var første gang, siden dannelsen af de store kommuner, at vi skulle til valg efter en fuld periode, og spørgsmålet er, hvad vi skal lægge i den lave valgdeltagelse. Er det en protestaktion eller bare almindelig afmatning i det demokratiske engagement hos borgerne? Eller bare træthed af det lokale politiske system, fordi det alligevel bare er Christiansborg og regeringen, der bestemmer det hele?

Vi hører ofte, at der er blevet for langt til rådhuset, efter de små kommuner blev nedlagt. Det er der også, og det bliver en vigtig opgave for de nye byråd at få genetableret kontakten til borgerne. Lokalsamfundet og den lokale dialog skal have en mere central plads i byrådets arbejde. Ellers risikerer vi, at den lave deltagelse i tirsdagens valg ikke bliver en enlig svale, men en tendens i den lokaldemokratiske udvikling.

En ting, som bør genovervejes, er antallet af afstemningssteder. Der er blevet færre afstemningssteder, og en lang række små steder er blevet nedlagt for at gøre det mere rationelt at gennemføre afstemningen. Måske skal man gå den modsatte vej og decentralisere afstemningen. Meget tyder på, at selve det, at der er blevet langt til afstemningsstedet, har en betydning. Det kan virke som et lidt latterligt argument for den lave deltagelse, men noget om snakken er der.

Et andet argument, der høres meget ofte, er: ”Jeg gider ikke stemme, for det ændrer ikke på noget. Det bliver bare det samme bagefter alligevel”. Det er måske det allermest bekymrende. At vi har mistet troen på vores demokrati og samfundsmodel. Afmagten må ikke tage overhånd, og her har både politikere og medier i de kommende fire år en stor opgave og ansvar at løfte.

Problemet er, at partier og politikere er al for ens, og der er for lidt forskel på, hvad de vil på de centrale politiske områder.

Om det bliver en ene eller den anden kan rent faktisk nogle gange være lige meget. Det gør ikke nogen forskel. Vi skal have mere forskel og mere politisk kant i diskussionerne om de lokalpolitiske udfordringer. Ellers gider vælgerne ikke være med, hvis de ikke kan se eller høre forskel.