Diktatorernes fald

Først var det Tunesiens Ben Ali – siden hen Egyptens Mubarak, og nu er diktatoren og tyrannen over alle, Libyens selvbestaltede leder Gaddafi sat under hårdt pres af sin egen befolkning.

Selvom der er langt fra Lolland-Falster til Libyen og vi ikke har meget til fælles eller for den sag skyld til overs for den libyske befolkning er det alligevel en kamp for frihed og undertrykkelse, der gør indtryk på os alle.

Tunesien og Egypten kender mange som mål for en god ferie, mens de færreste kender Libyen. Men vi kender alle det at leve i et frit land med demokrati og respekt for menneskerettigheder.

Derfor er libyernes kamp for frihed en kamp, der fortjener vores opmærksomhed og sympati. Hvor revolutionerne i Tunesien og Egypten var relativt fredelige er oprøret i Libyen ekstremt voldeligt og blodigt.

Gaddafi skyr ingen midler for at pløje sin egen befolkning ned og for at stoppe oprøret. Ingen er fredet i Libyen, hvor militæret ifølge vidneberetninger skyder med skarpt mod befolkningen. Dødstallet stiger, men ingen kender omfanget af myrderierne, da Libyen er et meget lukket land.

De internationale medier er ikke på samme måde som i Tunesien og Egypten til stede i landet og medierne kan derfor ikke rapportere om, hvad der sker i Libyen. Men det der hidtil er sluppet ud er hårrejsende grusomt. En diktator, der uden at tøve har beordret luftvåbnet sat ind for at skyde og bombe demonstranterne.

Det er horribelt, hvad der foregår i Libyen i disse dage og timer. Gaddafis handlinger kræver fordømmelse fra alle sider, og han skal retsforfølges ved en international domstol for de omfattende forbrydelser han står bag.

Men samtidigt med de vestlige landes krav om diverse arabiske diktatorers afgang rejser der sig et voldsomt dilemma for de samme lande. Risikoen for dels voldsomt forøgede strømme af flygtninge og dels for en yderligere islamisering af de arabiske lande lammer handlingskraften.

Udadtil lovpriser de europæiske regeringer eksplosionen af frihedstrang i det ene arabiske land efter det andet. Kampen for frihed er god, set med europæiske øjne, men bag kulissen bliver den frem for alt betragtet som uforudsigelig og potentielt truende for både sikkerhed og økonomi i Europa.

Det er jo alt andet lige nemmere at lave aftaler med diktatorer.