Er vi på vej ned i kviksandet
To gamle venner var ude at gå en tur i ørkenen. Pludseligt falder den ene i et hul med kviksand og begynder at synke. Han synker ganske langsomt og går på ingen måde i panik. De to mænd begynder at diskutere hvad de skal gøre. De har allerede gået langt og der er langt op til bilen så de beslutter at tænke situationen bedre igennem inden de henter det torv som ligger i bagagerummet. Efter en ½ times tid, hvor fordele og ulemper har været vendt melder sulten sig og de beslutter at holde en spisepause, hvor de deler lidt at den mad og de vand som de heldigvis har rigelig af. En tur i ørkenen skal jo helst ikke resultere i at man løber tør for mad og vand, for ørkenen er et farligt sted og man risikere at dø, hvis man ikke er godt forberedt. Manden er kun sunket til midt på lårene så der er god tid. Efter en lille spisepause, som godt nok bliver lidt længere end beregnet, da der falder i en god snak om deres sidste ferie, deres arbejdspladser, den enes kone som vist er lidt besværlig i øjeblikket er det tid til at rette fokus mod deres jo i virkeligheden eneste rigtige problem. Manden er i mellemtiden sunket i til lidt over livet, men der er ingen panik. Der er rigeligt med tid og med alle de planer der har været drøftet er det jo kun et spørgsmål om at vælge den rette. Der er tale om to kreative folk. Den ene forretningsmand, den anden ansat i det offentlige og til daglig aktiv politikker med stor indsigt i administration. Så det skal nok gå er de helt enige om. De fortsætter diskussionen og er enige om at det jo ikke kun er et spørgsmål om at redde makkeren som nu uheldigvis er sunket til armhulerne. De må jo også vælge en løsning som ikke ødelægger deres tøj. Ham der sidder i dynget har også fået helt nye vandrestøvler og de skal jo helst også med op. Han begynder dog efterhånden at blive irriteret på sin ven fordi han efterhånden begynder at sidde lidt dybt. Han er ikke bekymret for sit liv, men hans nye mobiltelefon og de bedste solbriller han ejer, har han i brystlommen er nu sunket under niveau og han er meget bekymret for at den skal tage skade. Makkeren beslutter i ren irritation og frustration over at han idiot af en tidligere ven kunne finde på at falde i et hul med kviksand, og tager demonstrativt sin jakke og bukser af, binder dem sammen og kaster dem ud til rejsekammeraten. Den synkende mand griber fat i tøjet og trækker i det. Han kan dog mærke at hans egne bukser begynder at glide af og i desperation og angst for at tabe dem og dermed hans tegnebog, råber han til den anden at han skal tage sig sammen og trække noget hårdere. Han kan jo ikke gøre alt arbejdet selv. De begynder at diskutere højt og inderligt. Intensiteten tiltager og skænderiet fjerner sig mere og mere fra det egentlige. De råber og skriger nu og beskylder hinanden for alt muligt. Mange af emnerne strækker sig helt tilbage til deres ungdom og om , i situationen ret ligegyldige ting som, hvem der betalte hvad til deres sidste havefest, om de skulle have investeret i en ny fælles havetraktor, om den ene for år tilbage flirtede med den andens kæreste osv. Pludselig er både mand, tøj, tegnebog, telefon og solbriller væk. Den anden mand rejser sig, og ser lidt overrasket og chokeret hen mod fordybningen i sandet. Det går pludselig op for ham at vennen er væk. Død og borte. At de måske har ladet hans familie og venner i stikken ved at spilde tid på, totalt ubeslutsomt, at diskutere ligegyldigheder. Måske skulle de på trods af træt og ømme ben alligevel have valgt den smertefulde tur tilbage efter torvet eller have ofret bukserne og tegnebøgen. Tja… De kan de jo diskutere til begravelsen KDR
