Kamp om velfærden

Skal lægehjælp, uddannelse og sociale ydelser fortsat være gratis for alle, der bor og opholder sig i Danmark? Kan Danmark fortsat opfatte sig som en øde ø, der ikke bliver berørt af globaliseringen og borgernes frie bevægelighed?

Skal Danmark fortsat opføre sig som en tossegod onkel, der forsørger resten af verdens borgere på livstid, bare de slår sig ned i Danmark i kort tid?

Det danske samfund er ved at udvikle sig til en “velfærdsboble”, hvor alle har lige ret til at blive forsørget uanset herkomst eller indsats for det danske samfund. Kan den udvikling fortsætte uændret? Svaret er nej.

Vi bliver nødt til at gøre op med princippet om, at alle har adgang til de gratis kerneydelser. I stedet må der indføres et princip om, at udenlandske borgere skal gøre sig fortjente til kerneydelser som for eksempel gratis lægehjælp.

En embedsmandsgruppe er kommet med 28 forslag i kataloget “Udlændinges ret til velfærdsydelser”. Forslagene gør op med gratisprincippet og introducerer et optjeningsprincip.

Ændringen er rettet imod udlændinge, der kommer til Danmark, og skal sikre den danske kernevelfærds beståen for landets “faste” beboere. Det kan godt være, at det ikke er i overensstemmelse med den normale tankegang i hvordan, det danske velfærdssamfund er bygget op, men det er nødvendigt.

Forslagene retter sig primært mod borgere, der kommer fra “ikke-EU-lande”, og indebærer blandt mange ting, at man skal bo i Danmark i to år før man kan få gratis lægehjælp samt at det skal tegnes en obligatorisk sundhedsforsikring de første fire år.

Vi bevæger os væk fra “gratis-velfærden”, hvor alle uanset indkomst og herkomst har lige ret og muligheder og over til en slags forsikringssamfund, hvor nogen har mere ret og råd end andre. Det er en nødvendig tilpasning af vores velfærdssamfund til de internationale normer.

Hvis velfærdsmodellen ikke bliver tilpasset den nye virkelighed Danmark befinder sig i, går det galt, Verden er global og vi kan ikke blive ved med naivt at tro, at vi kan ligge der midt i det hele som et lille og trygt velfærdsland, der tager sig af alle, uanset om de har fortjent det eller ej.

Selvfølgelig er det en problemfyldt vej, vi er på vej ind på. Hvor går grænsen for hvem der skal have ret til hvad? Hvem skal holdes ude og hvem er inde? Det kræver en åben og fordomsfri diskussion, og vi er tvunget til at tage den.