Lavere velfærd

Skal der være nogen grænse for, hvor meget man som borger kan få i offentlige ydelser? Har vi råd til at opretholde den offentlige servicestandard, som vi hidtil har haft i Danmark?

Det er to yderst relevante og meget ubehagelige spørgsmål, som vi som samfund er nødt til at stille os selv. Danmark er i løbet af de seneste to år blevet et fattigere land, og der går en rum tid før vi igen har overskud på de offentlige finanser. Derfor skal der spares - men på hvad?

Morgenavisen Jyllands-Posten har i de seneste dage i en række artikler taget fat om dette ubekvemme emne, og tegnet et billede af stigningerne i de offentlige udgifter på en måde, der klart maner til eftertanke. Det er især det specialiserede sociale område, hvor udgifterne er eksploderet på en nærmest ukontrolleret facon.

Et billede både Guldborgsund og Lolland kommune kan nikke genkendende til efter store overskridelser af budgetterne de foregående år.

Kommunernes Landsforening har været klar i meldingen: - Vi er nødt til at få dæmpet udgifterne til danskere med særlige behov, siger kommunernes formand, socialdemokraten Jan Trøjborg. Børn med ADHD, anbragte unge, voksne med handicap eller psykiske lidelser samt borgere med andre særlige behov efter sociallovgivningen lægger nu beslag på hele 21 procent af kommunernes økonomi.

Dermed koster det såkaldt ”specialiserede socialområde” mere, end det koster at drive hele folkeskolen eller hele ældreplejen i Danmark. Det er mange penge, og derfor er det meget relevant, at få startet en debat om dette emne. Det er nemlig gået for vidt, og der er al mulig grund til at lave en gennemgribende reform af hele lovgivningskomplekset på det sociale område. I dagens udgave af Jyllands-Posten kan man læse, at der for eksempel i Gentofte kommuner er flere forældre, der får udbetalt næsten 1,3 millioner kroner for at passe deres handicappede barn hjemme. Det er for tabt arbejdsfortjeneste, og her er der ikke noget loft over den offentlige ydelse. Det burde der være.

Kommunernes Landsforening råber vagt i gevær overfor regeringen, fordi det er tydeligt, at vi her har at gøre med ikke bare en tikkende bombe under den kommunale økonomi, men en bombe, der allerede er detoneret. Alene inden for de seneste to år er udgifterne til udsatte børn og unge steget med 12 procent og til skolernes specialundervisning med 21 procent. Det er en ukontrollabel stigning, og det må stoppes. På den ene eller den anden måde.