Apples iPad kan blive forbudt i Kina

Den internationale elektronikgigant Apple har fået alvorlige problemer i kølvandet på en dom i Kina om retten til brug af varemærket iPad på firmaets populære tabletcomputere. Gennem mere end 10 år har retten til iPad-navnet nemlig tilhørt den relativt ukendte kinesiske fladskærmsproducent, Proview Technology, som nu har fået færten af Apples pengetank.

Efter en retssag, hvor en kinesiske domstol først i december sidste år afviste Apples krav på ejendomsretten til iPad-varemærket, forsøger det Hongkong-baserede selskab Proview Technology nu at bremse iPad-salget i to kinesiske byer.

Den ene af retssagerne blev 30. december indledt i byen Shenzhen, hvor en stor del af Apples iPads i øvrigt fremstilles, mens den anden sag indledes i Huizhou 7. januar.

Enden på navnestriden kan blive, at Apple bliver nødt til at betale en mindre formue for retten til varemærket i Kina eller imødese et forbud mod salg af iPads på det hastigt voksende kinesiske marked, skriver avisen China Daily.

Normalt er det Apple, der jager kinesere for at overtræde intellektuelle ejendomsrettigheder på grund af ulovlige kopier og sågar kopier af Apples forretninger, men her er sagen vendt på hovedet.

- Apple har et godt image. Derfor kan folk ikke forestille sig, at Apple skulle kunne finde på at krænke vores intellektuelle rettigheder. Folk tror altid, at det er små firmaer, der krænker de store, siger Xiao Caiyuan, der er advokat for Proview.

Det økonomisk kriseramte Proview vil endvidere stille krav om kompensation på 10 milliarder yuan (omkring seks milliarder kroner) for Apples uberettigede brug af det kinesiske firmas varemærke.

Historien begyndte i 2000, da Proview Technology udviklede en tabletcomputer og lancerede den under navnet IPAD.

Det kinesiske selskab registrerede iPad-varemærket mellem 2000 og 2004 i en lang række lande. Selskabets datterselskab i Shenzhen registrerede varemærket i Kina i 2001.

Proviews IPAD blev ingen succes. I slutningen af 2009 solgte Proviews datterselskab i Taiwan derfor 10 varemærker, heriblandt de to navne iPad og IPAD, til det Apple-ejede britiske firma IP Application Development (IPAD) for omkring 300.000 danske kroner.

Året efter afviste de kinesiske myndigheder en ansøgning fra Apple om retten til brug af iPad-varemærket i Kina, da mærkerne allerede var ejet af Proview Shenzhen.

Apple lagde sag an mod Proview Shenzhen, men den kinesiske domstol bestemte i december sidste år, at Shenzhen-firmaet ikke er bundet af handlen fra 2009.

Udfaldet af de to sager kan blive helt afgørende for Apples fremtid på den boomende kinesiske marked, hvor der allerede er åbnet fire Apple Stores i Beijing og Shanghai.

/ritzau/

Apple har tabt en årelanf strid i en retssag i Kina om retten til navnet iPad. Nu truer et salgsforbud.

Offentliggjort Sidst opdateret