FALSTER Mico Eggert fra Nykøbing og hans kammerat Morten kørte onsdag i sidste uge fra Falster mod den polsk-ukrainske grænse med en mission om at hjælpe ukrainske flygtninge.
Første del af Mico Eggerts dagbog fra turen bragte vi i lørdags.
Her følger anden og sidste del.
For at få en sammenhæng i historien indleder vi med uddrag af dagbogens første del:
Torsdag 12.30:
Vi har fyldt bagagerummet med bleer, chili con carne, batterier, mælk, mandler og vand.
Bilen er tanket, og GPS'en sat til Chelm ved den ukrainske grænse med ankomst cirka klokken 15.00. Der skulle være en opsamlingsstation til nødhjælp. Måske kan vi hjælpe nogen ud af området også.
Vi har fået kontakt til "Olga" og hendes syvårige søn. De skal til Hamburg. Dem samler vi op i morgen.
Planen er at køre klokken 11, lande i Hamburg klokken 20 og være i Odense omkring midnat. Det ligner vores oprindelige Plan A - hvilket vi er stolte af!
Torsdag 15.33:
"Pol-Cel. Rampa Brzeska 63, 22-100 Chelm, Poland".
Udefra set bare en gammel lagerbygning med tre store lastbiler ude foran. Men indenfor ... - en summen af aktivitet af papkasser, der bliver fyldt, og gaffeltrucks, der kører frem og tilbage.
Bilen er tømt ud. 25 mennesker stod klar til at tage imod. Gamle, unge. Alle kvinder, alle trætte og alle med et let skræmt udtryk. Men alle med gåpåmod og overskud til at give et smil og et varmt håndtryk.
Vi har afleveret vores nødhjælp. I morgen kører vi til Hamburg med "Olga" og hendes søn.
Torsdag 19.50:
Telefonen har glødet den sidste time. En ukrainer bosiddende i Danmark har hørt om vores netværk og vores tur og har taget kontakt. Hans far har været på flugt fra Odessa og er MÅSKE ved at krydse grænsen ved Chelm. Ham vil vi gerne finde ...
Torsdag 21.00:
Han er fundet! Han har krydset grænsen der, hvor vi håbede! Vi henter ham. Hvis ikke han kan komme til Warszawa, så henter vi ham i morgen tidlig.
Fredag 08.00:
Det sner. Det er koldt. Og kaffen smager vidunderligt her til morgen. Vores tredje passager "Jurij" ankom til Warszawa klokken to i nat. Morten fik indlogeret ham på hotellet. Han ankom sammen med to andre, som han havde fulgtes med.
Hvordan vælger man, hvem man bedst kan hjælpe? Hvordan bruger vi pengene bedst ... mest effektivt? Vi køber tid.
Bleerne ... det er tid. Maden ... det er tid. Og selvom to hotelværelser med morgenmad kunne have købt mange dåser med chili con carne, valgte vi at købe tid til de her tre mennesker ved at give dem en seng i nat.
Fredag 09.20:
Pengene er brugt. Bilen er tømt. Om to timer mødes vi i lobbyen med "Jurij". Så henter vi "Olga" og hendes søn, der er indlogeret privat 15 minutter herfra, og så kører vi.
Min vadsæk er pakket. Støvlerne står ved fodenden. Jeg sætter hovedtelefoner i ørerne, lægger mig på sengen - og vil prøve ikke at tænke i et par timer ...
Fredag 12.07:
"Olga" og hendes søn sidder bagi. De ser lidt slidte ud ... forståeligt nok! Hun taler meget lidt engelsk og helst via Google Translate, men heldigvis kan hun snakke med vores tredje passager "Jurij".
Jeg forstår intet ... ganske enkelte ord kan jeg tyde, men ingen kontekst. Hun snakker og snakker. Hendes stemmeføring giver mig et indtryk af, hvad hun må føle. Det er godt, at hun snakker. At de deler deres flugtoplevelser. Deres oplevelser skal ud ... Sønnen er mere stille.
Vi skal tanke om små 200 kilometer. Der er 850 kilometer til Hamburg. Morten er træt, men tager det første stint. Så tager jeg den tunge igennem Tyskland. Jeg har heldigvis sovet godt.
Fredag 13.30:
Tankerne flyver rundt i hovedet med samme hastighed, som bilen kører mod vest på motorvejen. Og på samme måde, som trafikken pludselig sænker hastigheden, stopper tankerne pludselig op ved enkelte billeder.
Et af dem er fra Chelm, hvor vi læssede vores forsyninger af for mindre end et døgn siden. Der holdt tre lastbiler, og jeg kan pludselig huske, at der sad en lille pige i en af dem.
Hun var måske fem år. Hun spiste et æble. Jeg smilte til hende og hilste. Hun kiggede først lidt genert under sin strikkede tophue, hvor kvasten dinglede, mens hun gumlede på sit æble. Så kiggede hun genert væk ... og grinte ...
Morten bliver ikke så let rørt. Han viser det i hvert fald ikke, ligesom jeg gør. Men i morges, hvor vi havde fundet et roligt hjørne henover kaffen, omringet af børn, mødre og gamle mænd med varme jakker og små, tætpakkede kufferter, var han det ...
Fredag 15.10:
Under 500 kilometer til Hamburg. Sønnen har siddet sammen med "Jurij" og leget med regnemaskinen på hans smartphone. Jeg har kunnet forstå ord som "plus" og "milliarde" og nydt deres grin.
Der er en rigtig fin stemning omme på bagsædet. Jeg er virkelig glad for, at de sidder tre deromme og ikke kun mor og søn.
Vi har æbler, bananer og peanuts i en kasse, men der bliver kun nippet lidt til vandet. "Vi er meget stressede", siger "Olga" med Google Translate i hånden, da vi har tanket, og hun står og ryger en cigaret.
Hun efterlader forældre, søskende og sin mand i Ukraine. Hendes bedste veninde er læge og er ved fronten.
Jeg kan godt forstå det, når Google Translate siger "stresset". Men jeg ville nok have sagt "traumatiseret".
Lørdag 02.06:
Krydsede grænsen til Danmark klokken 22.59. Ingen kontrol.
"Jurij" blev hentet af sin søn som aftalt ved en afkørsel. Han havde brugt meget energi på at give de to andre en god rejse, og han var meget, meget træt, da han steg ud af bilen efter sin vanvittige rejse.
Træt efter fire dages flugt med et overfyldt tog, der blev beskudt flere gange og overfløjet af russiske kampfly, der sendte missiler afsted henover hovederne på dem.
Træt efter synet af bombede ukrainske byer med ukrainske drenge og mænd, der kastede hjemmelavede molotov-cocktails ud ad vinduerne, hvor de russiske tanks kørte forbi. Han var så træt ...
"Olga" var også træt, da hun stod foran huset, hvor vi afleverede hende og sønnen.
Og havde vi havde været i tvivl om, hvorvidt vores færd dybest set var ligegyldig, så forsvandt tvivlen sammen med de ord, hun læste op fra sin telefon via Google Translate, dér i nattekulden med sin søn i hånden:
"You helped us so much ..."
Vores netværk havde skabt en kontakt. Den blev skabt fra en ven i Kerteminde til en vens ven i Sydtyskland og endte - måske via nogle venners venner - hos en ung mor på flugt med sin søn.
Og den kontakt - den gav hende tryghed.
"... jeg har deres navn fra en ven. De vil hjælpe dig og din søn. Du kan stole på dem".
Og når man er på flugt fra en krig, som den vi sidder og ser på med vores små håndholdte tv-apps i den ene hånd og en spegepølsemad i den anden, så er "tryghed" en mangelvare.
Vi sidder i sofaen. Morten har fundet en øl i køleskabet og sat "We are the world" på. Den er skrevet i 1985 og lige en anelse ældre end vores venskab.
Vi lytter til ordene og stemmerne, vi kender så godt. Bob Dylan, Stevie Wonder, Ray Charles. Så kigger han eftertænksomt ud ad vinduet og siger:
- Da vi mødte hinanden for 35 år siden, Mico ... da gik der et jerntæppe igennem Europa. Østtyskland var kommunistisk, og det var Polen også. Vi er sgu ved at blive gamle ...
Og efter et øjeblik:
- Ukraine var for øvrigt slet ikke noget selvstændigt land dengang ...
"We are the world.
We are the children.
We are the ones who make a brighter day, so let's start giving ..."
Læs også artiklen "Dagbog fra en nødhjælpsmission - del 1"
Navnene på de omtalte flygtninge er ændret af hensyn til deres familiers sikkerhed. Deres rigtige navne er redaktionen bekendt.
