Bare lad mig sove

OREHOVED Saftevand, Panodiler og to spiseskefulde koldskål.

Det var menuen for Lolita Brodka Andersen de første to uger, hun var smittet med coronavirus.

Det var midt i marts, statsminister Mette Frederiksen havde lige lukket landet ned, og folk stod i kø i supermarkederne med indkøbskurvene fulde af toiletpapir, da hun mærkede feberen kommer rullende.

- Jeg ved ikke, hvordan jeg blev smittet. Jeg var mig bekendt ikke sammen med andre, der var syge. Mit bedste bud er, at virussen fandt mig på et dørhåndtag eller en indkøbsvogn på vej hjem fra arbejde. Men jeg aner det ikke, konstaterer Lolita Brodka Andersen.

Men smittet var hun, og der gik seks uger, inden hun var i stand til at passe sit job på fuld styrke igen. Den 45-årige skolesekretær fra Celf, som de fleste kender ved kælenavnet Lulle, kunne næsten ikke kende sig selv, da hun så sig i spejlet efter uger med smerter, feber og udmattelse.

- Jeg var helt hvid og så træt, som aldrig før. Jeg har aldrig i mit liv været så syg.

Da virussen og den dertilhørende høje feber og hovedpine væltede Lulle omkuld, lå hun den første uge hjemme i sin seng, mens hendes mand, Kenneth, og deres 18-årige søn, Malthe, skiftedes til at passe hende.

Deres forsøg på at få hende til at spise fejlede igen og igen. Saftevand var grænsen, og i løbet af den første uge var hun kun oppe for at tisse en gang i døgnet.

- Bare lad mig sove. Lad mig være i fred, lød det konsekvent fra dynen.

Jeg vil ikke mere

18-årige Malthe husker tilbage på en mor, der ikke selv forstod, hvor syg hun var.

- Det var meget væmmeligt. Hun klagede over smerter og ville alligevel ikke synke de piller, vi kom med. Hun talte ikke ret meget med os, gled ud og ind af bevidsthed og sov det meste af tiden. Hun lå og kiggede ud i luften, havde ikke kræfter til at vende sig, og flere gange sagde hun "Jeg vil ikke mere", husker Malthe, der sad med virtuel undervisning på computeren på sit værelse nær forældrenes soveværelse.

Hver gang han havde afleveret et glas saftevand til sin mor, sprittede han sig selv og ruten mellem værelserne og køkkenet af i håbet om ikke selv at blive smittet.

Familien var undervejs i kontakt med egen læge og vagtlæger flere gange, og til sidst besluttede en vagtlæge, at det var tid til at få Lolita indlagt. Turen fra sengen på første sal i huset i Orehoved husker hun som en prøvelse.

- Jeg kunne ikke overskue at sidde i en bil til Nykøbing, så de sendte en ambulance. Jeg havde heller ikke kræfter til at få hverken tøj eller sko på. Så jeg kom af sted i en gammel T-shirt og trusser. Båren måtte ikke komme ind i huset på grund af smittefaren, så jeg trippede af sted med min telefon og mine sko i en plasticpose og en meget, meget sød Falckredder klædt i rumdragt under armen, fortæller Lolita Brodka Andersen.

Corona og lungebetændelse

På Nykøbing Sygehus blev hun for første gang coronatestet, og diagnosen var klar. Sammen med en ondskabsfuld lungebetændelse. Hun fik behandling for dehydrering og intravenøs antibiotika og blev overflyttet til covid-afsnittet på Slagelse Sygehus.

- Da jeg kørte i ambulancen på vej over Farøbroen, tænkte jeg på at lukke bildøren op og få det overstået. Det var en tanke og ikke noget, jeg nogensinde kunne finde på at realisere. Men det siger noget om, hvor dårligt jeg havde det, fortæller Lolita Brodka Andersen.

I Slagelse fortsatte behandlingen med ilt, væske og antibiotika i isolation. Der kom dage, hvor hun følte sig lidt bedre tilpas. For hurtigt at falde tilbage i udmattelsen og smerterne dagen efter.

- Jeg havde ingen interesse i at se fjernsyn eller kommunikere med folk på min telefon. Folk, der kender mig, ved, hvor meget tid jeg normalt tilbringer med min telefon. Når jeg ikke svarer på sms'er eller Messenger-beskeder, bliver de bekymrede.

Heller ikke Kenneth og Malthe hørte noget fra Lolita i flere dage. Familien måtte ikke komme ind på sygehuset på grund af smittefaren, og det var ikke meget nyt, de fik ud af at ringe til afdelingen. Kenneth var til sidst nødt til at begynde at rive alle terrassefliserne op for at holde sig selv beskæftiget, mens han ventede på nyt om sin kone.

Ros til personalet

Efter fem dages indlæggelse var Lolita Brodka Andersen så meget bedre, at hun kunne udskrives.

- Så stod jeg der igen på parkeringspladsen med min plasticpose. Hold nu op, hvor var jeg ynkelig, da Kenneth hentede mig. Det har vi grinet virkelig meget af senere, fortæller Lolita Brodka Andersen og slår den latter op, der kendetegner hendes normale humør og livskraft.

Hun var blandt de første coronapatienter, der blev indlagt i Slagelse, og hun har al mulig ros til det personale, der tog imod hende.

- De knoklede og navigerede i kaos. Covid-afsnittet var indrettet i en afdeling, der havde stået tom i et stykke tid, og de fleste af sygeplejerskerne havde aldrig arbejdet på afdelingen før. De anede ikke, hvor de skulle lede for at finde et termometer, en kuglepen eller en blodtryksmåler. Det var helt urimelige arbejdsvilkår, men de gjorde det SÅ godt, og jeg følte mig meget tryg i deres hænder, fortæller Lolita Brodka Andersen.

Genoptræning

Hun er til hverdag en ganske handlekraftig kvinde, der ikke ynder at sidde stille ret længe ad gangen. Men der var stadig ingen energi i hendes krop, da hun kom hjem og troede, at hverdagen kunne fortsætte, nu hvor coronavirussen var færdig med at rase i hendes krop.

- Jeg bevægede mig så langsomt, og alting tog en evighed. Det var et helt uoverskueligt projekt at bage en plade cookies, og jeg måtte modvilligt sande, at der nok lige gik et par uger til, før jeg kunne komme tilbage på arbejde for fuld styrke, fortæller Lolita Brodka Andersen.

Hun gav sig til at genoptræne sine lunger med en PEP-fløjte med modstand og daglige gåture i kvarteret. Først 50 meter. Så 100 meter og derefter langsomt længere og længere.

- Bevægelse og frisk luft gjorde mig godt, og jeg kunne mærke, at jeg fik det lidt bedre for hver dag.

På terrassen var Kenneth klar til at lægge nye fliser i det gode påskevejr, og Lolita var fast besluttet på at hjælpe til. Hendes ambition var at flytte fem fliser, men viljen og glæden ved at være oppe og i gang igen drev hende længere. 500 fliser senere følte Lolita Brodka Andersen sig på vej tilbage til livet.

I den efterfølgende tid faldt hendes hår af i totter, og der gik længe, før hendes cyklus var normal igen.

- Min krop har været langt ude, men jeg har det godt igen nu, konstaterer hun.

Ingen andre i familien blev smittet med corona-virus, og det undrer Lolita.

- Jeg delte soveværelse med Kenneth i flere dage, inden jeg blev isoleret, så det er jo næsten et mirakel, at han ikke blev smittet. Det siger noget om, hvor lunefuld og ulogisk den virus er, mener Lolita Brodka Andersen.

Hun er nu blandt de danskere, der har antistoffer i blodet. Men det gør ikke hendes adfærd i hverdagen anderledes.

- Jeg følger stadig alle retningslinjer om afstand, håndsprit og mundbind. Jeg har antistoffer, og måske kan jeg ikke blive smittet igen. Men ingen ved jo, hvor længe det holder, og om man kan være sikker. Jeg løber ingen risiko og bliver også testet, inden jeg skal holde jul med min gamle farmor, siger Lolita Brodka Andersen.

Også Malthe Brodka har respekt for virussen.

- Eksperter er ikke dumme, så lad os nu bare lytte til dem. Det er ikke for sjov med den virus, slår han fast.