Folk må gerne se, at Jens ikke kan se

NYKØBING Da Jens Kierkegaard var seks år, tog hans mor ham til øjenlægen. Drengen faldt hele tiden over tasker og cykler og var en jævnlig gæst på skadestuen.

Det var i 1946, og datidens udstyr afslørede ingen fejl på lille Jens' syn. Hans mor fik besked på, at det var en pædagogisk opgave at få sønnen til at gå og stå ordentligt på sine ben.

Så Jens fik plaster på sine flækkede øjenbryn og sår på benene og blev sendt ud at lege igen.

Han vænnede sig til rollen som ham, der ikke kunne ramme fodbolden, tog en læreruddannelse og nåede at undervise - blandt andet på Tingsted Skole - i mere end 10 år, inden han fik diagnosen Retinitis Pigmentosa, da han var sidst i 30'erne.

Alt er gråt

Øjensygdommen er både svær at udtale og svær at leve med. Mange, der rammes, bliver til sidst blinde. Det gjorde Jens Kierkegaard også. Da han var 50 år, sluttede livet som lærer, da han ikke længere kunne se klasselokalet og eleverne ordentligt.

Da Jens blev 55 år, var han helt blind.

- Alt er gråt, konstaterer den nu 82-årige Jens Kierkegaard, mens han navigerer forsigtigt, men målrettet rundt i lejligheden, han deler med sin nye kæreste.

Hans liv er nemlig på ingen måde gråt eller stillestående. Han har sin hvide stok og andre hjælpemidler. Og han har et evigt udadvendt sind, der opsøger nye mennesker og nye oplevelser.

Klimakamp og byråd

Jens er aktiv i klimakampen, han har siddet i et byråd i 14 år, han har holdt foredrag og undervist i Dansk Blindesamfund.

Har har også sit abonnement på lydbøger fra Nota - det nationale bibliotek for mennesker med læsevanskeligheder - der forsyner ham med politiske biografier og historiske romaner.

Dem lytter han til sammen med kæresten Lillian Müller, mens hun broderer.

De to var tilbage i 1960'erne kolleger og venner på Tingsted Skole, dengang de begge var gift med andre.

Men Jens blev skilt, Lillians mand døde, og for to år siden ringede Jens og inviterede hende på en kop kaffe. Som blev til flere.

- Han sagde ikke noget om, at han var blind, da han ringede, griner Lillian Müller, der for længst er blevet smittet af Jens Kierkegaards tilgang til tilværelsen med eller uden syn: Der er udfordringer, men de er til at overkomme, hvis man lader være med kun at fokusere på dem.

- Jeg har nok flere opgaver herhjemme. Men det gør jo ikke noget, når man kan lide hinanden, mener Lillian Müller, der for eksempel ikke overlader kaffebrygningen til Jens.

- Næh, jeg skal passe på ikke at vise, hvor meget jeg kan. Det er min strategi, griner Jens Kierkegaard fra sofaen, hvor hans skærpede hørelse følger med i alle bevægelser i stuen.

Fortsat formidling

Undervisning har været hans metier, også efter hans syn ikke længere kunne hamle op med en drilsk 8. klasse i folkeskolen.

Men der er andre formidlingsopgaver at løse, og dem har Jens Kierkegaard blandt andet påtaget sig som informatør i Dansk Blindesamfund, hvor man arbejder for at udbrede viden om, hvordan mennesker med synshandicap lever.

For nylig holdt Jens Kierkegaard også et oplæg for medlemmerne af Ældre Sagen Nykøbing-Sydfalsters "Pigekammeret", hvor han fortalte om sit liv som blind.

- Jeg fortæller gerne. Jeg har sjældent min hvide stok slået ud, men jeg har den altid med, for den er et signal om, at jeg ikke kan se. Folk må gerne se, at jeg ikke kan se. Der er meget hjælpsomhed at hente hos andre, hvis man rækker ud efter den, konstaterer Jens Kierkegaard, som efter sin pensionering også har undervist små skolebørn i, hvordan de bedst hjælper en blind, de møder på gaden.

Han tøver ikke med at henvende sig til en fremmed i toget og tage imod en støttende arm på vej ud på perronen. Alligevel er det netop togrejser, han har slået sig mest på i de senere år.

For selv om den modne Jens færdes forsigtigt, sluttede besøgene på skadestuen ikke i barndommen. Hele fire gange er han faldet uheldigt fra togperroner ned på skinnerne. Med brækkende knogler og blå mærker til følge.

- Nu rejser jeg med Flekstrafik. Nok er nok, fastslår Jens Kierkegaard.

Arvelig sygdom

Med til historien hører, at Retinitis Pigmentosa er en arvelig, genetisk sygdom. Og at begge Jens Kierkegaards døtre og hans fire børnebørn har arvet diagnosen.

Det betyder foreløbigt, at ingen af de yngre familiemedlemmer har nattesyn, og de kan ikke tage kørekort. Hvordan deres fremtid med diagnosen ser ud, er uvist.

Især i USA forskes der grundigt i, hvordan man måske kan stoppe nedbrydningen af nethindens celler og dermed ane en lysere vej ud af diagnosen. Familien er med i forsøg på Kennedy Centeret, der er Rigshospitalets nationale rådgivnings- og forskningscenter for genetik, synshandicap og mental retardering.

Jens fik sine børn, inden han kendte sin diagnose, mens hans døtre valgte at få børn vel vidende, at der var en risiko for, at børnene arvede sygdommen.

- De så, at deres fars liv sgu er meget godt. Jeg tror også, at mine børnebørn, som er mellem 22 og 27 år nu, vælger at få børn, når de når dertil i livet. Jeg er ikke den morfar, der vil fraråde dem det.