Forsker om studie i trøst: Fandtes der en manual, var den nytteløs

STUBBEKØBING: Vi er et godt stykke inde i samtalen, da Bent Olsen spørger, hvad alle de syv og en halv milliard mennesker, der netop nu bor på Jorden, har til fælles.

- Trøst, svarer han efter en pinligt lang tænkepause fra undertegnedes side.

- Alle har enten prøvet at blive trøstet eller at trøste andre. Ingen, som jeg kender, kan komme på noget andet, som alle mennesker har til fælles.

Og alligevel, forklarer han, er det at trøste ikke noget, som man lærer på pædagog- eller på læreruddannelsen. Man kan ikke lære det fra andre. Man er nødt til at lære det selv.

Bent Olsen sidder i stuen i sit hus i Stubbekøbing. Ved siden af ham er vandet i Storstrøm, og egentlig er det lidt af en tilfældighed, at han havnede i Stubbekøbing. Han har ofte været der som barn, men det var først i Norge, hvor han arbejder som professor i pædagogik på universitetet i Trondheim, at han under en Ph.D-afhandling kom i kontakt med en studerende, der netop havde sat sit hus i Stubbekøbing til salg.

Det krævede ikke de store overvejelser. I flyvemaskinen på vej hjem kunne han mærke, at det var hans hus.

Underbelyst emne

Færdes man omkring børn, er trøst et helt afgørende element. Umiddelbart er det svært at forestille sig en pædagog ude af stand til at finde ud af, hvordan man trøster et barn. Og selv hvis man er utrænet, går der ikke mere end to minutter, før man kan.

- I dag kan man ikke undlade at trøste. For 200 år siden var der et andet børnesyn. Men i dag kan man ikke se på et barn, der lider. Trøsten skal udfri barnet, forklarer han.

Alligevel er det et underbelyst emne, mener Bent Olsen. Der findes absolut ingen artikler om det på pædagogstudierne. Måske fordi at det er temmelig lavpraktisk, kropsligt og helt konkret.

Det er ikke noget, han som forsker ønsker at have en holdning til.

Han kan blot konstatere, at der på studier er en tendens til at se teori som vigtigere end praksis.

- Alt, hvad der har noget med det kropslige at gøre fortrænges af teori, læreplaner, hensigter og intentioner i moderne pædagogik. Det er et magthierarki. Åndens arbejde hersker over håndens arbejde.

Manualen virker ikke

Men resultatet overrasker ham nu alligevel. For undersøgelsen af trøst rejser nogle grundlæggende spørgsmål om, hvordan vi lærer, og hvordan vi udvikler os som mennesker.

Trøst er et sammensat væv af kropslige, emotionelle, mentale og kommunikerende samspil mellem en voksen og et barn, at en forsker næppe kommer til bunds uden at skulle fylde 12.000 sider om det.

Den voksne kan ikke blot trøste ud fra en manual, for den er ikke skrevet, og det er der en rigtig god grund til, forklarer Bent Olsen.

- Hvis manualen virkelig fandtes, ville den være nytteløs, siger han.

For situationen er totalt uforudsigelig. Lidt som en vellykket djævleuddrivelse, hvor stress og ubehag i kroppen forsvinder - eller i hvert fald bliver glemt, uden at man helt kan sige hvordan.

- Handlingers effektivitet afhænger af en opøvet sans for tid, tempo og rytme.

Livet har lært dig at trøste

Men hvis en pædagog ikke har lært at trøste ved at se andre gøre det eller ved at læse sig til det, hvordan har vedkommende så lært at mestre det?

- Det har man lært inden den første dag på studiet, mener Bent Olsen.

I øvrigt sammen med en masse andre evner som at mestre et bredt register af følelser, at holde orden på ting, tid og på børn, kommunikere og samhandle på afstemte måder med børn og kolleger, tage initiativer og forvalte intimitet, autoritet og nærvær.

- Det har sat sig i krop og sind i løbet af det liv, personen har levet før. Det liv, hvor alt det vigtige er sket. Her har man fået evnen til at trøste.