Lene spiller på fortiden

NØRRE ALSLEV Lørdag kunne publikum i Nordfalsters Koncerthus lytte til en koncert, der ledte tankerne tilbage i tid. Til dengang, koncerter var forbeholdt hoffet. Til store kjoler, parykker og dans. At der blandt de tre musikanter fandtes en lokal kvinde er næsten usandsynligt. For der er ikke mange som Lene Langballe, der kan spille trætrompet, også kendt som en zink. Faktisk er hun den eneste i hele Norden, der kan blæse i noget, der ligner en blanding af en fløjte og et horn, men lyder mere som en trompet.

- I forhold til trompeten har den en anden bredde i klangen, en helt anden dynamik og lyd. Det er et instrument, der kommer meget tæt på den menneskelige stemme. Nogle gange, hvis jeg spilller med et drengekor, kan jeg næsten ikke høre den, fortæller Lene.

50 publikummer var mødt op i koncerthuset for at lytte til musik, som den blev spillet, dengang Christian 4. levede. Den akustiske koncert appellerede til et modent publikum. De sad på stole i fire rækker og lyttede intenst til de specielle toner. Langs gulvet kunne man se fødder, der vippede i takt til musikken, og flere publikummer lukkede øjnene for at koncentrere sanserne fuldt ud om musikken fra en zink, en lut og en cembalo.

De fleste kender Lene Langballe som korleder i Tingsted Kirke og for Brages kor. At hun spiller på zink, er ikke almen kendt. Men hvordan opdagede hun den særlige trompet?

- Jeg havde gået på musikkonservatoriet i to år, da jeg var i Urbino i Italien på et sommerkursus. Jeg blev bidt af italien, så jeg tog orlov og rejste til Milano. På det tidspunkt spillede jeg barok-obo og blokfløjte. En aften var jeg til koncert tæt på mit hjem, og her hørte jeg trætrompeten. Det var et rent tilfælde, at jeg hørte Bruce spille på den. Jeg kan huske, at jeg gik op til ham efter koncerten. Jeg var totalt begejstret og ville bare lære det. Han sagde ok. Jeg kunne komme hjem til ham og lære det. Han var amerikaner og boede i Bologne. Så et par dage senere tog jeg til Bologne, fortæller Lene og fortsætter:

- Bruce lånte mig et instrument, men det var ikke bare lige. Mundstykket på en zink er meget mindre, så fejlmargin er stor. Man skal være præcis og have meget luftkontrol. Det er ikke et instrument, man bare kan lægge på hylden en sommer og så tage ud at spille.

Lene Langballe husker sin første koncert på instrumentet.

- Jeg gemte mig lidt nede bagved. Jeg vidste ikke helt, hvad der kom ud af den.

Amerikanske Bruce spillede mange koncerter og rejste en del til udlandet på det tidspunkt, hvor Lene forsøgte at lære at spille på instrumentet, så hun fik nys om en dygtig lærer i Paris. I en periode stod hun op klokken 4 om morgenen for at tage toget. Klokken kunne blive 2 om natten, før hun var hjemme igen.

- Jeg har altid haft en begejstring og dyb glæde ved at lave musik. Da jeg startede på konservatoret, troede jeg, at resten af livet handlede om at øve sig, blive god og spille koncerter. Men der er også noget, der hedder det virkelige liv, hus, lån og bil. Da min ældste datter hellere ville sidde ved min mor, selv om jeg lige var kommet hjem fra en rejse, blev jeg klar over, at jeg måtte gøre noget. Derfor tog jeg uddannelsen til organist.

I dag er de to døtre efterhånden store, og det er nemmere for Lene at komme ud at spille. I sidste uge var det i en gotlandsk domkirke. I næste uge er det Stockholm, og til april venter både Oslo og Østrig hendes ankomst.