Travle Rasmus møder udhvilet til revy

NYKØBING Da prøverne til årets Nykøbing F. Revy begyndte, opdagede Rasmus Krogsgaard noget tankevækkende.

- Min hjerne er bedre til at lære tekster udenad i år, konstaterer den 38-årige skuespiller.

Han er vant til at have travlt. Meget travlt.

- Ofte har jeg gang i tre projekter ad gangen, for i et arbejdsliv som mit er jeg nødt til at planlægge langt frem i tiden. Når nogen ringer med et sjovt og spændende tilbud og spørger, om jeg er klar om halvandet år, siger jeg selvfølgelig ja. Og det gør jeg så også til den næste og den næste. På den måde kommer tingene ofte til at ligge meget tæt eller oven i hinanden, forklarer Rasmus Krogsgaard, der spiller sin femte Nykøbing F. Revy i denne sommer.,

Det gør han med en veludhvilet hjerne og krop, for for første gang i sin cirka tyve år lange karriere på scenen har han givet sig selv en meget bevidst pause i foråret.

Efter et alt for travlt år med tre samtidige produktioner besluttede han at sige nej til det næste tilbud og planlægge nogle måneder med totalt frihed i dette forår, inden prøverne på revyen begyndte.

Jeg når det ikke!

- Jeg har holdt fri i to måneder, og jeg har virkelig lært noget af det. Lært, hvor godt det er for mig. Den første måned sov jeg. Jeg opdagede, hvor træt jeg var. Det gør man jo ikke, mens toget kører. Den første måned blev jeg også ved med at have en indre følelse af, at jeg kom for sent til noget hele tiden. Jeg når det ikke, jeg når det ikke! Selv om jeg kunne sige til mig selv, at jeg ikke skulle noget den dag, var følelsen i kroppen en anden. Men der var ikke noget at nå, fortæller Ramus Krogsgaard.

Da han kom ud på den anden side af den følelse, kunne han sove, vågne, slappe af og nyde at have fri i den næste måned.

- Det var dejligt at nå dertil. Og nu hvor der så igen er fuld drøn på revyen, har det gjort, at jeg har nemmere ved at lære udenad, end jeg har haft i mange år. Fordi min hjerne har fået lov at slappe lidt af. Det er faktisk lidt skræmmende og meget tankevækkende, konstaterer Rasmus Krogsgaard, som siden han passerede de 30 år, har været bevidst om sin pressede hverdag.

- Jeg kan godt mærke, at jeg skal tænke mig om med, hvor presset et program jeg har. Men det er meget, meget svært at sige nej. Man vil jo gerne det hele, konstaterer han.

Har jeg mistet alle evner?

Med årene har Rasmus Krogsgaard lært en vigtig lektie. Når han sætter sig for at skrive en revytekst, kan det ske, at der ingenting sker.

- Hvis der slet ikke kommer noget, har jeg lært at blive siddende og ignorere irritationen, mens jeg fortæller mig selv, at det ikke er, fordi jeg er dårlig og har mistet alle evner. For jeg - og mange af mine kolleger - kan i et forløb som dette få det sådan, at vi tænker: I år er det, at alle opdager, at jeg faktisk aldrig har kunnet noget. Jeg har bare været heldig. Sådan har jeg det hver eneste gang. Men nu hjælper erfaringen mig. Jeg kan huske, at jeg også havde det sådan sidste år, og at det endte godt. Så der er chance for, at det ender godt igen, smiler Rasmus Krogsgaard ydmygt.

Selv om det kan lyde belastende at have sådan en usikkerhed som følgesvend, ser han ikke negativt på den.

Gør mig mere umage

- Jeg har det ikke skidt med det. Jeg tror, at det hjælper mig med at gøre mig mere umage. Alternativet er jo, at man når til et sted, hvor man tænker: Jeg kan bare det her. Og så tror jeg automatisk også, at man vil yde lidt mindre.

Den store danske komiker Dirch Passer er et af Rasmus Krogsgaards allerstørste forbilleder. Dirch var igennem mere end tre årtier elsket af alle, vanvittig populær - og så presset af sin egen præstationsangst, at det sandsynligvis var medvirkende til hans alt for tidlige død som 54-årig.

En kunstner og en skæbne, som Rasmus Krogsgaard reflekterer over.

- En af grundene til, at det påvirkede Dirch Passer så meget med nerverne, og om han kunne leve op til det, var det, folk gjorde ham til. Han blev ansat på den ene forestilling efter den anden, hvor det hele stod og faldt med, at han var god. Hvis han ikke var sjov, ramlede hele forestillingen. Hvis jeg ikke er sjov i denne her revy, har jeg fire andre kolleger, der er virkelig sjove. Jeg har ikke større ansvar, end de har. Presset er ikke i nærheden af det, der lå på Dirch Passer, som var alene om at være stjernen, mens resten var staffage. Her er vi fem på lige fod, forklarer Rasmus Krogsgaard.

Tænker det sjove frem

Han er fuld af beundring for Dirch Passers evne til at være sjov på en ikke-kalkuleret måde.

- Det føltes, som om han øste fra en magisk, uudtømmelig indre kilde af urkomik, som han ikke tænkte så meget over. Lige meget hvor han skovlede fra, var det bare sjovt. Det er sådan noget, jeg godt kan misunde. Min egen måde at være sjov på er meget at prøve at regne det ud på forhånd. Jeg kan ikke bare gå ind på en scene og lave et sjovt ansigt eller sige noget sjovt. Jeg sidder alvorligt derhjemme og tænker i flere timer, mens jeg vender og drejer, hvordan det er sjovt at sige tingene. Det er vel det, man kalder en akademisk tilgang til tingene. Der er andre, der har "funny bones", og dem kan jeg godt være misundelig på, siger Rasmus Krogsgaard.

Travlt efterår

Når tæppet går ned for revyens sidste forestilling i slutningen af august, har han igen et travlt efterår, selv om han bedst kan lide at have et projekt ad gangen.

- Hvis man har ét projekt ad gangen, gør det ikke noget, at man har utroligt travlt med det. Men så snart der er to ting, og det ene begynder at æde af det andet og ens opmærksomhed, bliver man stresset, konkluderer Rasmus Krogsgaard og tilføjer:

- For mig bliver det et travlt efterår på den måde, at der igen er tre ting, der skal køre ind over hinanden. Men det kommer til at ligge sådan, at der er ret mange fridage imellem. Jeg skal på en to måneder lang turné, men vi spiller kun to-tre gange om ugen. Og så skal jeg sammen med Vicky Berlin prøve på et show. Men fordi vi kun er os to, kan vi selv bestemme, hvornår vi mødes. Så det bliver lidt mere roligt, fortæller Rasmus Krogsgaard og når lige at pause den der, inden han tilføjer:

- Men når der er hul i kalenderen, tager jeg stadig ud med min guitar og optræder alene til private selskaber og firmafester. Dem er der også en del af til efteråret.