Danmark er parat til at tvinge asylsøgende børn uden familie tilbage til deres hjemland. Det er konsekvensen af en lov, der torsdag vedtages af et snævert flertal i Folketinget.
Loven gennemføres trods protester fra Børnerådet, Dansk Flygtningehjælp, Dansk Røde Kors, Børns Vilkår og Red Barnet, skriver Politiken torsdag.
Børnepolitisk konsulent i Red Barnet Inger Neufeld kalder lovændringen "dybt problematisk".
- Det er et historisk skred i behandlingen af børn, hvor man ikke tager højde for barnets tarv. Man sender børnene tilbage nærmest per automatik i stedet for at lave en individuel vurdering af børnenes behov for beskyttelse og tryghed, siger Inger Neufeld til Politiken.
Regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne stemmer for loven, der skal bremse strømmen af uledsagede flygtningebørn, som siden 2007 er femdoblet, så der sidste år kom 529 til landet.
Mange af børnene får asyl. Men dem, der får afslag, ender ofte alligevel med en opholdstilladelse, hvis de danske myndigheder ikke kan spore børnenes slægtninge i hjemlandet.
Det er det, der bliver anderledes i fremtiden, hvor disse mindreårige skal kunne sendes til lande, hvor der er oprettet modtage- og omsorgscentre. I første omgang vil Danmark og Norge sammen etablere et center i Afghanistans hovedstad, Kabul.
Venstres integrationsordfører, Karsten Lauritzen, finder kritikken af den nye lov skudt over målet.
- Mange af disse børn er sendt af sted af deres familier, der har betalt måske 10.000 dollar til en menneskesmugler. Til dem skal vi sende et signal om, at børn, der udnytter systemet til svindel, kun kan være her i kort tid, siger han til Politiken.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned