Bøtø-sagen

Kurt Kragh, tidligere chefefterforsker for Rejseholdet, mener, at Bøtø-manden kan have begået anden kriminalitet. Arkivfoto: Claus Hansen

Kurt Kragh, tidligere efterforskningsleder for Rigspolitiets Rejsehold, vurderer, at politiet nu undersøger uopklarede sager, hvor formodet Bøtø-mand kan være gerningsmand.

Offentliggjort Sidst opdateret

Onsdag kom gennembruddet i Bøtø-sagen. En 56-årig mand fra Falster blev anholdt og sigtet for at have voldtaget og forsøgt at dræbe den dengang blot 11-årige pige.

Kurt Kragh er mangeårig efterforskningsleder for Rigspolitiets Rejsehold. Selvom det ikke var ham, der ledede sagen fra Falster, kender han den "rimelig godt", som han siger.

- Det var en sag, vi diskuterede meget, fordi man havde fuld DNA på gerningsmanden. I og med at pigen havde beskrevet ham som en etnisk dansker, der talte flydende dansk, skulle vi kunne finde ham, fortæller han.

Læs også: Overblik: Her er, hvad vi ved om Bøtø-sagen

Ofte går noget forud

Et hav af spytprøver og afhøringer ledte ikke til gerningsmanden. Og når man så på Bøtø-mandens handlinger, var der ifølge Kurt Kragh en stor sandsynlighed for, at han allerede var kendt i politiets register.

Artiklen fortsætter under videoen ...

- En gang skal selvfølgelig være den første gang, at seksualforbrydere slår til. Derfor kan man aldrig afvise, at det er første gang. Men der kunne være uopklarede sager, som han har begået. Når politiet nu har fået ham varetægtsfængslet, kan de begynde at kigge på det.

Læs også: Anholdt i Bøtø-sagen blev fældet af dna fra sit barn

Kurt Kragh understreger, at det ikke behøver at være lige så alvorlige sager, men ifølge den erfarne efterforsker ved man, at der ofte går noget forud.

- Vi har mange eksempler på, at når man får fat i sådanne gerningsmænd, har de en fortid, hvor de har begået mindre kriminalitet, og at det så eskalerer, siger han.

Læs også: Bøtø-efterforsker "dybt forundret": Hvordan kan det ske?

Kurt Kragh påpeger, at der er mange sager om året, hvor mænd stopper piger og spørger, om de vil med ind i deres bil. Det kan også kan være berigelseskriminalitet, hærværk eller ildspåsættelse, mener han.

DNA er ikke nok

Politiet fandt frem til den 56-årige gennem barnets DNA. Det er anden gang i Danmarkshistorien, at slægtskabssøgning leder til anholdelse. Første gang var i sagen om mordet på Hanne With.

Læs også: Ægtepar bor tæt på formodet Bøtø-mand: - Vi er chokerede.

Men DNA er ikke nok. Der skal mere til, understreger Kurt Kragh.

- Det er mennesker, der arbejder med det her. Og der har været et par enkelte tilfælde, hvor der er sket en forbytning. Mennesker laver fejl, så man skal anskueliggøre, at han har en relation til området. Og i og med at han bor på Falster, er vi allerede rigtig langt, siger Kurt Kragh.

Den 56-årige nægter sig skyldig og er varetægtsfængslet frem til 13. januar.