Thomas mistede begge forældre som barn – nu giver han stilheden en stemme

"Det begynder med en opringning. Og så dør din mor. Inden du er fyldt 10 år." 

Et par kunder i butikken tager bogen op, læser i den. Lægger den tilbage på bordet. De vil gerne læse den, siger de, men det er jo december.

Om det er pengepungen eller julefreden, som gør, at de går tomhændet fra butikken, får lov at blafre i det begyndende tusmørke i Lollandscentret. For det er hård kost at dykke ned i Thomas Buttenschøns nyeste bog, "Nu skriger jeg i stilhed".

Vil gerne sige ordentligt tak

Den 40-årige multikunstner er på en anderledes turné rundt i Danmark. Guitaren er blevet hjemme, og instrumentet er i stedet for en kuglepen. 

"Kh Thomas Buttenschøn" skriver han gang på gang. Det er godt nok ikke til at læse navnet, for signaturen er mere kunst end bogstaver, men det er vel det, som han skriver. I Maribo er han tjekket ind i Bog & idé for at møde læserne, efter han en halv time tidligere sad i samme kædebutik i Nakskov.

Præcis som "I begyndelsen var døden", som han  udgav i 2019, er det en bog om en barndom i modgang. Men selv om Thomas Buttenschøn mister begge sine forældre inden han bliver ti år gammel, og må kæmpe sig gennem nogle svære år, så kan han i dag se, at han ikke var alene. Han havde måske bare svært ved at se dem, der støttede op om ham, da sorgen fyldte hans hverdag.

- Bogen handler om at få sagt tak til de mennesker, der har været der. Selvom jeg har følt mig helt vildt ensom, kan jeg godt se, at der har været nogen der, som lige pludselig blev de voksne i mit liv. Jeg ved også godt, at lige om lidt er de her ikke mere, og derfor er det vigtigt at få sagt ordentligt tak, forklarer Thomas Buttenschøn.

Hvis man ikke skaber, så dør man

"Nu skriger jeg i stilhed" er skrevet som knækprosa, og er en fortælling fra Thomas Buttenschøn til sig selv, da han var otte år gammel. Den begyndte egentlig som en sangtekst, men ordene blev ved med at flyde. For sådan er det at være den 40-årige musiker. Han har masser af historier på hjertet.

- Det med at skabe ting og skrive, tegne eller male er vigtigt for mig, forklarer han, og peger ned på coveret af bogen. Det prydes af en tegning af kunstneren selv. Håret er let genkendeligt, men øjnene er mere sørgmodige og det ellers velkendte smil er væk. Han har selv stået bag tegningen.

- Hvis man ikke skaber, så dør man. Sådan tror jeg i hvert fald, at jeg har det. Jeg skal skabe og kreere noget hele tiden, ellers føler jeg, at jeg afvikler mig selv.

Til alle der har følt sig alene og sårbare

Det kan måske være svært for mange at spejle sig direkte i Thomas Buttenschøns historie. For det er fortællingen om drengen, der mistede sine forældre til aids. Drengen som voksede op i et land, hvor han alene på grund af sit udseende skilte sig ud. Drengen som ikke følte han passede ind. Alligevel kan mange se sig selv i "Nu skriger jeg i stilhed", fortæller forfatteren.

- Bogen er for alle os, der har følt os uden for fællesskabet. Alle os, der har følt os marginaliseret i virkeligheden. Alle os, der har følt os alene og sårbare. Selv om historien  er min, er der mange, som kan nikke genkendende til den. Sårbarheden, ensomheden og det med at føle sig udenfor er desværre stadigvæk et tema.

Men hvad skal man gøre for at ændre det, lyder det spørgende fra journalisten til forfatteren. For meget tyder på, at det bliver sværere og sværere for nutidens unge at føle sig tilpas i livet.

- Jeg tror, at vi skal være bedre til at tale med hinanden. Tale om hvordan vi har det. Jeg har efterfølgende snakket med mine venner fra dengang om det, og vi havde alle hver især havde gået rundt og følt os alene. Havde vi nu bare turdet tale med hinanden, så havde vi fundet ud af, at vi alle gik rundt med de samme følelser.

En kunde i boghandlen bryder ind i interviewet, blot for at fortælle Thomas Buttenschøn, at han har ret.

Kæmp for drømmene

De kloge tanker er nok nemmere i det retrospektive lys, end når du står midt i den usikre barndom og endnu mere angstprovokerende teenagetid. Det er en tid i livet, hvor man let får øje på alle sine egne fejl.

- Når jeg kiggede på mine peers, altså dem jeg voksede op med, så tænkte jeg, at de havde styr på det hele. Men ingen af os havde styr på noget.

I dag prøver Thomas Buttenschøn at give sin livslærdom videre til sine børn. Det betaler sig at holde ud, og at kæmpe. Nogle drømme går i opfyldelse, mens andre langsomt svinder bort som dis, når solen står op. For drengen med zambianske rødder blev skolekomedien ikke højdepunktet i at stå foran et publikum. Han kom til at synge sig ind på nogle af landets helt store scener. Fodbolddrømmene, det lyse hår og de blå øjne gik dog aldrig i opfyldelse.

"Nærvær er den bedste gave, du kan give," står der på et hjerte, som hænger ned fra boghandlens loft. Engang følte han, at han manglede netop det, men nu deler han gladeligt ud af det til kunderne i butikken. Snart er besøget forbi, og turen går tilbage mod København. Måske når han et sidste glimt af vintersolen, inden den forsvinder på en helt fantastisk mandag.