Jesper glemmer det aldrig: - Den søde stank af død sidder stadig i næsen

Synet af biler kastet rundt som tændstikæsker, inventar og møbler liggende hulter til bulter sammen med køleskabe og den søde stank af død, der skærer ulideligt i næsen.

Selvom det er 20 år siden, at jeg som ung idealistisk journalist på 26 år tog på reportage til katastrofeområdet i Thailand i dagene efter tsunamien 2. juledag 2004, så står ovenstående sanseindtryk fortsat knivskarpt i min erindring.

I dagene efter katastrofen gik det langsomt op for hele verden, hvor altødelæggende og omfangsrig tsunamien var efter jordskælvet i Det Indiske Ocean.

Tsunamien krævede dødsofre i 14 lande og kostede mere end 227.000 mennesker livet. 46 danskere mistede livet.

De europæiske mediers fokus blev lynhurtigt rettet mod det sydlige Thailand, hvor mange tyske og skandinaviske turister fejrede julen 2004. Hurtigt var medierne fyldt med øjenvidneberetninger fra mange turister i området på og omkring ferieøen Phuket.

Allerede dagen efter katastrofen lykkedes det os på Folketidende at komme i kontakt med dengang 27-årige Mathias Nielsen fra Åstrup, der boede og drev restaurant på øen Phi Phi, som nærmest blev jævnet med jorden.

Han overlevede med nød og næppe tsunamien og befandt sig i timerne efter katastrofen i et sandt mareridt, hvor han med flere andre overlevende forsøgte at hjælpe, dem der kunne hjælpes. De, der ikke længere havde puls, lod de ligge.

Efterfølgende gik det op for Mathias Nielsen, at han havde mistet sit livsgrundlag. Hans bolig på Phi Phi var væk, og restauranten var raseret til ukendelighed. Men han var taknemmelig for at være i live.

Den håbløse situation, han pludselig befandt sig i, rejste helt naturligt spørgsmålet om, hvorvidt han ville opgive det hele og rejse hjem til en tryg tilværelse på Falster.

Det afviste han kategorisk.

Han havde en thailandsk kone og et ansvar overfor de overlevende ansatte. Mathias Nielsens liv var i Thailand, så derfor ville han kæmpe sig tilbage.

Den kamp måtte jeg dække, så jeg satte mig for at følge den på tætteste hold, men det kunne ikke have ladet sig gøre, hvis ikke Mathias Nielsen havde inviteret mig indenfor i hans lille lejlighed, han trods alt havde i byen Phuket, som ikke var påvirket af tsunamien.

Færgen fra Phuket til Phi Phi var indstillet, så vi bookede en speedbåd for at komme ud til øen, der indtil få dage før havde dannet ramme om flere tusinde turisters julefejring.

Store dele af øen var jævnet med jorden, og øen var stort set mennesketom. På bådebroen, hvor færgen og skibe normalt lagde til, lå der ligposer, som skulle sejles ind til fastlandet ved byen Krabi.

Over hele øen, hvor ødelæggelserne var massive, hang den søde stank af død. Jeg glemmer aldrig de øjeblikke, hvor den skar særligt i næsen. Det gjorde den på tidspunkter, hvor vi bevægede os forbi bunker af ragelse, hvor man kunne regne ud, at derinde et sted lå en person, der ikke klarede den.

Det besøg står i meget stærk kontrast til julen 2005 - et år efter katastrofen - da jeg endnu gang rejste på reportage til det sydlige Thailand. Juleaften tilbragte jeg således igen på Phi Phi, hvor Mathias Nielsen - med lån fra blandt andre Folketidendes læsere - havde formået at genåbne sin restaurant.

Turisterne var begyndt at vende tilbage til øen, selv om den stadig bar præg af ødelæggelserne.

På årsdagen for katastrofen befandt jeg mig i Khao Lak lidt nord for Phuket, hvor tsunamien ramte meget hårdt og blandt andet kastede en politibåd tre kilometer ind i land.

Det var ikke mange turister, jeg mødte, men jeg mødte en hel del pårørende, der var taget tilbage for på årsdagen at mindes deres kære, der mistede livet året forinden.

Ved politibåden dækkede jeg på årsdagen en mindehøjtidelighed, som gjorde kæmpestort indtryk på mig. Flere hundrede mennesker var samlet med billeder af pårørende i hænderne og tårer i øjnene.

Langs hele stranden ved Khao Lak var der lagt blomster med billeder af dem, der aldrig kom hjem igen.

Og der var mange billeder ...

Jeg har i snart tre årtier fortalt historier - store som små - men denne historie er med afstand den historie, der har efterladt det største indtryk hos mig.

Ud over de mange voldsomme indtryk, som jeg kun har beskrevet en flig af her, så er det også historien om, hvordan mennesker i de mest håbløse og meningsløse stunder finder kræfter og vilje frem, vi ikke troede muligt at mobilisere, fordi de har en klippefast tro på fremtiden og ikke mindst vilje til at leve livet.

Phuket, Phi Phi og Khao Lak er for mange år siden igen blevet turistmagnet for også danske turister, præcis som tilfældet også var det før den skæbnesvangre 2. juledag 2004.

Det har jeg ved selvsyn kunnet konstatere senest tilbage i januar, hvor jeg rejste tilbage til området for blandt andet at gense nogle af de steder, jeg besøgte efter tsunamien.

Politibåden ligger den dag i dag på det sted i Khao Lak, hvor tsunamien kastede den langt ind i land, og på stedet er etableret et museum for en af de naturkatastrofer, som har krævet flest menneskeliv nogensinde.

Det glemmer jeg aldrig.