KAPTAJNEN FRA NYKØBING TABTE SIT HJERTE TIL HAVET

Knud Valdemar Goth var blot 14 år gammel, da han forlod barndomsbyen Nykøbing og stak til søs. Det var i 1907. Begyndelsen på et meget turbulent århundrede. Og begyndelsen på en livslang gerning på verdenshavene for den unge skibsdreng fra Falster.

Søn af kobbersmed Julius Goth - og opvokset med otte søskende. Tæt på havnen i Nykøbing og vandet i Guldborgsund. Og med udlængsel i kroppen. Så i 1913 stod han i Hamborg og søgte hyre. Og snart efter var han i toppen af riggen på et af de gamle sejlskibe, tværs over Atlanten, syd om Kap Horn og ud i Stillehavet.

Nu genfortælles Knud Goths livshistorie på det store lærred i filmen ”Kaptajnens hjerte”.

Det er filminstruktør og billedkunstner Simon Bang, som står bag fortællingen - og han har et helt særligt forhold til hovedpersonen, Knud Goth.

- Han er min morfar. Jeg var kun fem år gammel, da han døde i 1966. Men som 40-årig arvede jeg hans skibskiste - og den var fyldt med ikke kun hans maritime ting, men også mange dokumenter i form af breve, søkort og personlige betragtninger. Pludselig fik jeg et helt andet blik på denne mand, jeg som helt ung nok mest havde oplevet som lidt fjern og tillukket, fortæller Simon Bang.

Havet trak i ham

Det var omkring årtusindeskiftet, at han åbnede skibskisten og begyndte at dykke ned i den omfattende dokumentation af morfarens liv på verdenshavene og forholdet hjem til familien på Falster.

Fra skibsdrengens barske oplevelser på de gamle sejlskibe, hvor han finder sin vej i livet. Han taber sit hjerte til havet. Han arbejder sig op gennem systemet og bliver uddannet styrmand og skibsfører på navigationsskolen på Bogø.

Her møder han også sit livs kærlighed, Anna, som han danser med i pavillonen ud på de lyse timer. Snart efter er han tilbage på verdenshavene, bliver kaptajn på eget skib - og hjemme venter Anna og familien, der med årene kommer til at tælle to døtre og en søn.

- Han var således både familiefar og sømand. Og han holdt af sin familie, men havet trak i ham. Det var på skibets kommandobro, han for alvor levede. Og han levede jo i en tid med både verdenskrige og en enorm udvikling. Under første verdenskrig blev hans skib sænket af en tysk ubåd og udsat for mytteri. Han sejlede på Afrika og dybt inde på floderne. Senere blev han kaptajn på sit eget dampskib, som han sejlede med i næsten 24 år. Han sejlede på verdenshavene, men under anden verdenskrig nåede han ikke at slippe ud af de danske farvande, før tyskerne satte sig hårdt på søfarten. Så han må sejle malm til den tyske krigsindustri, og det huer ham ikke. Han overlever et voldsomt bombeangreb af havnen i Gdynia i Polen, hvor han også skjuler jøder, så de ikke falder i nazisternes hænder. Hans skib ender med at sejle på en mine i Oslofjorden - og der ligger skibet resten af krigen. Kun med Knud om bord. Og han sidder alene og hører frihedsbudskabet, fortæller Simon Bang.

Dramatiske beretninger

Dramatiske beretninger er der således masser af, men det var ikke noget, som kaptajnen fortalte om i levende live.

- Det lå ikke til ham at underholde med disse ting. Og det fascinerer mig at kunne skildre denne mand, der på mange måder jo bare passede sit arbejde, som så mange andre også gør det. Om end hans gerning blev udført med havet som ramme - og dermed ofte også tæt på liv og død. Vi taler om den tavse gamle patriarktype, der var pligtens mand overfor rederi, Gud, konge og fædreland. Private følelser kom i anden række. Det gik op for mig, da jeg dykkede ned i historien. Hvordan lever man et liv isoleret fra familien og den relation til de allernærmeste gennem 50 år? Hvem er man så, når man er konge på sit skib og styrer 30 mand gennem storme og verdenskrige, men når man kommer hjem, hvem er man så og kan man opdrage sine børn og kender de overhovedet deres far og omvendt? lyder det spørgende fra Simon Bang.

En kort tid sammen

Efter anden verdenskrig fortsatte Knud Goth med at sejle. Og på sin sidste tur til Cuba blev han beskudt af Castros patrioter i januar 1959. Han overlevede det hele uden en skramme, i hvert fald udadtil. Men verden udviklede sig - og det kneb for den ældre kaptajn at følge med den nye verden. Så han afmønstrede efter rejsen til Cuba og vendte hjem til Anna.

De fik en kort tid sammen, inden hun døde af kræft. Kaptajnen levede således alene sine sidste år. Hver søndag besøgte han familien - og havde flæskesteg med. Her oplevede den unge Simon Bang sin gamle morfar.

- Og der var noget med ham og havet. Men historierne blev aldrig rigtig fortalt. Heldigvis var de gemt i den gamle skibskiste. Og nu har jeg i snart 20 år arbejdet med at genfortælle min morfars historie i filmen, der blev færdig omkring årsskiftet. Den har været længe undervejs. Men det er også et helt livsforløb, der skildres, lyder det fra Simon Bang.

”Kaptajnens hjerte” havde premiere på Cph:Dox i år. Siden har den været ude på en lang række festivaler i det meste af verden og indtil dato modtaget 16 priser for bedste dokumentar.