105-årige Ragnhild fik tårer i øjnene, da hun hørte det

- Jeg er glad for, at jeg kan være med. Jeg vil meget nødigt sidde herhjemme, mens de andre holder fest. Det er en vane, at jeg skal med, og det ville være mærkeligt, hvis jeg ikke skulle med, fortæller 105-årige Ragnhild Pedersen.

- Som børnebørnene siger, "Det eneste farmor er bange for, det er at gå glip af noget", indskyder Ebbe Pedersen, hendes søn, som bor på gården ved siden af.

Ragnhild griner af det og medgiver, at det er helt korrekt. Det værste for hende er ikke at opleve noget.

Jeg fortæller Ragnhild, at I min generation kalder man den følelse for "FOMO", som står for "fear of missing out", groft oversat til "frygten for ikke at opleve noget".

Også det griner Ragnhild af.

En moderne kvinde

Snakken falder på, at hun er en moderne kvinde, og drillende spørger jeg, om hun er en trendsætter.

- Jeg forsøger at følge med så godt, jeg kan. Ellers bliver jeg jo en kedelig person, der ikke er sjov at være sammen med - derfor forsøger jeg at følge rytmen, forklarer Ragnhild.

- Jeg sørger for, at jeg godt selskab, så de andre vil have mig med. Det er vigtigt for mig.

Uden tvivl er det et tankespor, der sætter sit præg på den 105-årige. At stå tilbage uden nogen omkring sig. Hendes ansigt er for første gang i seriøse folder, og smilet, som er der, når hun fortæller om mad, haven og familien, er nu stift.

Hvad er du god til? Spørger jeg.

Et klart svar har Ragnhild Pedersen svært ved at finde frem. At sy og strikke til børnene er nogle af de ting hun bringer på banen. Også madlavning og køkkenarbejde bobler frem.

Den grønne bog

Sønnen rejser sig og kommer tilbage fra bogreolen. I hånden har han en grøn bog med hvide margueritter på. "Mormorliv - Råd til at leve mere enkelt", hedder den.

- Den har Jane skrevet, fortæller Ragnhild.

Jane Ibsen Piper er hendes barnebarn. I bogen beskriver hun, hvordan den ældre generations minimalistiske livsstil, der kom af nød, kan være inspiration for nutidens levemåde.

"Kære Mormor. Tak for inspiration og hep undervejs, for alle måltiderne, dit fantastiske selskab og de mange samtaler, der er blevet til den her bog. Tak for turen i tidsmaskinen," læser jeg højt af bogens introduktion.

Ragnhild sidder tilbage med tårer i øjnene. Hun er uden tvivl rørt over bogen, og at barnebarnet har taget sig tid til at forstå Ragnhilds historie og beskrive hendes minimalistiske tilgang til livet.

- Det gør mig glad og berørt, når børnebørnene tager sig tid til at besøge mig. De siger i hvert fald, at de altid gerne kommer forbi, når de er i området, siger hun med bævrende stemme.

Smilet kommer tilbage, og solen står lige ind ad vinduet og rammer Ragnhilds ansigt. Helt malerisk sidder hun i sin lænestol med en lys glimmertrøje og sort velour vest. Hun har klædt sig på til dagens anledning.

Venner og kongen

Udover familien, der også tæller fire oldebørn, nyder Ragnhild Pedersen at bruge tid med sine venner. Hun fremhæver en strikkegruppe, som hun har været en del af i lang tid.

- Vi var 11, da vi begyndte, og kom i hinandens hjem, men nu er vi kun fire, siger hun.

Men sådan er det, når man bliver ældre. Hun holder fast i dem, der stadig er, og sørger for at ringe til dem. At høre om den nyeste sladder eller fortælle om familie-fødselsdage får hun oftest telefonmøderne til at gå med.

Der er ingen tvivl om, at Ragnhild Pedersen har et stort netværk. For nyligt holdt hun sin 105-års fødselsdag i Dannemare forsamlingshus. Der mødte omkring 35 til 40 mennesker op for at fejre hende.

Hun trasker ind i stuen, hvor hun viser gavebordet frem. Flasker med diverse alkohol, slik, chokolade og gavekurve fylder stuebordet. Forrest står et indrammet brev.

"Fr. Ragnhild Pedersen. I anledning af Deres 105-års fødselsdag sender jeg min hjertelige lykønskninger." Står der på brevet. Nederst er det signeret af Frederik.

- Nu har jeg både et brev fra dronningen og fra kongen, siger Ranghild og griner.

Hun viser mig brevet fra dronning Margrethe. Det modtog hun til sin 100-års fødselsdag. Selvom, hun tidligere har slået brevet fra dronningen hen med, at alle 100-årige modtager sådan et, mærker man alligevel, at det betyder noget for hende.

Ragnhild

Med kaffe i koppen fortæller den livlige vært, om livet. Hun kan ikke længere køre bil, men det er en af de få ting, der ikke længere er mulige for hende. Faktisk kan jeg lynhurtigt liste de ting op, Ragnhild ikke kan: køre bil, tage strømper af og på og vaske gulv - det var det.

Hun pointerer, at kroppen ikke længere lader hende klare dagens gøremål så hurtigt, som i hendes yngre dage. Støvsugning, havearbejde og madlavning har hun stadig styr på, men i et langsommere tempo.

- Man kan være gammel, når man er 80, men man kan også være frisk.

Er du gammel?

- Nej. Jeg synes, at jeg kan så meget, som andre kan med 80. Når jeg kan gå og passe mig selv, synes jeg ikke, at jeg er gammel. Jeg er også glad for, at jeg kan lave det selv.

- Så længe jeg kan være her i huset, føler jeg mig ikke gammel.

Hvad ser du frem til?

- Jeg glæder mig til, at vi skal i sommerhus næste weekend, med børn, børnebørn og oldebørn. Vi bliver en 19 stykker, fortæller hun.

Selvom heste i dag er byttet ud med traktorer og biler, mænd kan lave mad og gøre rent og ungdommen forstår at rydde op efter sig, er der især én ting, der er forblevet, siden Ragnhilds ungdom. Smilet.