Da Anne-Lene stod med "liv eller død mellem hænderne," gik det pludselig stærkt

Det hvide kontor er nærmest sterilt indrettet. Væggene er tomme, og det er kun hæve sænke-bordet, samt et spartansk lille mødehjørne med et bord og et par stole, som tager pladsen. For sognepræst Anne-Lene Nielsen Frederickson er det da også blot et kontor, og når hun mødes med sine sognebørn, gør hun det gerne hjemme hos dem.

Det er fire år siden, at sognepræsten rykkede ind i en helt nybygget præstebolig på Bysjøvlen i Rødby. Inden da havde Anne-Lene Nielsen Frederickson været næsten 14 år i Errindlev, og dermed har hun lagt størstedelen af sine 25 år som præst på Sydlolland.

At hun blev præst er ikke en tilfældighed, selv om hun i hvert fald et par gange overvejede noget andet.

- Da jeg var barn, ville jeg gerne være præst, men så kom der lige en periode i gymnasiet, hvor det var den dummeste vej at gå. Det var vist nærmest et lille personligt oprør mod mig selv, fortæller Anne-Lene Nielsen Frederickson, mens stemmen runger mellem de bare vægge, men giver på den måde også lidt fornemmelse af at være i et stort kirkerum.

Sjovt at gå til præst

Vejen til prædikestolen er hun ikke blevet vist hjemmefra. Begge forældre var typografer, så religionen fyldte ikke det store i det østjyske barndomshjem.

- Det er nærmest en ren kliché, for det tiltalte mig bare i skolen. Jeg syntes, emnet var spændende, og jeg kunne lide at gå til præst.

Artiklen fortsætter under billedet...

Derfor blev studentereksamen fra Odense Katedralskole byttet ud med teologistudiet på Københavns Universitet. I Odense havde hun allerede mødt Henrik, og sød orgelmusik var opstået. Parret rykkede begge til København, og her blev to til tre. Derfor sneglede studiet sig afsted.

- Jeg var usandsynligt længe om det, og jeg havde også arbejde som kirketjener-vikar i en københavnsk kirke. Faktisk overvejede jeg i en periode, om det måske bare skulle være det, der var min fremtid ved kirken.

Fik nærmest jetlag af at læse

Det skulle det ikke, og en familieforøgelse satte tempo på resten af studiet. Datteren Helene blev nemlig født for tidligt, og selv om lægerne beroligede med, at det ikke var farligt, så påvirkede det alligevel Anne-Lene Nielsen Frederickson.

- Der sker noget inden i dig, når du står der, med liv eller død mellem hænderne. Pludselig følte jeg bare, at jeg var blevet for gammel til at gå på det teologistudium. De andre var alle så unge og kendte ikke til livets alvor.

Med lynets hast færdiggjorde hun sin tid på universitetet og drønede også gennem pastoralseminariet.

- De ting, som andre brugte et år på, dem klarede jeg på den halve tid. Jeg havde nærmest jetlag af at læse hurtigt, lyder det med latter fra sognepræsten, som 1. august 1999 begyndte som sognepræst på Lyø i det sydfynske øhav.

Ud blandt almindelige mennesker

Efter 25 år som sognepræst er spørgsmålet så, om jobbet levede op til det, som Anne-Lene Nielsen Frederickson drømte om som barn.

- "Fik jeg set det, jeg ville," som der ofte bliver sagt i begravelsestalerne. Ja, i det store hele. For mit store ønske har altid været at være præst blandt helt almindelige mennesker.

Sognepræsten i det sydlollandske vil hellere stå ved alteret i Nebbelunde kirke end i Frederiksborg Slotskirke.

- Jeg vil være der, hvor de helt almindelige mennesker er.

Der er Anne-Lene Nielsen Frederickson i dag, og målet for hende er, at hun lige nu er i sit sidste embede.

- Jeg ønsker at blive pensioneret herfra, og så må de lokale tage det som et løfte eller en trussel. Det må de selv om, siger hun, mens latteren runger mellem de hvide vægge.