Gensidig glæde over gensynet og genstarten

SØLLESTED - Hej Megan! udbryder skoleleder på Søllested Landsbyordning Bitten Maria Bendtsen glad, idet hun slår ud med armene som for at lægge an til et kæmpe kram.

Den går selvfølgelig ikke, hvilket hun er fuldstændig klar over. Hun lukker derfor i stedet straks armene om sig selv i et coronasikkert selvkram, mens hun smiler og vipper lidt fra side til side med overkroppen. Megan fra 1. klasse forstår med det samme, at okay, det er sådan, vi hilser, og laver ligeledes et coronasikkert selvkram og får sendt den glade gestus retur.

Sådan er der åbenlys gensidig glæde over gensynet og genstarten efter syv uger hjemme med hjemmeskole og juleferie. Nogle af børnene krammer hinanden, de kan simpelthen ikke lade være. Forældre vinker farvel, klasseværelserne fyldes langsomt af elever og skoletasker, liv og leben, og så begynder skoledagen.

- Vi skal tale om, hvordan det har været at være hjemme, siger lærer i 2. klasse Mike Clausen.

- Det har været kedeligt, fordi vi ikke har kunnet lege med de andre, siger en pige.

- Jeg har ikke haft så meget at lave, fordi jeg har lavet mine lektier meget hurtigt, siger en anden pige.

Flere elever stemmer i med lignende oplevelser. Det har været kedeligt, ensomt, tiden har faldet dem lang.

- Så nogle af jer synes, at det er rart at komme i skole igen, konkluderer læreren og tilføjer i en let tone:

- Men når der så er gået en uge, så synes I måske, det er lidt hårdt med lektier igen.

Han spørger også til, hvad der har været af gode ting. Her byder børnene ikke rigtig ind. Men de har masser, de gerne vil fortælle. For børnene er også bare nu og her optagede af at dele, hvad de lige har oplevet, tænkt og følt. En dreng er gledet på nogle glatte trin. En pige har fået en vabel, da hun brugte en limpistol, men nu er der prikket hul på den. En dreng er gået gennem isen med sine skøjter på.

- Godt, du er her endnu, siger læreren og formaner børnene om ikke at gå ud på frosne søer.

- Måske har nogle af jer også været lidt nervøse for, hvordan vi skal være sammen, og hvor tæt vi må være på hinanden?

Stillet overfor det spørgsmål kæmper en pige med ikke at græde. Hendes øjne er våde, læberne stramme, og hovedet letbøjet.

- Måske du hellere vil sige det kun til mig, lidt senere? spørger læreren.

Pigen nikker.

De mindste elever er tydeligvis bevægede over at være tilbage i skolen igen. De kommer med hele paletten af følelser: glade, rørte, euforiske, energiske, afventende og kede af det.

Det er forskelligt, hvordan de har haft det.