De historiske huse er krøbet ind under huden på mig, og jeg begejstres, hver gang det lykkes for andre at komme i mål med bevaringsopgaver til glæde for kommende generationer. Det kan være både dyrt, komplekst og udfordrende – men også spændende.
Jeg elsker min gamle, min vaklende rønne.
Det er ikke nogen tilfældighed, at overskriften med en let omskrivning er hentet fra Olfert Jespersens sang ”Jeg elsker den gamle, den vaklende rønne”.
Og lad mig slå det fast med det samme: Jeg har en forkærlighed for bevaringsværdige og historiske bygninger.
Desværre har jeg i min tid på Lolland set alt for mange af dem blive jævnet med jorden og forsvinde, ofte fordi tidens tand havde været for hårde ved dem på grund af manglende vedligeholdelse, og fordi en gennemgribende restaurering nu ville blive alt for dyr for ejerne.
Er man først ramt af det at eje et historisk hus, kan det være svært at forestille sig et hjem uden den særlige sjæl og atmosfære, huset rummer.
Jeg kendte dog ikke særligt meget til husets historie, da jeg i 1981 gik i banken for at låne til udbetalingen, men jeg var faldet pladask for den landlige idyl og den stråtækte bindingsværksejendom ”Rolighedsminde” – beliggende centralt i lige afstand til Rødby, Holeby og Errindlev, så derved blev det.
I bagklogskabens klare lys burde jeg måske nok have lyttet bedre til de råd, jeg fik i banken, for der er efterfølgende ofret betydelige summer på vedligeholdelse – og i hvert fald langt mere, end Vurderingsstyrelsen mener, ejendommen er værd. Kærligheden til huset er dog vokset med årene.
Ikke at jeg på nogen måde er overtroisk, men jeg har alligevel placeret en gammel husnisse på en hanebjælke oppe under stråtaget.
Det skete, da jeg blev nødt til at fælde værnetræet for enden af den ene gavl, da det lænede sig fælt ind over taget. Et værnetræ er ifølge overleveringen et træ, der beskytter dit hjem, dit hus eller din gård mod blandt andet ildsvåde. På samme måde med husnissen.
Og det må have virket, for i år er det 250 år siden syldstenene blev lagt og ejendommen rejst.
Det må i dag være en af de ældste ejendomme på Sydlolland. Det trækker lidt ind hist og her, men der er hverken fugt eller skimmel.
Ejendommen har da også en ganske særlig historik. Den blev opført i 1775 som Skovridergård til Lungholm af grevskabet Christiansborg – det senere Christianssæde, og har altså været i Reventlowernes eje. Lidt spændende i dag at vide, at der kan trækkes en lige linje fra min nu ydmyge bolig på Højbygårdvej til Christianssæde, som lykkeligvis efter årtiers forsømmelser undergår en fornem restaurering takket være Andreas Karberg.
Lungholm var i 1723 købt af gehejmeråd, greve Christian Ditlev Reventlow, far til C.D.F. Reventlow (1748-1827) som var en af hovedmændene bag ophævelsen af stavnsbåndet, og ved oprettelsen af grevskabet i 1729 blev Lungholm en forpagtergård, indtil den blev købt af baron Poul Abraham Lehn i 1784.
Senere kom Rolighedsminde ind under baroniet Sønderkarle og ejeren fik titel af baron Bertouch-Lehn.
Et er ejendommens historik. Noget andet dens stand. Rolighedsminde fremtræder naturligvis ikke i dag som en skovriderbolig bortset fra forhusets størrelse. Der har været en lige så stor stråtækt bagbygning og lade, men den forgreb en tidligere ejer sig på. Nok heldigt for mig, for ellers ville vedligeholdelsesudgifterne slet ikke være til at overskue. Mange af tavlene, som var af ler, er for længst skiftet ud. Det er en del af bindingsværket også.
Hvornår ejendommen blev udskilt fra godset ved jeg ikke, men i dag er den klassificeret med en bevaringsværdi på 3.
Det er mærkeligt at forestille sig, at ejendommen har overlevet stormfloden 1872, og allerede på daværende tidspunkt var næsten 100 år gammel, at alle de tilstødende marker har været skovområder, og at flere af de spredte bebyggelser for længst er jævnet med jorden for blandt andet at give plads til jernbanen fra Nykøbing F. til Rødbyhavn.
Bygningshistorie er spændende, men lige så spændende er det at få kendskab til, hvem der har boet i huset. Tænk, hvis vægge kunne tale.
Lokalhistorikeren Rosa Engholm Petersen nåede i sin tid at hjælpe mig lidt på vej.
En af de kendteste beboere var skovrider C.D.F. Schrøder. Han var født i 1834 i Christianssæde Skovridergård, men døde allerede i 1886 kun 52 år gammel. Han var driftig og en foregangsmand, havde et godt forhold til både baroni og borger og var sammen med skovfoged Peter Frederiksen initiativtager til mange projekter lokalt i Errindlev.
Om dem skriver lokalhistorikeren Rosa Engholm Petersen i skriftet ”Peter Skovfoged og hans by”:
”Skovrider Schrøder, som dengang boede ved Røde Bro i den gamle skovridergård Rolighedsminde, var mand for at sætte det hele i scene, og også Peter havde idéer. De fik intet ud af det, uden den private glæde over at se det gro og trives om dem. Det var dem også nok. Æren gav de fanden i. De var idealister.”
Alt dette gjorde, at Errindlev var langt forud for andre landkommuner. Disse to mænd var drivkraften, fint hjulpet af deres herskab på Lungholm.
I Errindlev fik man længe før andre steder ting som Sygekasse, Sparekasse, Forsamlingshus, Brugsforening, Andelsmejeri, Andelsbageri, Elektricitetsværk plus flere foreninger.
Det var C.D.F. Schrøder og Peter Johan Frederiksen, der stod bag, og mange af initiativerne blev ført ud i livet i årene 1866 til 1882, mens Schrøder boede i Rolighedsminde.
I dag kan man søge alle mulige oplysninger i en lang række offentlige registre, men så dybt er jeg endnu ikke dykket ned i historien.
At eje en del af den lokale historie forpligter også. Den løbende vedligeholdelse specielt på tag og fag er vigtig, for forfald vil hurtigt vise sig, hvis man ikke passer på. Og her i provinsen skal man ikke forvente at få de investerede penge igen ved et salg. Jeg trøster mig med, at jeg blot skal bo i ejendommen. Og jeg elsker den gamle rønne.
