MUSEUM BYDER PÅ DØDEN I SOMMER

Der kommer rigtig fine kommentarer fra gæsterne, der besøger året særudstilling på Reventlow-Museet Pederstrup. Det glæder museumsinspektør Louise Sebro sig selvfølgelig over.

Og fine kommentarer vil ikke bare sige, at gæsterne roser museet og årets udstilling, men at de sætter sig ned - som museet opfordrer til - og på et lille kartotekskort beskriver deres egne tanker om døden.

Årets udstilling "Hun døde i sin elskedes arme" er den ene af to særudstillinger om død og begravelse i 1800-tallet, som Museum Lolland-Falster viser i sommer på henholdsvis Reventlow-Museet og Frilandsmuseet i Maribo.

Man kan spejle sig

- Jeg tror, at vi får det bedre, hvis døden er noget, vi kan tale om, for så tror jeg, at vi kommer igennem sorgen på en bedre måde. At nogen er død, forsvinder jo ikke, fordi vi ikke taler om det. Desuden er historien, vi fortæller på Reventlow-Museet, en hverdagssituation, man kan spejle sig i. Greveparret Frederikke og C.D.F. Reventlow var rigtige mennesker, der levede her for 200 år siden, og som havde en familie og en hverdag, fremhæver Louise Sebro.

Greveparrets hverdag er der bevaret masser af viden om, da både Frederikke og C.D.F. skrev masser af breve, som er bevaret i kassevis på blandt andet Rigsarkivet.

- Og i øvrigt taler vi jo aldrig om den stille død, som her. Når døden beskrives i aviser, på film eller i bøger, er det altid, når der har været dramatisk, tilføjer museumsinspektøren.

Blændede vinduer

I herregårdens højloftede sal, hvor vinduerne er blændet for at få den sorgfulde stemning, kan man næsten fornemme grevinde Reventlow, der døde som 75-årig 25. juli 1822 på Pederstrup, ligge på sit ligleje. Men det er altså kun selve liglejet, museet har genskabt.

Særudstillingen er en en markering af 200-året for Frederikke Reventlows død, og under udstillingen, som kan ses frem til 11. september, er herregården klædt i empirens udstyr til sorg.

Hun var med til at reformere børneopdragelse og familieliv.

- Frederikke Reventlow har enten ligget i en åben kiste eller på et opstillet leje, som vi har valgt, og så har folk kunnet se hende, tage afsked og vise hende den sidste ære, fortæller Louise Sebro.

Smykket med blomster

Reventlow-Museet er så heldigt, at det sidste år fik to genstande fra den nulevende del af familien Reventlow; en kirkepude fra 1700-tallet og familiens kistestykke, der begge vises på liglejet.

Det smukke uldbroderi på puden viser "Guds lam" og Kristus, der genopstår og overvinder døden, mens der på det vævede kistestykke med broderi blandt andet kan ses familiens våbenskjold og ikke mindst grevekronen øverst. Kistestykket har alderen til det, men om det lige var det, der lå på Frederikke, kan Louise Sebro ikke garantere.

Liglejet er arrangeret af draperet fløjl, og er ud over pude og kistestykker smykket med kunstige papirblomster.

På ligleje i fem dage

Idéen til papirblomsterne har Louise Sebro fundet i et brev fra Frederikke Reventlow, hvor hun beskriver en af parrets venners ligleje. I salen står der også kamferolie og lavendelolie, for man lå på ligleje i fem dage.

- Men jeg har tænkt på, om man måske udnyttede, at der var iskælder i parken og har haft is i baljer under lejet, nævner museumsinspektøren.

På vejen gennem museet møder publikum greveparrets tanker om død, sorg, savn og efterlivet gennem kopier af breve, de har skrevet, eller dagbogs-uddrag.

- Hvor man på Frilandsmuseet viser, at familien er overtroisk, har overklassen på Pederstrup løsrevet sig fra overtroen, og vi har et brev, hvor C.D.F. Reventlow har en helt ny forestilling om døden. Han forestiller sig, at de døde har det hverv, at de er engle, der passer på os. Hos dem er de døde altså ikke nogen, man for enhver pris skal holde sig væk fra, uddyber Louise Sebro.

Et kærlighedsægteskab

Helt usædvanligt for den tid var C.D.F. og Frederikke Reventlows ægteskab et kærlighedsægteskab, og de får 12 børn.

- To af dem dør som spædbørn, og så dør Ernst som seksårig, og det kan Frederikke næsten ikke komme sig over. Børnenes kister stod i deres familiekapel i Horslunde Kirke, og det betød, at grevinden, som var en romantisk, moderne mor, der tillod sig at føle både kærlighed og sorg, ikke ønskede at komme i kirken, fordi sorgen var for tung at bære, fortæller Louise Sebro.

Sov ind i sin mands arme

- To år før, Frederikke selv dør, skriver hun i anledning af en venindes død selv afklaret om sin egen død. Hendes øvrige ni børn er kommet godt i vej. I 1822 dør hun så efter at have været syg i tre timer og sover stille ind i sin mands arme uden at mærke døden. Det skriver C.D. F. Reventlow selv til sin ven Schimmelmann dagen før begravelsen.

- Han beder også ham om at orientere familiens øvrige bekendte om dødsfaldet, da han ikke kan overskue at fortælle andre om det. Det er også noget, vi kan spejle os i Det at trække på netværket i en sådan situation, påpeger Louise Sebro.

C.D.F. Reventlows begavelsestale ved hendes grav kan man også læse på museet. For Frederikke blev ikke gravsat i kapellet, men begravet ude på kirkegården i Horslunde.

Flyttede de små kister

- Det er nok fordi, at man var blevet mere ydmyg, men også på grund af de tre små kister inde i gravkapellet. Ved Frederikkes begravelse bliver de tre små barnekister med parrets børn flyttet hen til deres mors gravsted, fortæller museumsinspektøren.

C.D.F.'s søskende, der døde som små, er fortsat gravsat i kapellet med hans far, mor og stedmor.

Mange danske aviser bragte reportage fra grevinde Reventlows begravelse 30. juli 1822.

På udstillingen kan man blandt andet også se uddrag fra C.D.F. Reventlows dagbog, hvor han summer sit liv op - og har nået det, han ville. Han døde i 1827.

Og hvad skriver gæsterne så på de små kartotekskort?

- Der er blandt andet en kvinde, der skriver, at hendes søn døde i hendes arme, og om, hvad hun har lært af det. Og også de andre kommentarer siger mig, at det er et relevant emne, vi har valgt i år, konstaterer Louise Sebro.

Læs også artiklen:  - SEND MIN SJÆL TIL HIMMELS MED MANÈR