Pensionen skulle være lys og lykkelig - men Kamma endte i et sort hul

Solen har endelig fortrængt skyerne, og varmen føles sommerlig, selv om det blot er april. Det er tidligt formiddag, men på golfbanen er flere seniorer i gang med at dyste om at få mindst sved på panden rundt på de 18 huller, mens andre har fundet plads på terrasserne langs Søndre Boulevard i Maribo.

Dagen er sikkert præcis, som de fleste forestiller sig pensionisttilværelsen. Evig solskin i et pletfrit sind. Sådan var det også for Kamma Hansen, da hun for ti år siden satte kursen mod et liv udenfor arbejdsmarkedet. Nu skulle friheden nydes. Men der var ingen solskin - og sindet var langtfra pletfrit for den dengang 65-årige maribonit med jyske rødder.

- Nu lå friheden foran mig, og alt skulle være lyst og lykkeligt. Jeg kunne gøre alt, hvad jeg ville, og der var ikke noget, som skulle ringe og vække mig ubehageligt om morgenen, fortæller Kamma Hansen, der er flyttet ind i seniorbofællesskabet Mariboligerne sammen med sin mand, Gunnar.

Måtte droppe at være frivillig

Den nyvundne frihed ville Kamma Hansen bruge på frivilligt arbejde. Hun læste blandt andet op fra Folketidende på Bangshavecentret i Maribo, men noget var ikke, som det skulle være.

Hele livet har Kamma Hansen haft let til hovedpine, og skuldrene var plaget af myoser, men i stedet for at få det bedre, når der var rig mulighed for at slappe af i pensionisttilværelsen, fik hun det værre og værre.

Læs også: Debuterer med bog om psykisk sygdom: Giver hjertebanken at smide facaden

Alt det meningsfulde, som hun skulle bruge den nyvundne frihed på, blev mere og mere uoverskueligt at klare.

- Jeg måtte opgive det hele, fordi min hovedpine bare blev værre og værre, samtidig med at jeg også fik tinnitus. En rigtig voldsom slags, hvor jeg slet ikke kunne klare lydindtryk.

Bange for alvorlig sygdom

Hovedpine og tinnitus gjorde, at Kamma Hansen blev mere og mere hjemme. Tankerne blev mørkere og mørkere, ikke mindst da hun kom frem til påsken 2017. På det tidspunkt var smerterne fra de to lidelser så slemme, at Kamma Hansen næsten ikke kunne holde ud at have hovedet forbundet til resten af kroppen.

Hun opsøgte vagtlægen, som kun kunne give noget blodtrykssænkende medicin og henvise til egen læge efter helligdagene.

- Jeg blev virkelig bange for, hvad der skete med mig og troede, at der sad noget inde i mit hoved, som voksede og voksede.

Dumpende ned i sort hul

Da Kamma Hansen kommer til sin egen læge, er der både gode og dårlige nyheder. Der er intet, som vokser inde i hovedet på hende, men til gengæld fik hun flere diagnoser med hjem. Depression, angst, tinnitus og diabetes.

Inden hun stoppede på arbejdsmarkedet, havde Kamma Hansen arbejdet i socialpsykiatrien, og kendte derfor udmærket godt til psykisk sygdom.

- Men det betyder jo ikke, at jeg ikke selv kunne blive psykisk syg, og diagnoserne betød, at jeg dumpede ned i et stort, sort hul.

Gunnar gav håb

Under sin uddannelse havde hun skrevet et bachelorprojekt om "Recovery", som kan få selv personer med svær psykisk sygdom til at komme sig. Derfor vidste Kamma Hansen, at der er en vej ud, men den er langt fra nem - og slet ikke når man er fanget i mørket.

- Det var kun, fordi Gunnar var der, at jeg klarede mig ud af det sorte hul. Jeg var fuldstændig pacificeret, og kunne slet ikke se en udvej i det mørke. Selv ikke en tur i Knuthenborg, som jeg ellers vidste var så godt for mig, magtede jeg på det tidspunkt. Men Gunnar gav mig håb.

Artiklen fortsætter efter billedet ...

For at finde den rette vej ud var det nødvendigt at finde en baggrund for den psykiske sygdom. Den fandt Kamma Hansen via papiret. Når tankemylderet gjorde det umuligt at sove om natten, begyndte hun at skrive - og kigge tilbage i sit liv, og her lå nogle frø.

- Jeg skulle have været en dreng. Mine forældre havde to piger allerede, min mor var over 40 år, og de havde brug for en dreng til at føre slægtsgården videre. Derfor var jeg en skuffelse fra starten, og det har min mor også fortalt mig flere gange.

Ramt på selvværdet

I den midtjyske familie viste man ikke svagheder, og alt skulle fremstå perfekt. Det var sådanne erindringer, som Kamma huskede, da skriveprocessen skred frem. Pludselig blev papiret til terapi. Langsomt blev hjertet lettet, og pletterne på sindet vasket væk.  Gennem ungdommen var der tegn på de psykiske udfordringer, som kom til at præge de seneste år, men da Kamma mødte Gunnar blev livet det, som hun havde ønsket at leve.

At det skulle gå så galt, som det gjorde for ti år siden, havde uden tvivl med pensioneringen at gøre. For mens hun var på arbejdsmarkedet, følte Kamma Hansen, at hun var vigtig for kollegerne. Pludselig er der ikke længere noget at stå op til, nogen at være vigtig for.

- Når du er psykisk syg, er dit selvværd ikke godt. Du synes ikke, at du er noget værd i denne verden, og hvorfor skal du egentlig være her. Det handler om hele din eksistensberettigelse, og når du så bliver pensioneret, så bliver det hele bare endnu ringere, forklarer Kamma Hansen.

- Jeg savnede at være en del af det store tandhjul. En del af hele samfundsmaskineriet.

Slut med hovedpiner

Ved at skrive bogen "Kosangeren" har hun fået givet sig selv luft. Der er atter blevet plads til at give noget igen som frivillig, og som sangerinde i eget lille orkester. Endnu vigtigere er det, at hun har fået det meget bedre.

- I dag har jeg ikke længere hovedpiner. De er helt væk, og det er så fantastisk. Selvfølgelig hænger det også sammen med, at jeg har fået styr på blodsukkeret, men måske har der også været andet, som jeg skulle have styr på i mit liv. Jeg ved det ikke, men det er så rart, at den hovedpine ikke er der længere, siger hun.

Udenfor skinner solen stadig. Det er forår, og Kamma kan nyde stilheden, fuglefløjt og at være kreativ. Alt det, hun drømte om, dengang hun skulle på pension.