Sådan vil vi huske ham

nakskov John var en ener. En usædvanlig ener.

Det, som gjorde ham stor og elsket af både venner og fjender, var hans uimodståelige karisma og han hudløse ærlighed, hans bramfri facon, hans tordentaler, hans kærlighed til fødebyen, til hele egnen, til arbejdslivet, til familien - til Gud.

Nok var John rød i sit inderste, men der var også plads til alvor og dybsindighed og eftertanke - og tro.

Oratorisk begavelse

John var også uspoleret og upoleret. På en talerstol en oratorisk begavelse, som tacklede både vid og humor.

Gennem årene befandt John Hansen sig meget ofte på de lokale slagmarker i kamp for det lokale samfund og de lokale funktioner, han fandt nødvendige, og som han både værnede og vogtede om, når truslerne meldte sig udefra.

Han nåede heldigvis at fortælle sit livs brogede historie omsat til bogen ?Havnearbejderens Søn?.

Erindringsbogen var to et halvt år om at blive søsat, men den kom i tide, for en dag ville det være for sent.

John glædede sig over, at hans liv og tanker blev sat på skrift. Han sagde det mange gange efter udgivelsen. Mange gange.

Havnearbejderens søn

I dag tager Nakskov afsked med John Hansen. Han var ikke blot havnearbejderens søn. Han var en af byens store sønner.

Han er en af de, som bliver husket.

Han er et af de mennesker, som lever videre inden i en, selv når de er døde. Derinde står alle billedrene af John?s til tider farverige liv. Nogle af dem er der endda lyd på.

De billeder, vi viser her - er uden lyd - men præcis sådan vil vi huske ham - i al evighed.