Vild dræbermaskine får Knuthenborg som nyt hjem

At finde mere end 95 procent af et omkring 155 millioner år gammelt skelet er lidt af en sensation. I fremtiden vil skelettet kunne opleves i Knuthenborg Safaripark. Foto: Knuthenborg Safaripark

Verdens bedst bevarede skelet af den store Allosaurus bliver udstillet i Knuthenborg.

Offentliggjort Sidst opdateret

KNUTHENBORG: Munden er fuld af tænder klar til at flænse, kroppen stor og stærk, kløerne på hænder og fødder er skarpe og øjnene fremadrettet, så der kan holdes fokus på byttet. Det er en ren dræbermaskine, som i dag flytter ind i Knuthenborg Safaripark. Heldigvis er den 155 millioner år gammel, og kun skelettet er tilbage.

Som en del af Knuthenborg Naturhistoriske Samling er det lykkedes at skaffe skelettet af en såkaldt Allosaurus, kaldet "Big Joe", der var en af Juratidens farligste rovdyr. Selv om vægten var omkring 1,5 ton, havde den så at sige ikke naturlige fjender - til gengæld var den med til at holde bestande af den berygtede Tyrannosaurus-familie så lille, at den aldrig havde en chance for at få et overtag.

Det er voldsomme kløer som rovdyret havde, og der var heller ikke naturlige fjender. En Allosaurus var i toppen af fødekæden. Foto: Knuthenborg Safaripark

Skelettet af Allosaurusen er 95 procent komplet, og er dermed det mest komplette, som nogensinde er fundet af netop denne type dinosaur. Den er fundet i Nordamerika, og har, siden den dukkede op efter millioner af år i jorden, allerede været med til at skrive nye sider i fortællingerne om de store dyr.

Der er nemlig tale om en ny art, Allosaurus jimmadseni, som først blev opdaget for to år siden, og "Big Joe" kan fortælle meget om sine artsfæller, da skelettet er tæt på komplet. Inden dinosauren er flyttet til Danmark, har den været underkastet en masse forskning, men nogle af opdagelserne har faktisk intet med selve skelettet at gøre.

Det er helt fantastisk, at der kommer så banebrydende skeletter til Knuthenborg Safaripark. Jeg ser frem til, at vi på dansk jord, nu kan forske i ikke bare en rovdinosaur, men også i de øvrige unikke skeletter fra tiden før dinosaurerne.

Jesper Milán

Da den store Allosaurus lagde sig til hvile på sandbanken i floden, og lige så stille blev dækket til, satte der sig et aftryk af dyrets hud og skæl. Tidligere har lignende fund kun været på størrelse med en hundredkroneseddel, men nu kan man meget mere præcist gengive, hvordan rovdyrene har set ud.

- Der er blandt andet bevaret aftryk af Big Joes hud og skæl på undersiden af halsen. Det mønster, vi kan se, er aldrig tidligere observeret på en dinosaur. Skællene sidder i et mønster, der er meget lig det, man ser på undersiden af slanger, forklarer palæontologen Mark Loewen, ph.d. og lektor på University of Utah, der har forsket på huden og skællene fra "Big Joe".

Da en af knoglerne ved et uheld brækkede, opdagede forskerne en intakt knoglestruktur, der var så fin, at man kunne tælle årringe på den. Derfor ved man at "Big Joe" blev næsten 30 år gammel, og det var en høj alder for en sådan dinosaur. Man har aldrig fundet en Allosaurus, som var ældre end 20 år.

En Allosaurus ligner ved første øjekast en Tyrannosaurus Rex, men dens arme var meget stærkere og kunne bruges under jagten på andre dyr. Foto: Knuthenborg Safaripark

Forskningen vil ikke stoppe, bare fordi "Big Joe" bytter de nordamerikanske jagtmarker ud med det flade Lolland. Der vil stadig være adgang til at arbejde med skeletterne, og Knuthenborg Safaripark arbejder også tæt sammen med palæontolog Jesper Milán fra Geomuseum Faxe, der er én af Danmarks førende dinosaureksperter.

- Det er helt fantastisk, at der kommer så banebrydende skeletter til Knuthenborg Safaripark. Jeg ser frem til, at vi på dansk jord, nu kan forske i ikke bare en rovdinosaur, men også i de øvrige unikke skeletter fra tiden før dinosaurerne, siger han.

Når Knuthenborg Safaripark åbner 9. april, vil det være muligt at opleve "Big Joe" helt tæt på. Allosaurusen vil også kunne opleves på det store lærred, når "Jurassic World 3: World Dominion" har dansk premiere 9. juni.