Allan har fået en lejlighed: Vinduet står åbent og varmen er lukket

Allan Jakobsen stak af hjemmefra, da han var ti år gammel. Nu har han passeret de 50, og langt hovedparten af årene imellem har han boet på gaden.

Det sluttede for halvanden måned siden. 

Her fik han en toværelseslejlighed. En ny base. Han skulle væk fra den shelter, hvor han i en længere periode havde sovet. Den skulle fjernes.

Føler sig fanget

Årene på gaden har hærdet ham. Selv om kulden føles polaragtig, står han med bare hænder. Ansigtet er slankt og furet, skægget tiltagende gråt, og de blå øjne er både rolige og venlige. I næsten 30 år har han levet af at sælge "Hus Forbi". Han har levet i storbyens gader og i provinsens natur. Nu skal han bo i lejlighed.

- Det er svært at være indenfor. Jeg er ikke ude i naturen, og jeg føler mig indelukket. Føler mig fanget, selv om jeg har en nøgle, siger han stille.

Allan savner friheden i at være i naturen. Friheden ved at sove ude. Uanset om det var inde i shelteren, eller det telt han rykkede over i, hvis shelteren var lejet ud.

Døjer med lungebetændelse

Men han ved, at tiden på gaden har nået sidste salgsdato. For selv om han fortsætter med at sælge "Hus Forbi" til han mindst når sit 30-års jubilæum som sælger, er de kolde nætter ikke gode for helbreddet.

- Jeg er jo ikke 20 år længere, og det kan jeg godt mærke. Der er efterhånden mange skavanker. Jeg døjer meget med lungebetændelser og gigt. Derfor er det bedst at være inde.

Men bare fordi det er bedst, er det ikke nødvendigvis nemt. Livet på gaden kender han meget bedre.

Allan Jakobsen voksede op i Odense, men han stak af hjemmefra, da han blev ti. Siden gik turen mod København - og mod vandet. For selv om han sjældent har haft en fast bopæl, er han alligevel blevet uddannet, og har haft job.

- Jeg har en lille uddannelse som styrmand, og har været ude at sejle. Der arbejdede jeg også som skibskok, fortæller han med rolig stemme i den bidende kulde. 

Rart på Lolland

Oplevelserne har været mange, også nogle som almindelige mennesker ikke får. Både af den gode og den dårlige slags. For selv om han selv mener, at han møder folk med venlighed, bliver man nemt stemplet som hjemløs.

Er der én, som laver lidt ballade i byen, så rammer det dem alle. Og ude i provinsens små byer går det stærkt. Her kender folk hinanden, mens der er mere anonymitet i København. Alligevel er Allan glad for, at han kom til Lolland for 17 år siden. Her er rart at være.

- Folk er ikke stressede. I København løber de efter en bus, selv om der kommer en ny om to minutter, siger han med en hæs latter.

Svært at sove inde

Foran butikken i Maribo er der mere ro på, og flere gange hilser nogle af de handlende på Allan. Andre kommer med pantflasker, som han kan sælge, eller for lige at høre, hvordan dagen går.

Når dagen er omme, skal Allan hjem til lejligheden. Ikke fordi han virkelig ønsker det, men fordi han skal vænne sig til de nye omgivelser. Det er stadig svært at have sit helt eget sted. Ikke mindst om natten.

- Nu har jeg boet der i halvanden måneds tid, og jeg har vinduet åbent, og der er ikke varme på. Men jeg er nødt til at vænne mig til det.

Fortryder intet

Hjælpen har han heldigvis ved sin side. Hans sorte labrador Candy, der fik navnet, fordi hun stjal en slikpose fra ham, nyder at have et fast hjem.

Efter de mange år på gaden kunne man tro, at Allan måske gerne havde set sit liv tage en anden retning, men det afviser han prompte.

- Nej, jeg fortryder ingenting, siger han med overbevisning. Livet har formet sig, som det har, og han klager ikke.

Om godt syv måneder runder han de 30 år som "Hus Forbi"-sælger, men det er næppe afslutningen. Nok har han sit hjem, men han kan ikke undvære mødet med kunderne på den store parkeringsplads i Maribo.