Blå blink

Foto: Presse-fotos.dk

Brand i container ved kendt lokal virksomhed

Kort efter middag udbrød der brand i en container tæt på en industribygning på Lolland.

Offentliggjort Sidst opdateret

Politi og brandvæsen blev kort efter klokken 12 tirsdag middag kaldt ud til en brand på virksomheden Alfa Laval på Stavangervej i Nakskov.

Ifølge politiets presseafdeling står containeren tæt op ad en bygning, men indtil videre er der ikke meldinger om, at branden har spredt sig.

Indsatsleder Lars Krygermeier fra Lolland-Falster Brandvæsen bekræfter over for Folketidende, at branden ikke har spredt sig til andet end containeren, og branden er også ved at være under kontrol.

Han forklarer, at der er tale om en speciel filter-container, som opfanger brændbare dampe, og det gør det selvsagt lidt mere kompliceret at slukke.

Nu har man dog fyldt containeren med brandhæmmende skum i håb om, at det vil kvæle ilden, og når branden er helt slukket, skal man i samarbejde med virksomheden have fjernet indholdet fra containeren på sikker vis.

Lars Krygermeier forventer, at brandvæsnet vil være på stedet til ved 15.30-tiden.