SE VIDEOEN ▶️

Den nybagte mor Claudia Hagstrøm fik endnu engang en kloaksø i baghaven som følge af tirsdagens dobbelte skybrud i Nykøbing. Foto: Kim Møller Pedersen

Claudia fik kloaksø i baghaven: - Det kommer bare buldrende 

Nykøbing blev ramt af et dobbelt skybrud, og hos den nybagte mor Claudia Hagstrøm på Rosenvænget resulterede det i en kloaksø i baghaven og masser af vand i kælderen. Det kunne dog være gået meget værre, mener den nybagte mor, som tidligere har haft matriklen tilklistret i brugt toiletpapir. 

Offentliggjort Sidst opdateret

Med en kun få uger gammel søn i huset måtte Claudia Hagstrøm kæmpe det meste af tirsdagen med masser af kloakvand på matriklen på Rosenvænget.

Det blev endnu engang til en hel kloaksø i baghaven og indtrængende vand i kælderen. Men "vandkampen" kom på ingen måde bag på den nybagte mor.

Otte gange kloaksø

- Jeg har boet her i huset i 20 år, og jeg tror, vi har haft kloakvand i baghaven omkring otte gange i alt gennem årene, lød det tirsdag eftermiddag midt i kloakkaos på Rosenvænget.

Med en hurtig rundvisning mellem sandsække, vandslanger og dykpumper kunne Claudia hurtigt vise de tydelige spor af tirsdagens dobbelte skybrud i Nykøbing frem. Men heldigvis var Claudia og resten af familien klar til kamp med ulækre overskylninger af matriklen og var hurtigt ude med hele fire dykpumper i aktion. De kunne gelejde kloakvandet i baghaven videre mod den bagvedliggende lille sø ved biblioteket.

- Du kan se her, hvor højt det har stået. Prøv så at forestil dig, vi havde været på ferie og ikke havde været i gang med pumper. Da det var værst, kunne vi jo ikke engang sænke vandstanden, selv om der var fire pumper i gang på samme tid, forklarer Claudia under rundvisningen.

Toiletpapir over det hele

Hun har som nævnt før prøvet at have kloakvand strømmende ind over matriklen ude fra Rosenvænget. Hun har også prøvet at få hjælp af Guldborgsund Forsyning, da det tilstrømmende kloakvand endte med en god sjat brugt toiletpapir på både fortov og matriklen. 

Det er altså pænt ulækkert og ikke så sjovt at tænke på rent sundhedsmæssigt, når man har en lille baby i huset.

Claudia Hagstrøm, nybagt mor

- Det kan ikke være normalt, at man som borger skal stå og kæmpe med en sø af kloakvand i sin baghave med jævne mellemrum. Vi har et par af gangene tilmed oplevet, at vores havefliser langs huset og foran garagen var klistret til med brugt toiletpapir. Det er altså pænt ulækkert og ikke så sjovt at tænke på rent sundhedsmæssigt, når man har en lille baby i huset, lyder det fra Claudia.

Hun slap dog - heldigvis - denne gang for toiletpapir hen af havegangen. Men en kloaksø i baghaven og masser af vand i kælderen vækker bekymringer hos den nybagte mor i forhold til smittefare.

Der må være noget galt

- Der må være noget galt rent kloakmæssigt, det er jeg ikke i tvivl om. Jeg ved bare ikke, hvad det er, der går galt. Vi er også glade for tidligere at have fået hjælp fra forsyningen, men vi tænker også, der må være noget, der snart skal gøres. Det er som om, når det vælter ned med vand, at det bare kommer buldrende oppe fra torvet og ned mod os. Men selv om vi har højvandslukke, begyndte vandet at stige op i vores kælder, forklarer Claudia, der denne gang hurtigt fik et par dykpumper i gang og lånt sig frem til yderligere et par ekstra af slagsen.

Med en lang forlængerledning over til genboen var det heldigvis også muligt at få sat strøm til pumperne, da husets strøm midlertidigt var væk på grund af vandmasserne. 

Claudia Hagstrøm og resten af familien var hurtigt ude med sandsække foran kælderskakten. Det hjalp i forhold til det kloakvand, som strømmede forbi på havefliserne. Men inde i kælderen steg vandet op gennem højvandslukket under det dobbelte skybrud. Foto: Kim Møller Pedersen