Endelig en politiker, der vil det vilde. Tak!

Det kræver mod at mene noget - og det kræver fandenivoldsk fremsynethed at ville noget vildt. Så hurra for René Christensen, som med åbent sind byder Den Store Havfrue velkommen til Nykøbing!

Mens Dragør fortvivler og fornægter, rækker René hånden frem. Og for hvad? Jo, en fire meter høj granitskønhed med barm, sildeben og blikfang - og muligvis også en adgangsbillet til en ny samtale om kunst, kvinder og kropskultur.

Den er grim, siger nogen. Pornografisk, råber andre. Men René siger: - Kunst må forstyrre og vække følelser. Og det gør den her. Ikke mindst i præstegårdene. Sørine Gotfredsen ser i Berlingeren statuen som en “mands hede drøm” og et “kropsligt tyranni”, men mon ikke det snarere er kvindens selvbestemmelse, der generer?

Præstetanker

På vores egne breddegrader stemmer nationalkonservative Johannes Kristensen i. Hovedargumentet er her det sanselige, at en anden kommune allerede har vraget den bebrystede skulptur.

Jamen, så må vi andre også hellere lade være - som om Dragør skulle være sandhedsvidne på kritikken af god samtidskunst.

At en skulptur i kinesisk granit kan få sindene i kog og fingrene i tastaturet, er da i sig selv et argument for, at hun har noget på hjerte.

Fornuft og følelse

Og heldigvis har vi i Guldborgsund borgere og politikere, der ikke kaster sig i fosterstilling ved synet af et barbrystet fabeldyr. René Christensen forstår, at kunst ikke skal passe ind i forudsigelige rammer - men netop bryde dem. Det er ikke uoplyst, men forfriskende og modigt.

Derfor: Modsat Dragør, der vil gemme hende væk, og modsat Gotfredsen, der helst ser hende pakket ned i en brun papkasse sammen med den sidste rest af kropslig frisind, foreslår vi i al stilfærdighed, at vi tager imod hende.

Hvor hun skal stå? Modsat René, som holder mulighederne åbne, er vi på Folketidende klare i spyttet: På havnen, selvfølgelig! Lad det blive helhedsplanens første monument - hvis I forstår…

Tronende over smukke Guldborg Sund må der gerne være plads til et par bryster i granit. Dem kan både turister, barnlige sjæle og debatglade præster så skændes om. Og det er præcis meningen.