Joan og Claus satte tempoet ned

Der findes steder på Falster, hvor natten bliver så mørk, at man kan se Mælkevejen, og hvor stilheden bliver så tydelig, at man pludselig opdager, hvor meget støj man ellers har vænnet sig til.

Det var præcis den slags ro, Claus Blomberg og Joan Viderø Blomberg længtes efter, da de boede i København og stod med deres første barn på armen.

- Vi havde en klar fornemmelse af, at vi skulle ud af byen. Vi havde lyst til mere åben himmel og mere luft, siger Joan Viderø Blomberg.

Falster kom ikke til dem som en romantisk tilfældighed. Den kom til dem gennem et jobopslag.

Da Næsgaard Efterskole på det nordøstlige Falster slog flere lærerstillinger op, fik de et konkret spor at følge. De kørte herned for at se skolen, og i maj måned viste øen sig fra sin pæne side.

- Skolen lå med udsigt til den blå Østersø og anemoner i skoven. Det var sådan et sted, hvor man fik en wow-fornemmelse, siger Claus Blomberg.

Først en prøveperiode, så et rigtigt hjem

Flytningen føltes mindre risikabel, fordi der fulgte hjælp med.

- Vi kunne få hjælp til at finde en lejebolig. Så vi kunne prøve både jobbet og livet hernede, siger Joan Viderø Blomberg.

De boede først på skolen i en afsides fløj, inden de efter et halvt års tid rykkede ind i en bolig tæt på. Der blev de i seks år.

Og det var netop de år, hvor Falster langsomt gik fra at være et eksperiment til at føles som hjem.

- Efter seks år havde vi lyst til at blive. Så begyndte vi også at kigge lidt efter noget, der kunne være vores eget, siger Joan Viderø Blomberg.

Da deres gode kolleger, som boede tæt på, flyttede hjem til Jylland, blev det et vendepunkt.

- Der stod vi pludselig og tænkte, hvad gør vi så. Skal vi blive, eller skal vi videre, siger hun.

De havde haft øje på et hus i området ved Moseby. Et hus for enden af en blind vej, midt i stilheden, stadig tæt på arbejde, og med jord nok til at drømme.

- Det var beliggenheden. Tæt på skov og vand, masser af jord, en sø og en lille skov. Det føltes som en oase, siger Joan Viderø Blomberg.

Et sted uden støj

- Der er ingen støjforurening herude. Der er heller ikke lysforurening. Det er en kæmpe gave, siger Claus Blomberg.

Om natten bliver der helt mørkt.

- Man kan se hele Mælkevejen. Det er det niveau af mørke, siger han.

Joan Viderø Blomberg fortæller, at det faktisk tog tid at vænne sig til.

- Hvis man har glemt cykellygterne en aften, og månen ikke skinner, så kan man ikke se en hånd foran sig. Jeg skulle lige blive tryg ved mørket, siger hun.

Hverdagen kræver bil

I dag har de fire børn. De tre yngste bor hjemme. Den ældste er 16, den næste 14, og den yngste går i SFO. Det giver et liv, hvor logistik ikke er et ord, man bruger for sjov.

- Vi kører mange kilometer, fordi der skal hentes og bringes til alt muligt, siger Joan Viderø Blomberg.

Børnene kan tage skolebus, og det letter hverdagen. Men bussen går ikke hele tiden, og cykelvejene er ikke altid trygge, især ikke når det er mørkt.

- Jeg savner, at der kom en bus forbi oftere, så børnene kunne være mere selvkørende, siger Joan Viderø Blomberg.

Hun nævner også et savn, som mange forældre på landet vil kunne genkende.

- Jeg savner flere børn i nærheden. At der bare var nogen, der bankede på, siger hun.

Når der er legekammerater på besøg, ændrer huset og haven karakter.

- Lyden af børn, der leger udenfor, det er noget helt særligt, siger hun.

Den lokale varme

De beskriver også en anden forskel fra byen. Den handler om at blive set.

- Jeg kan godt lide, at man kender hinanden. At man kan få en snak i butikken, og at folk ved, hvem man er. Der er en tryghed i det, siger Claus Blomberg.

Joan Viderø Blomberg griner, når hun fortæller om en vane, de nærmest har fået ind i kroppen.

- Jeg hilser helt automatisk. Det er bare sådan noget, man gør her, siger hun.

I dag føler de sig ikke som tilflyttere længere.

- Vi føler os lokale, siger Claus Blomberg.

Den dårlige fortælling bed ikke på

Lolland-Falster har i årevis slæbt rundt på en fortælling, der ikke altid er pæn. Men Claus og Joan fortæller, at den ikke spillede den store rolle, da de flyttede.

- Vores mavefornemmelse blev overdøvet af anemoner og Østersø. Vi kunne mærke potentialet, siger Joan Viderø Blomberg.

Claus Blomberg siger, at han indimellem møder reaktionen om, at Falster er langt væk. Den vender han på hovedet.

- Det kommer an på, hvad man gerne vil være langt væk fra. Her er man tæt på fred, ro og stjernehimmel, siger han.

Det, de håber børnene husker

Når de ser frem, håber de, at børnene bærer noget med sig fra livet herude.

Joan Viderø Blomberg nævner stjernerne, mørket og naturen som noget, børnene allerede selv reagerer på.

- De hiver os hen til vinduet og siger, kom og se månen. De lægger mærke til det, siger hun.

Og så er der dyrene, som i perioder har været en fast del af hverdagen. Får og høns, tidligere også kalve. Historierne bliver siddende.

- Jeg håber, de husker, at der var plads til at løbe rundt og lege. Og at vi badede meget. Det er sådan noget, jeg håber, de tager med sig, siger Joan Viderø Blomberg.

For Claus og Joan er Falster ikke kun et sted, man bor.

Det er et sted, hvor tempoet falder. Her har der fået det, de kom efter. Fred, natur og en hverdag med mere himmel.