Kadziola: Det har været så kedeligt at hugge sokler

Det er lige ved, at det er slut. Thomas Kadziola står med et stort smil, mens han skuer ud over det menneskehav, der har taget vandring fra det tætpakkede parkeringshelvede i Kragenæs og op til Dodekalitten.

Nogle tager turen ud mellem markerne for første gang, og gloserne, de siger til hinanden, viser, at de ikke er lokale, andre går med erfaring og målrettede skridt mod toppen.

Aldrig har der været så mange til afsløringen af en af de unikke skulpturer i det nordlollandske værk. 

- Det her er en festdag, en kæmpe festdag, siger kunstneren, der dog lover det bliver endnu større næste år.

Ikke fra et fjeld

Dodekalitten skal afsluttes med et kæmpe fyrværkeri af oplevelser, for det er en milepæl af de helt store, som Thomas Kadziola afslutter. Et værk, som mange allerede i dag har helt deres egne oplevelser af. 

Med præsentationen af stenen Vaerendis kan Thomas Kadziola nu begynde arbejdet på den sidste sten. En sten, som tager ham tilbage til tiden før Dodekalitten. Til den måde han dengang arbejdede med sine værker. 

- Sten nummer 12 er, i modsætning til de andre, en sten, som er fundet sluttet. Den er ikke brudt ud af et fjeld, fortæller han.

Det bliver en mindre sten, som måske vil symbolisere de lave tanker, mens Vaerendis står for de høje tanker. Det bliver en skulptur, som er helt nede ved jorden. 

Som stuehuset på et gods

For Thomas Kadziola betyder det også, at han kan sige farvel til en del af arbejdet, som han bestemt ikke har brudt sig om.

- Kan du se alle siderne på de sokler? De er håndhugget alle sammen. Til sammen har jeg hugget et areal ud der svarer til stuehuset på et gods, siger han, mens han peger på soklerne af de 11 skulpturer.

- Det er jo 300-400 kvadratmeter, der er hugget bare på de sokler. Og det er så kedeligt.

På den grønlandske sten er der ingen sokkel. Derfor er glæden ekstra stor ved at skulle arbejde med den. 

Forventer efterdepression

Samtidig kan Thomas Kadziola selvfølgelig heller ikke slippe uden om, at han med sten nummer 12 nærmer sig afslutningen af et værk, der har fyldt enormt meget i hans liv.

- Jeg tror, at det bliver en lettelse, men der kommer nok også en efterdepression. Pludselig er der kun et tomrum at stå op til, forklarer han.

I mange år har der nærmest hele tiden stået en stor sten klar til at arbejde på, når han trådte udenfor sit sydlollandske hjem. Men om et års tid er den sidste skulptur væk. Dermed kommer også tankerne om, hvordan han så skal komme videre.

Væk med det negative

- Det handler jo om angsten for den dårlige økonomi. Jeg er ikke blevet mangemillionær på dette projekt, men det har gjort, at jeg kunne overleve, siger Thomas Kadziola.

De negative tanker bliver dog hurtigt skubbet væk.

- Jeg glæder mig til at blive færdig, men jeg glæder mig især til at lave den sidste sten.