Fra journalist til kirkens mand: Mogens kæmper for værdigheden i 4900

Det er ikke sjældent, at der bankes på præstens dør i Nakskov ”uden for normal åbningstid”.

- Der er faktisk flere, som henvender sig og har brug for mad. Og der har præsten efter eget skøn mulighed for at udlevere et gavekort, der kan omsættes til fødevarer.

Mogens Warrer kender sin by, Nakskov. Både alle de lyse sider, men også de steder, hvor det er svært og nogle gange gør ondt.

- Der er nogle, der ikke har det særlig godt. Og det er en del af menighedsplejen, at der sættes penge af til at hjælpe folk med mad og andre nødvendige fornødenheder, når deres andre muligheder er udtømte. Det er en beskeden økonomisk håndsrækning, men behovet er derude, fortæller Mogens Warrer, formand for menighedsrådet i Sankt Nikolai Kirke.

Kender tallene

Et sogn, der dækker to tredjedele af Nakskov by og omkring 8.600 borgere.

- Omkring 75 procent er medlemmer af folkekirken, og cirka 1.200 er indvandrere eller efterkommere af indvandrere. Og 2.700 er 65 år eller derover.

Mogens Warrer har styr på tallene - og han kender mange af de mennesker, der er en del af statistikkerne. Menneskerne der lever i postnummer 4900 og omegn. Som journalist og lokalredaktør i byen i næsten 50 år har han skrevet om mange af dem. Og nu møder han dem i kirken, på gaden og i butikkerne.

Han kender også godt tallene, der placerer Nakskov i den lavere del i opgørelser over formue, indkomst og beskæftigelse.

- Det er næsten umuligt at forklare omverdenen, at tv-programmet ”På røven i Nakskov” kun er en del af billedet. Byen er meget sammensat. En gang var det landets vist nok femte største handelsby - og det kan stadig ses i bybilledet med de gamle pakhuse. På vej ud mod Hestehovedet er der funkisvillaerne, på torvet er der kommet flere cafeer til, der er almene boligområder, og der bygges mere fashionable lejligheder ved havnen. Men selvfølgelig kan man også se armod nogle steder - det er eksempelvis ikke alle byhuse, der er lige velholdte, fortæller Mogens Warrer denne formiddag siddende i den kølige Sankt Nikolai Kirke, lige midt i Nakskovs bankende hjerte.

Tiden er en anden

Kirken og de mange små byhuse i stræderne ned mod havnen vidner om en by, der skød hastigt frem i middelalderen og i århundreder blev en afgørende lokalitet i handlen på Østersøen. Senere kom alle de store statslige arbejdspladser til - sygehus, politi, domstole med videre. Og en stærk industri, et stort opland med landbrug og et pulserende handelsliv.

I dag er tiden en anden. Mange statslige funktioner og tilhørende job er væk. Til gengæld skyder andre virksomheder og nye tiltag frem. Og de seneste næsten 10 år har der været en tendens med tilflytning ind mod byen.

Læs også

Lille forening – stor betydning for landsbyens liv

- Men det sker jo ofte fra andre dele af oplandet og kommunen, hvor der så bliver færre borgere. Og selv om der hvert år er en udskiftning på næsten 10 procent af indbyggerne med til- og fraflytning, så ændrer det ikke på, at der fødes færre børn end tidligere - og vi bliver samlet set færre og færre i byen, lyder det fra Mogens Warrer.

Byens fællesskab

For ham er kirken en stor del af byens fællesskab.

- Udover de kirkelige handlinger forsøger vi også at være et sted for kultur, udstilling, koncerter og foredrag - vi er en del af kulturlivet i byen og forsøger på den måde at skabe forskellige fællesskaber, fortæller Mogens Warrer.

Senest har Sankt Nikolai Kirke også ansat en medarbejder, der én gang om ugen inviterer dagplejer og vuggestuer ind i kirken til en stund med leg og sjov.

Samtidig arbejdes også hele tiden på at samle penge sammen til menighedsplejen - så der er til gavekort til mad og andre nødvendige fornødenheder, når der fra tid til anden bankes på præstens dør.