Over tre meter høje snedriver lå i Systofte i de uforglemmelige december- og januardage i ’78 og ’79. Et skelsættende kapitel i Systoftes – og i resten af Lolland-Falsters – historie. Vinterkrigen, hvor en snestorm lukkede store dele af landet, især Lolland og Falster.
Brugsen forsøgte at holde åben, indtil varerne til sidst var væk. Ingen nye kunne komme frem. Inden da havde de joket i Freddy Hansens autoværksted om at lave en tunnel til butikken, så de ikke behøvede gå ud i det voldsomme vejr.
Der kom altid folk i værkstedet, også i de snehvide vinterdage for over 45 år siden.
Inden Freddy og Bodil Hansen flyttede til Systofte, boede de i Grønland. Her var de taget til for at tjene penge. Over fem år endte de med at bo deroppe.Asger Andersen
- Hvis de havde noget øl ovre i Brugsen, kom folk hen til værkstedet. Vi skulle bare sørge for, at der var strøm i ledningerne. Der blev værkstedet et samlingspunkt, fortæller Freddy Hansen.
Og Freddy og Bodil Hansen har oplevet deres bys samlingspunkter gennem årene, der er gået – set gamle forgå, set nye komme til.
Annonce
Systoftes udvikling
Blå bog
Freddy Hansen er 80, mens hans kone Bodil Hansen er 78.
Sammen har de to børn.
De har boet i Systofte siden 1973.
I 2005 flyttede de til det hus i byen, de nu bor i.
Freddy og Bodil Hansen understreger flere gange, at de ikke er vokset op i byen. De er tilflyttere. Men når man har boet i Systofte siden 1973, har man haft nogle år til at lære den at kende.
Ægteparret oplever dog ikke en by i rivende udvikling. Skolen er lukket. Det samme er børnehaven, biavleriet og Brugsen.
Disse samlingspunkter er nu fortid.
Fra Grønland til Falster
Ægteparret har oplevet, dengang landsbyen blomstrede. Freddy og Bodil Hansen kom hjem fra et længere ophold i Grønland. Med penge på lommen skulle de slå sig ned, men oliekrisens tykke film havde lagt sig over vesten.
- Det var ikke lige på det tidspunkt, man skulle starte med at sælge gamle biler, som Freddy siger.
Men det gjorde han. For selv om de intet kendte til Systofte, kom byens autoværksted pludselig til salg. Og så slog de til.
Først i 2005, over 30 år efter, slukkede lysene for sidste gang i værkstedet. Freddy Hansen gik på pension. I den tid har et utal af mennesker og biler været forbi hans autoværksted.
Nu er værkstedet indhyllet i ukrudt.
Annonce
I ægteparrets baghave kan de se mountainbike-banen, som er skabt af Trailstars Falster.Asger Andersen
De nye samlingspunkter
De gamle samlingspunkter er ligesom værkstedet lukkede. Men nye er kommet til. Særligt byens forsamlingshus har fået en overhaling.
- Der er så mange ildsjæle, der har lavet det tip-top i orden. Det er blevet så flot, og de holder spisning for hele byen to gange om året, hvor der kommer to lokale kokke og laver mad. Vi får tre retter til billige penge, siger Bodil Hansen, der også fremhæver forsamlingshusets ugentlige bankospil.
Ildsjælene viser sig også hvert år, når Systofte Boldklubs Venne- og Forældreforening afholder det traditionsspækkede loppemarked. Over 80 frivillige stiller op på dagen, og hele året er der loppejagt på Falster, så boderne fyldes op.
Ægteparret fremhæver også boldklubben med alt fra fodbold, petanque og krolf, og som skal støttes.
Der er slet ikke den aktivitet i grusgraven nu, som der var tidligere, fortæller Freddy Hansen. Foto: Asger AndersenAsger Andersen
De adrenalinhungrendes legeplads
Gamle mødesteder har byen altså mistet. Siden er nye kommet til. På det seneste har Systofte udmærket sig for de adrenalinhungrende.
Det liv bor Freddy og Bodil Hansen midt i. I baghaven kan de høre lydene af skridende hjul, når mountainbikerytterne skærer gennem banen.
Og et stenkast fra dem svinger folk sig hvinende ud i ziplinen - landsbyens turistattraktion, hvor man kan svæve over den nu nedlagte grusgrav, banen er 400 meter lang.
Din historie - Vores Lolland-Falster
Har du også oplevet Systofte - eller andre landsbyer - i forandring? Skriv til os på tip@folketidende.dk og fortæl din historie.