Vores Lolland-Falster

Jette Svane og Jesper Egholm har efter flytningen til det vestlige Lolland også anskaffet sig hunden Sally, der trives hjemmevant i Langø. Foto: Lars Hovgaard

Hjertet har godt af at være her

Det var lidt af en tilfældighed, at valget faldt på Langø. Nu kan parret ikke forestille sig et bedre sted at være.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Hjertet har godt af at være her.

Jette Svane trækker vejret dybt og smiler.

Solen skinner over Langø på det vestligste Lolland denne dag. Og den skinner over Jette og Jesper, der sammen har fundet deres yndlingsplet på landkortet - det gamle og gulmalede hus, Strandly, så tæt på havnen i Langø, man næsten kan komme.

Vi nyder i den grad at køre ud af storbyen og komme til Lolland.

Jette Svane og Jesper Egholm, fleksboligejere, Langø

- I nogle salgsopstillinger står der, at et hus ligger blot et stenkast fra vandet - og så er der alligevel en kilometer til kysten. Men her kan jeg virkelig stå i haven og nå havnens vand med en sten, smiler Jesper Egholm.

En tilfældighed

Det er snart et par år siden, at de overtog huset. Og stort set hver eneste weekend er gået med at istandsætte og ellers bare nyde roen og freden - alt det som hjertet har godt af.

- Vi har jo stadig begge vores arbejde og hverdag i det centrale København, men vi nyder i den grad at køre ud af storbyen og komme til Lolland. Allerede hvor motorvejen deler sig ved Køge, kommer skuldrene lidt ned. Og så endnu mere når vi passerer Farøbroerne. Og det sidste stykke vej ind mod Langø er man bare glad, fortæller parret lidt i munden på hinanden.

Jesper Egholm og Jette Svane foran deres hjem, Strandly, i Langø. Foto: Lars Hovgaard

At de overhovedet fandt Langø, var en tilfældighed. Forinden havde de besøgt både Ærø og Bornholm.

Blå bog

Alder: 55 og 57 år.

Bopæl: København - indtil videre.

Familieforhold: Gift.

Bedste oplevelse fra lokalområdet: Det lokale miljø er uovertruffent.

Hvad er du stolt af i området: Vores fiskebar!

Hvad kan gøres bedre: Vi mangler et sted, hvor vi kan få lidt dagligvarer.

Hvorfor flyttede du til: Det var uundgåeligt, da vi først opdagede, hvor stor en perle Langø er.

- Vi ville gerne have noget større at bo i sammen. Og det skulle være et sted med højt til himlen og nær vandet. Lolland var slet ikke på lystavlen, før jeg var til en fødselsdag, hvor en af deltagerne fortalte, at de havde købt sommerhus på Falster. Så blev jeg nysgerrig og kiggede på nettet - og faldt over dette hus. Der gik ikke lang tid, før vi var ude og kigge på huset, og så faldt vi også for Langø. Her skulle vi bo - og handlen faldt heldigvis på plads, fortæller Jette Svane, der til daglig arbejder som selvstændig grafiker og illustrator, mens Jesper Egholm driver et VVS-firma.

Medbragte en kasse øl

Ingen af dem kendte som nævnt rigtig til landsdelen, før de flyttede til. Og de kendte da slet ikke til det økonomiske kort, der viser, at Langø med sin grønne farve på flere parametre ligger i den øvre økonomiske ende.

- Vi havde nok et billede fra medierne af Lolland som et lidt trist område, men alle fordomme er blevet slået i stykker. Vi synes, der er mange skønne steder, og selvfølgelig er der da også en bagside af medaljen med udsatte områder, men det er der alle steder. Også i storbyen.

For dem begge har det været vigtigt at blive en del af lokalmiljøet. Og de havde ikke opholdt sig længe i Langø, før de bankede på i ”Troldehytten” på havnen medbringende en kasse øl.

- Så var vi ligesom accepteret, lyder det med en smil fra Jesper Egholm

Senere deltog de i fælles sejlads i havnen, ligesom de begge gerne giver en frivillig hånd med på Langø Fiskebar, som de også fremhæver som en af årsagerne til deres fælles forelskelse i området.

En kærlig tanke

Faktisk er Langø blevet så meget en del af deres liv, at da Jettes Svanes mor døde, besluttede de at sprede hendes aske i fjorden ved Enehøje.

- Så kan jeg stå her i vores hus og kigge over på Enehøje og sende hende en kærlig tanke. Og faktisk valgte min datter, der til daglig bor i London, også at blive gift på en fiskekutter, som sejlede forbi Enehøje. Senere var der bryllupsfest på fiskebaren med tilrejsende gæster, fortæller Jette Svane.

Selv har hun fået gang i den kunstneriske åre - og fra den tidligere garage på grunden sælger hun sine værker til lokale og besøgende. Og parret har en drøm om, at der snart skal sælges og nydes kaffe og is i haven.

Blomsterne trives i gårdhaven. Og bagved båden, der er kommet i vandet og giver gode oplevelser. Foto: Lars Hovgaard

Et ben begge steder

Indtil videre har de et ben både i storbyen og i Langø.

Men planen er, at begge ben på et tidspunkt vil blive solidt plantet på det vestlige Lolland. Og de gør sig mange tanker om deres nye landsdel.

- Vi vil rigtig gerne involvere os endnu mere i lokalområdet. Eksempelvis i forbindelse med det museum, der er lagt op til her på havnen. I det hele taget ser jeg mange muligheder for, at endnu flere får øjnene op for alt det gode, som både Langø, men også Lolland, rummer, når man bliver en del af det, lyder det fra Jette Svane.

Langø er er blandt de mere velstillede områder på Lolland. Foto: Lars Hovgaard

- Nogle gange står vi om aftenen og kigger udover vandet og siger til hinanden ”Havde du nogensinde forestillet dig, at vi skulle have sådan et sted her?” Og det er uanset, om der er sol, regn, vind eller torden. Vi elsker hvert et sekund.

Fiskebaren på havnen har stor betydning for Jette Svane og Jesper Egholm, der også fra tid til anden giver et frivilligt nap med på spisestedet. Foto: Lars Hovgaard

Nede på min ø

Jette Svane holder så meget af Langø, at hun har skrevet et digt til sin nye hjemegn.


Nede på min ø

Står svanerne i kø

På bondens mark

Og venter på en ny roes top


Nede på min ø

Står solen ofte op i øst

Hvis den står op før mig

Kan jeg ikke være sikker


Nede på min ø

Hilser Helge med kasketten

Fra sin eldrevne trehjulede

Mens røgen fra Troldehytten

Finder sin egen sky på himlen


Nede på min ø

Vugger bådene både

Ved flod og ved ebbe

Bølgerne står pænt i kø ved Albuen

Og venter på en båd


Nede på min ø

Er der både fugl og fisk

De bekymrer sig ikke

Om før eller siden

Så det gør jeg heller ikke


Nede på min ø

Vågner månen til natten

og lyser blidt godnat

til den sidste rest af dagen

Og det er alt godt nok