I den orange sofa sidder præsten Jacob Nørgaard Scheving overfor Folketidendes journalist. På kontoret i Stubbekøbing, hvor han klarer alt fra kirkebøgerne til at løse en ofte kompliceret kalendersudoku.
Herinde, blandt en bred vifte af malerier og et utal af vinylplader, taler præsten også med dem, som har behov for at lette hjertet.
- Det sociale er en kerneopgave i det at være præst og i det at være en kirke. Vi skal elske vores næste, og vi skal være der for næsten, som er i nød. Så folk, der har brug for et øre eller en håndsrækning, kan række en hånd ud til mig, og så vil jeg prøve at gribe den så godt, jeg kan.
Jacob Nørgaard Schevings kontor - her holder han sjælesorgssamtaler. Foto: Asger AndersenAsger Andersen
Det sammensatte sted
Selvom præsten i kirken forkynder guds ord, behøver samtalerne ikke handle om Ham. Som Jacob Nørgaard Scheving siger, har man nogle gange bare "brug for en fortrolig at tale med".
Annonce
Og der er behov for det i Stubbekøbing. Et område, hvor der ifølge præsten både er socialt udsatte og privilegerede borgere. Et sammensat sted. Det skal kirken være i stand til at omfavne.
Stubbekøbing Kirke. Foto: Asger AndersenAsger Andersen
Den skal både være kirke "for folk med kulturel kapital og for folk, som skal have dagen og vejen til at fungere", forklarer præsten.
Hvad siger dataen om Stubbekøbing?
Jacob Nørgaard Schevings pastorat dækker både Stubbekøbing og Maglebrænde. To sogne, der står ud i forhold til økonomi, viser kortlægning fra Arbejdernes Erhvervsråd på baggrund af tal fra Danmarks Statistik. I hvert fald når det kommer til borgernes typiske formue.
Når man zoomer ind på Guldborgsund Kommune ligger Maglebrænde og Stubbekøbing i den lave formue-ende. Maglebrænde ligger tredje-nederst, mens Stubbekøbing ligger en plads over.
En blufærdighedsting
Det er dog ikke præsten selv, der opsøger borgerne. En dårlig samvittighed vil ramme Jacob Nørgaard Scheving, hvis han tog den første kontakt.
- Det er måske en blufærdighedsting, overvejer han.
De kommer til ham. Og folk ved, hvem præsten er. Større er Stubbekøbing trods alt ikke.
Hvis Jacob Nørgaard Scheving mærker, at noget i snakken stikker dybere, kan han finde på at invitere til en kaffe. Andre gange inviterer de sig selv.
Annonce
- Mange samtaler kan også vise sig i virkeligheden at være sjælesorgssamtaler. Det er først bagefter, man kan have en idé om, det var sjælesorg eller ej. Det kan godt starte som noget helt banalt, men så var der måske mere i det. Der kan også være bisættelsessamtaler, som efterfølgende bliver til sjælesorgsamtaler.
Da Jacob Nørgaard Scheving fik sin præstekjole af pastoratet, fulgte der en helt særlig og gammel præstekjolekuffert med. Foto: Asger AndersenAsger Andersen
Hvis man har problemer med sjælen eller psyken, går man til psykolog. Sådan har mange det. Præsten kan dog have en anden tilgang til de sjælelige kvaler. Samtalen hos ham handler i nemlig i mindre grad om at finde en løsning, fortæller han.
Blå Bog
Jacob Nørgaard Scheving er 35 år.
Han uddannet teolog og arbejder som præst i Stubbekøbing og Maglebrænde Pastorat.
Han er gift med Rosa
Nørgaard Scheving.
Sammen har de børnene Rigmor, Niels Erik og Sigurd.
- Det, der er udgangspunktet her, er, at det er okay at have ondt i sjælen. Det er faktisk utroligt menneskeligt, og udgangspunktet er ikke, at vi skal løse det eller få det til at forsvinde, men at man kan komme her med byrden og dele den med nogen. Jeg kan selvfølgelig ikke løfte byrden, men jeg kan lytte til den, anerkende den og se den. Det tror jeg er en lettelse for mange.
"Du er da godt nok ung"
Jacob Nørgaard Scheving oplever, at flere og flere kommer til ham for disse samtaler. Tilliden er over tid bygget op, forklarer han det med.
Men selvom han nu har været i Stubbekøbing i syv år, klæber visse fordomme sig stadig til præstekjolen.
"Nå, du er da godt nok ung", bliver han stadig mødt med, selvom han nu har rundet de 36.
- Der er måske den her idé om, at præsten er en eller anden gammel, støvet person, sådan lidt tilbagetrukket. Men meget har ændret sig.
Præsten er måske mere ude i samfundet og lever sit liv, ligesom alle mulige andre mennesker, i dag. Og har børn nede i børnehuset som jeg, siger Jacob Nørgaard Scheving, der understreger, at alle sjælesorgssamtaler er underlagt tavshedspligt.
Jacob Nørgaard Scheving er stolt over at bo i et område, hvor der er så mange ildsjæle. Foto: Asger AndersenAsger Andersen