Giuseppe "Peppe" Donshelby er den nye ejer af Marielyst Is. Foto: Michael Patrick Larsen
Kendt ansigt overtager "Østdanmarks bedste ishus"
Ejeren af Café Delias og Tonies Bageri på Marielyst, Giuseppe "Peppe" Donshelby, har købt Marielyst Is og hele bygningen, hvor både ishuset og hans café holder til.
Giuseppe Donshelby, kendt som 'Peppe', har overtaget Marielyst Is, som blev kåret til Østdanmarks bedste ishus sidste år.
Peppe, der også ejer Café Delias og Tonies Bageri i Marielyst, planlægger at bevare ishuset uændret og styrke det lokale fællesskab gennem samarbejde med andre lokale forretninger.
Selvom det iskolde vejr på Sydhavsøerne for tiden ikke just indbyder til en gammeldags med det hele, lander der alligevel her en nyhed til det isglade folk, der kan se frem til hjemmelavet italiensk is - nu med en vaskeægte italiener i spidsen for det hele.
Giuseppe Donshelby - også bare kendt som "Peppe" - har nemlig overtaget Marielyst Is.
- Søren (Jakobsen, den tidligere ejer, red.) er flyttet og har startet noget nyt op, og så gav det mening nu. Jeg har faktisk gerne villet købe ishuset længe, fortæller den nye ejer.
Det giver da også ganske god mening, at han har haft snøren ude efter ishuset, der sidste år blev kåret til Østdanmarks bedste ishus. "Peppe" ejer nemlig i forvejen Café Delias, som ligger i samme bygning som ishuset.
- Det er faktisk hele bygningen, jeg nu har købt af Søren. Jeg overtog den 1. december, siger han og fortsætter:
Annonce
- Jeg tager det ret afslappet. Nu skal der bare shines lidt op, men ellers kommer jeg ikke til at lave det store om. Alt forbliver det samme i ishuset som hidtil - samme ismager, samme vafler, samme priser og samme store kugler. Jeg ved godt, vi laver god is, så hvorfor ændre på det? siger han.
All in på Marielyst
"Peppe" har boet i Næstved i årevis, men flyttede til Marielyst for fire år siden.
Udover en café og nu et ishus har han også Tonies Bageri i feriebyen. Han har tidligere haft forretninger i Ringsted, Næstved, Vordingborg og Nykøbing - men nu vil han "gå all in" på Marielyst.
- Jeg tror meget på Marielyst og brænder meget for det, siger han og fortsætter:
- Siden, vi har løftet stedet her de sidste seks år (Café Delias, red.), har det gjort noget specielt for torvet. Jeg har brugt masser af penge på at gøre det lækkert, og vi gør meget for at gøre torvet til et sted, der lever om sommeren, siger han og fortæller, at han efter interviewet skal mødes med Larsens Plads, Café Mynte og Blå Stue for at planlægge koncerter, så de ikke kommer til at lægge koncerter oven i hinanden.
Ishuset holder lukket henover vinteren. Foto: Michael Patrick Larsen
- På den måde hjælper vi hinanden og gør noget godt for hinanden og området, siger "Peppe".
Rørt over responsen
For nylig offentliggjorde han nyheden om købet på både ishusets og caféens facebooksider.
I skrivende stund har opslaget fået 840 "likes" på ishusets side og 288 "likes" på caféens side og 88 kommentarer til sammen. Det har "Peppe" naturligvis allerede bidt mærke i.
Annonce
- Der har været så mange søde kommentarer, og det gør mig rigtig glad. Jeg vidste slet ikke, at folk ville tage så godt imod det. Jeg bliver faktisk lidt rørt, siger han, imens han scroller ned over kommentarerne.
Café Delias og Marielyst Is ligger i samme bygning. Foto: Michael Patrick Larsen
På spørgsmålet, om han skal købe flere forretninger i Marielyst, er svaret klart:
- Jeg ville have ishuset og bygningen, så nu kan jeg slappe af. Jeg har aftalt med min kæreste, at det er det. Nu kan jeg slappe lidt af hen over vinteren, og så får vi rigtig travlt til sommer, siger "Peppe".
Marielyst Ishus åbner igen i starten af marts.
Guldborgsund kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu