Kenneth og Rikke Frost Nakskov foran klubhuset på Kappelvej, hvor de har lagt mange frivillige timer og haft mange gode oplevelser gennem årene. Foto: Kim Møller Pedersen
Kenneth og Rikke endte med næsten alle opgaverne - men klubdrømmen lever stadig
Selvom en ekstraordinær generalforsamling kan lukke en hel fodboldklub ned, kan den ikke få Kenneth og Rikke Frost Nakskov til helt at opgive drømmen om at samle lokale kræfter til at fortsætte den lokale fodboldhistorie.
Der kan tælles til 30 tilskuere langs det historiske græstæppe på Kappelvej. Det er en god dag i Kappels næsten 100-årige fodboldhistorie på det sydvestlige Lolland.
Der er seriebold og skarpe dueller mellem kridtstregerne. Sidstnævnte har Kenneth Frost Nakskov også været skarp til at trække op tidligere på ugen.
Kassereren, træneren, dommeren og alt-mulig-manden har mange opgaver i Ny Kappel Boldklub 07. Det har den 34-årige familiefar til fire haft i mange år.
Fodbold i Kappel
Kappel Boldklub er stiftet den 16. maj 1934 i Forsamlingshuset.
Dens egentlige stifter var brugsforeningskommis A. Madsen, der blev klubbens første formand.
Den nystartede fodboldforening havde store startvanskeligheder, blandt andet med hensyn til spilleplads, og først midt på sommeren fik man lejet en bane ved Kallehavegaard i Vesternæs - denne kunne dog ikke bruges ved turneringskampe.
Det var først, da man lejede en ny plads af gårdejer Simon Pedersen, Jordbjerg, at man i efteråret 1934 tilmeldte sig LFBU's B-række med et seniorhold.
Ny Kappel Boldklub 07 blev stiftet i 2007 som en rekonstruktion af den oprindelige klub.
Skarpe ølpriser
Ølpriserne i det lille klubhus er også trukket skarpt op, kan man læse på et skilt.
Annonce
- Det var i hvert fald svært at finde øllene billigere på Vestlolland, husker Kenneth Frost Nakskov.
Det er ham, der leverede det indledende glimt fra hukommelsens gemmer. Mindet om 30 tilskuere omkring græstæppet på Kappelvej er fra en af de gode dage i Kappels fodboldhistorie.
Dem var der mange af, mens Kenneth Frost Nakskov var aktiv i bestyrelsen hos Ny Kappel Boldklub 07.
Til sidst er der ikke rigtig så mange, der byder ind med hjælp
Rikke Frost Nakskov
Ikke mange bød ind
Denne dag er der meget stille mellem de mange historiske holdfotos på væggen i klubhuset. Intet ser ud til at have rørt sig i lang tid i den lille kiosk.
Men meget rører sig inde i Kenneth Frost Nakskov og hans hustru Rikke Frost Nakskov, når de skal fortælle om fodbold i Kappel. De har gjort alt, hvad de kunne, for at holde liv i den historie. De kan også - hårdt presset - finde på at drømme om en ny start for fodboldhistorien i Kappel.
Mange følelser er i spil. For Ny Kappel Boldklub 07. Her var 31-årige Rikke Frost Nakskov næstformand og alt-mulig-kvinde.
- Men det er de samme få til alle opgaver. Til sidst er der ikke rigtig så mange, der byder ind med hjælp, forklarer Rikke Frost Nakskov.
Ikke alle stemte for
Vi snakker om den ekstraordinære generalforsamling, der tidligere på foråret satte en stopper for Kappels fodboldhistorie. Ny Kappel Boldklub 07 blev officielt lukket ned.
Annonce
Det sørgede et flertal i den siddende bestyrelse for. Ikke alle stemte for. En ganske lille dør står måske stadig på klem for at fortsætte fodboldhistorien. Det kræver lokale kræfter, der går sammen. Og flere end Kenneth og Rikke Frost Nakskov .
- Vi har prøvet mange ting af i de senere år. Der har været snak om måske at lave noget e-sport i klubhuset, og der har været forsøgt lidt forskelligt i forhold til at tiltrække børnefamilier, når der har været kampdag. Til sidst var der omkring 25 aktive medlemmer, og vi havde et hold i serie 3, konstaterer Kenneth Frost Nakskov.
Det er sket før
Tilbage i 2007 satte en ny bestyrelse sig sammen for at starte et nyt kapitel i Kappels lange fodboldhistorie. Det var efter nedlukning af Kappel Boldklub.
Helt tilbage i august 1933 blev der også tænkt nye lokale tanker på et karlekammer på Sjunkebygård. Af blandt andre Alvin Madsen og Gunner Friis.
Dengang - for nu snart 100 år siden - blev der hurtigt lavet nogle medlemskort og erhvervet en del medlemmer, hvorefter der blev holdt holdt en stiftende generalforsamling for Kappel Boldklub.
I 2026 er græsset stadig grønt mellem kridtstregerne på Kappelvej. Klubhuset står der endnu. Kenneth og Rikke Frost Nakskov står der måske også - hvis der er andre, som vil være med.
Alt kan ske i fodbold - også i Kappel. Så nu er det store spørgsmål: Kan bolden rulle videre til et 100 års jubilæum i Kappels stolte fodboldhistorie?
Naturligvis kan Kenneth Frost Nakskov finde frem til en yngre udgave af ham selv på et af de mange historiske holdfotos i klubhuset. Foto: Kim Møller Pedersen
Særligt et maleri af det gamle klubhus på Kappelvej har fået en fremtrædende plads på væggen. Foto: Kim Møller Pedersen
Lolland kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu