Ronald Jensen kritiserer kommunens håndtering. Foto: Kristoffer Lindegaard
Lastbil-kaos i landsby: Beboer beskylder kommunen for at spænde ben for løsning
Ronald Jensen mener, at Guldborgsund Kommune har svigtet en aftale om at undersøge en ny vej uden om landsbyen. Kommunen vil ikke kommentere sagen før den politiske behandling efter sommerferien.
En lastbil kører gennem Radbjerg på vej mod Henrik Larsens landbrug på Radbjergvej 16. Flere beboere har i årevis efterlyst en løsning på den tunge trafik gennem landsbyen. Foto: Kristoffer Lindegaard
Beboerne vil have en løsning, landmanden vil have en løsning, og politikerne siger, at der skal findes en løsning.
Alligevel mener naboen Ronald Jensen, at Guldborgsund Kommune har spændt ben for den mest oplagte løsning på den tunge trafik gennem Radbjerg.
Nemlig en ny adgangsvej, så store lastbiler og landbrugskøretøjer kan komme til og fra området ved Radbjergvej 16 uden at køre gennem selve landsbyen.
Ifølge Ronald Jensen blev det allerede i maj aftalt med kommunen, at kommunen skulle undersøge muligheden og tage kontakt til Vejdirektoratet.
- Der var en klokkeklar aftale om, at kommunen skulle ringe til Vejdirektoratet. Det har de ikke gjort, siger Ronald Jensen.
Annonce
Han mener, at sagen i stedet blev skubbet over på landmanden Henrik Larsen.
Og det er ifølge Ronald Jensen helt afgørende.
- Hvis Vejdirektoratet bliver kontaktet af en privat virksomhed, så er det meget nemmere at sige nej. Kommunen skulle have taget dialogen, siger han.
Kommunen vil ikke svare
Sagen kort
2021 Flere beboere i Radbjerg advarer kommunen om tung trafik, smalle veje og rystelser i forbindelse med nedknusning af materialer på Radbjergvej 16.
2022 Lars Hansen og Gitte Hansen skriver igen til kommunen og beder om, at der bliver set på vejforholdene. Kommunen svarer, at trafik ikke indgår i miljøgodkendelsen af landbrug.
2026 Virksomheden søger om også at få lov til at knuse asfalt. Beboerne frygter, at det kan give endnu mere tung trafik gennem Radbjerg.
Juni 2026 Guldborgsund Kommune sætter asfaltsagen på pause, mens trafikken undersøges. En trafiktælling viser ifølge kommunen i gennemsnit 22 tunge køretøjer i døgnet og 32 på den mest belastede dag.
Nu Beboerne vil have kommunen til at se på den samlede trafik fra landbrug, vognmand og nedknusning af materialer.
Folketidende har spurgt Guldborgsund Kommune, hvorfor kommunen ikke selv henvendte sig til Vejdirektoratet, hvis det var aftalt, at kommunen skulle undersøge muligheden for en ny vej.
Kommunen ønsker ikke at svare på det nu.
- Det er politisk meldt ud, at sagen om trafikale forhold i Radbjerg skal drøftes efter sommerferien. Indtil den politiske drøftelse har fundet sted, har Guldborgsund Kommune ikke yderligere kommentarer til sagen, skriver Niels Kjærgaard, konstitueret leder af myndighed i Center for Teknik & Miljø, til Folketidende.
Dermed svarer kommunen ikke på, hvorfor Vejdirektoratet senere kunne oplyse, at der ikke umiddelbart var nogen henvendelse fra Guldborgsund Kommune om sagen.
Det er netop det, Ronald Jensen mener er kernen.
Han mener, at kommunen på den måde lod en mulig fælles løsning glide over i en privat sag mellem landmanden og Vejdirektoratet.
Annonce
- Det er ikke Henriks problem alene. Kommunen har givet tilladelserne uden at vurdere trafikken godt nok, siger Ronald Jensen.
Guldborgsund Kommune har selv oplyst, at Radbjergvej og Radbjerg Tværvej ikke er bygget til tung trafik i større målestok.
Samtidig har landmanden Henrik Larsen, der driver landbrug på Radbjergvej 16, sagt til Folketidende, at han også er interesseret i en løsning.
- Jeg er helt klart interesseret i en løsning. Det ville være godt med en vej uden om Radbjerg. Det er der ingen tvivl om, sagde Henrik Larsen.
Netop derfor er forløbet omkring Vejdirektoratet centralt.
Ronald Jensen havde allerede banet vejen for, at kommunen kunne tage dialogen videre. Han havde oprettet en sag hos Vejdirektoratet om en mulig ny adgangsvej og sendt både sagsnummer og kontaktperson videre til Guldborgsund Kommune.
Kommunens eget mødereferat fra 7. maj viser samtidig, at kommunen skulle undersøge mulighederne for en ny vej. Alligevel var det ikke Guldborgsund Kommune, der efterfølgende gik videre til Vejdirektoratet.
I stedet endte Henrik Larsen selv med at have kontakten om en ny adgangsvej.
Annonce
Dermed kom sagen til at fremstå som en privat henvendelse fra ejeren af Radbjergvej 16 i stedet for som en kommunal dialog om en samlet løsning på trafikproblemet i Radbjerg.
Senere oplyste Vejdirektoratet til Ronald Jensen, at der ikke umiddelbart var nogen henvendelse fra Guldborgsund Kommune om sagen.
For Ronald Jensen er det her, kommunen tabte den mulige løsning.
- Der var fundet en løsning, som kommunen havde undersøgt var den bedste løsning. Henrik og borgerne var enige om, at det var den løsning, der skulle undersøges, siger Ronald Jensen.
Gamle advarsler
Rikke og Bernhard Schwegler bor tæt på vejen i Radbjerg og har i flere år advaret om rystelser, støj og tung trafik. Foto: Kristoffer Lindegaard
Trafikken gennem Radbjerg har været et tema i årevis.
Allerede i 2021 advarede borgere om store og tunge køretøjer på de smalle veje.
En borger spurgte dengang direkte, om det ikke var muligt at føre en vej uden om Radbjerg.
En anden skrev, at trafikken fra stedet skulle gennem den sydlige del af landsbyen, hvor vejen er smal, har skarpe sving og kommer meget tæt på flere ejendomme.
Rikke Schwegler skrev i sin indsigelse, at det føltes utrygt, når store maskiner kørte forbi vinduerne, og at hele køkkenet rystede.
Annonce
- Burde sådan tung industri ikke ligge, hvor der er et udbygget vejnet tilpasset tung trafik?, skrev hun dengang til kommunen.
For Ronald Jensen viser det, at kommunen kendte problemet længe før den aktuelle sag.
Han mener derfor ikke, at kommunen kan nøjes med at henvise til, at sagen nu skal drøftes politisk efter sommerferien.
- Spørgsmålet er meget enkelt. Følger kommunen op på aftalen, eller gør den ikke?, siger Ronald Jensen.
Formand vil finde løsning
Annonce
Henrik Høegh-Andersen, formand for Teknik-, Natur- & Miljøudvalget, siger, at sagen om trafikken i Radbjerg skal tages op politisk efter sommerferien. Foto: Thomas Howalt AndersenThomas Howalt Andersen
Henrik Høegh-Andersen fra Venstre, der er formand for Teknik-, Natur- & Miljøudvalget, har tidligere sagt til Folketidende, at sagen skal tages op igen efter sommerferien.
Han har også sagt, at politikerne bliver nødt til at finde en anden løsning.
- Vi bliver nødt til at finde en anden løsning på det her, sagde Henrik Høegh-Andersen.
Han vurderede samtidig, at trafikken er blevet mere omfattende, end man havde forestillet sig, da tilladelsen blev givet.
- Trafikken er nok blevet voldsommere, end man lige havde forestillet sig, sagde han.
Annonce
Men Ronald Jensen frygter, at den bedste løsning allerede er blevet svækket, fordi kommunen efter hans opfattelse ikke gjorde det, den havde aftalt.
Han frygter også, at kommunen i stedet ender med en løsning, hvor trafikken bare flyttes bag om nogle huse og tilbage ind på vejsystemet.
- Det er det, hele byen har frygtet i mange år. At trafikken bare bliver sendt hen over marken bag om husene og så ind på vejen igen, siger Ronald Jensen.
Sagen ligger nu til politisk drøftelse efter sommerferien. Indtil da vil Guldborgsund Kommune ikke kommentere yderligere.
Guldborgsund kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu
Seneste artikler
NFC-træner før premieren: - Vi skal i top 6
Lastbil-kaos i landsby: Beboer beskylder kommunen for at spænde ben for løsning
To måneder efter Meny-lukning: Nu tømmes butikken helt
Ild i halmballer og transportbånd i lade
Dagen før sæsonstart: NFC henter ny spiller
Mest læste artikler
Har dannet ramme om masser af fester og middage: Nu er den sat til salg
Legendarisk værtshus genåbner på torvet
Ø-landmænd i store kvaler: - Vi kommer til at kappes om de her få færgeafgange
Så kom uvejret - og der er mere på vej: Politiet opfordrer til forsigtighed
Smed tøjet på åben gade