Kultur

Halskæden her er fundet ved Østerskoven ved Nøbbet nær Horslunde, og den mangler sin ejer. Privatfoto

Lene efterlyser ejer af halskæde: - Der er et navn indgraveret

Offentliggjort

Hjemme hos Lene Wessel Falk ligger der nu en halskæde, som bestemt må have en ejer, der mangler den. Navnet på ejeren er nemlig indgraveret på låsen, forklarer hun. 

Halskæden er en lille margerit, der sidder på en læderkæde. 

- Min bror fandt kæden ved deres hus i Nøbbet ved Horslunde på Lolland. Det ligger ved Østerskoven, og han kom i tanke om, at man kunne efterlyse kæden. 

I første omgang spurgte hun Kirsten Sydendal, om kæden kunne efterlyses på Lolland Falster Lovestorm-siden på Facebook. Men den bruges normalt ikke til fremlysninger, og derfor har Kirsten Sydendal også efterlyst den på sin egen side. 

- Ejeren kan kontakte mig via Facebook og skrive sit nummer i beskeden. Så vil jeg kontakte vedkommende og spørge, hvilket navn der står på kæden. Svarer hun rigtigt, vil jeg fortælle, hvor hun finder halskæden, forklarer Lene Wessel Falk.