- Vi har fået en råskitse på sidste udvalgsmøde, og den kommer ud i høring, inden vi gør mere i forhold til at skabe det her grønne område i Hollands Gaard.
Sådan lyder det om de aktuelle planer for renovering og udvikling af Hollands Gaard i Nykøbings bymidte fra formand for Teknik, Natur og Miljøudvalget Henrik Høegh-Andersen (V).
Offentlige parkeringspladser inddrages
- Der kommer til at ske en inddragelse af borgere og erhvervsdrivende formentlig efter sommerferien, tilføjer udvalgsformanden i forhold til Hollands Gaard.
Der kommer til at ske en inddragelse af borgere og erhvervsdrivende formentlig efter sommerferien
Henrik Høegh-Andersen (V), udvalgsformand
Her vil en af ændringerne være inddragelse af de godt 10 offentlige parkeringspladser, så der fremover ikke længere er offentlige - men udelukkende private - parkeringspladser i Hollands Gaard.
Annonce
Mere tryg og levende
Udover omdannelsen af Hollands Gaard til et grønt og fleksibelt bylivsrum med plads til ophold og mindre event sætter Guldborgsund Kommune også gang i yderligere to udviklingsprojekter, der
skal bidrage til at skabe en grønnere, mere tryg og levende
bymidte i Nykøbing.
Det sker henholdsvis omkring Cementen, der opgraderes med flere parkeringspladser, bedre tilgængelighed og klimasikring. Projektet for Cementen ved Nykøbing F. Hallen og Guldboxen forventes sendt i udbud i sommeren 2026.
Også i Kongensgade skal der skabes en tryggere og grønnere forbindelse for gående og cyklister. Der forventes opstart af det projekt i 2028.
Knap otte millioner
Kommunen har netop modtaget tæt på 7,75 millioner kroner fra
EU's Regionalfond til de to førstnævnte projekter, hvilket gør det muligt at hæve
kvaliteten og skabe mere ambitiøse løsninger, end det først var planlagt omkring udviklingen af Nykøbings bymidte.
Midlerne stammer fra puljen “Fysisk omstilling til levende og
bæredygtige bymidter”, der er målrettet danske byer, som ønsker at skabe mere
aktivitet og nye byrum.
Ny bymidtestrategi
Det tredje projekt i Kongensgade finansieres via knap seks millioner kroner fra den
statslige pulje til fornyelse af bymidter.
Tilsammen bliver de tre projekter de
første konkrete skridt i realiseringen af kommunens nye Bymidtestrategi 2025,
som skal binde havnen og bymidten bedre sammen og skabe flere grønne, trygge og
funktionelle byrum.
Annonce
I alle tre projekter indarbejdes kommunens kunststrategi, og der afsættes derfor midler til kunst i byrummet. Både borgere og erhvervsliv bliver inddraget i alle tre projekter.
Økonomien bag de tre projekter
Cementen opgraderes med flere p-pladser, bedre tilgængelighed og
klimasikring via fem millioner kroner fra EU's Regionalfond samt cirka 16 millioner kroner i kommunal egenfinansiering.
Hollands Gaard omdannes til et grønt og fleksibelt bylivsrum med
plads til ophold og mindre events via 2,75 millioner kroner fra EU's Regionalfond samt cirka seks millioner i
kommunal egenfinansiering.
Kongensgade opgraderes som en vigtig forbindelse og skaber
sammenhæng mellem de to EU-støttede projekter via knap seks millioner kroner fra den statslige pulje til fornyelse af bymidter, hvor
60 procent kommer fra staten, og kommunen medfinansierer de resterende 40 procent.
Guldborgsund kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu