Ole har været stolt landmand i 50 år - men i valgkampen er han blevet til en skurk

Torsdag var det 50 år siden, at Ole Karmsteen købte sit landbrug i fri handel. I dag er han 72 år, på vej mod 73, og stadig aktiv i driften sammen med sin hustru på gården med malkekvæg.

Han er stolt af det arbejdsliv, han har bygget op gennem et halvt århundrede. Men jubilæet falder også i en tid, hvor han oplever, at det er blevet langt sværere at være landmand i den offentlige debat.

For det, der burde være en anledning til at se tilbage på udvikling, fremskridt og et langt arbejdsliv, bliver i stedet farvet af en følelse af at stå i skudlinjen.

- Det er meget ubehageligt at være i sådan et klima, siger Ole Karmsteen.

Han fortæller, at han nogle gange undgår at se politiske tv-udsendelser, fordi debatten om landbruget kan blive så skinger, at han føler sig svinet til.

Og selv om kritikken sjældent er rettet mod ham personligt ved navn, rammer den alligevel.

- Man tager det på en eller anden måde personligt. Det kan man ikke undgå. For det bliver jo totalt generaliseret, siger han.

Kritikken rammer personligt

Det er netop noget af det, der fylder hos ham. For når han ser tilbage på sine 50 år i erhvervet, ser han ikke et livsværk, der fortjener skældud, men et arbejdsliv, hvor man hele tiden har forsøgt at gøre det så godt som muligt under de vilkår og den viden, der fandtes.

Han husker tydeligt, hvordan landbruget så ud, da han begyndte i 1976. Dengang var brugene mindre, og mange havde flere forskellige slags dyr. På et landbrug kunne der være både køer, grise, kalve og høns. I dag er produktionen langt mere specialiseret.

Udviklingen har været voldsom, siger han. Arbejdet er blevet mange gange mere effektivt, teknologien har ændret hverdagen markant, og opgaver, der tidligere tog en halv dag, kan i dag klares på under en time.

Men med udviklingen er der også fulgt et konstant pres for at vokse, rationalisere og investere.

Det har ifølge Ole Karmsteen været en af de største udfordringer gennem årene. Ikke bare at drive landbrug, men hele tiden at skulle skaffe penge til næste skridt, næste udvidelse, næste investering.

Ikke bare en debat om erhvervet

I dag er hans blik et andet.

Han har ikke længere behov for at jagte vækst for vækstens skyld. Nu handler det mere om at få forretningen til at løbe rundt og om at holde fast i noget, han stadig har lyst til.

Læs også

Landmanden Rasmus er klar - men frygter at få skylden

Det er også derfor, kritikken rammer så hårdt.

For Ole Karmsteen føler, at der i debatten ofte bliver set bort fra, hvor meget landbruget faktisk har ændret sig gennem årtierne. Han lægger ikke skjul på, at tingene tidligere blev gjort på måder, som ingen ville acceptere i dag. Han fortæller selv om en tid uden den miljøregulering, som kom senere, og om en virkelighed, hvor spildevand, ensilagesaft og gylle blev håndteret på måder, der i dag ville være utænkelige.

Netop derfor frustrerer det ham, når landmænd i dag får ansvaret kastet i hovedet, som om intet har ændret sig.

Han peger på, at der siden 1970’erne er blevet strammet voldsomt op, og at erhvervet har ændret praksis igen og igen. Derfor er det svært for ham at acceptere den fortælling, at landbruget bare fortsætter uændret som synderen i alle miljøproblemer.

- Hvis man virkelig gør en indsats for at løse et problem, og så får at vide, at problemet bare er blevet større, så mister man jo total motivationen til at gøre noget, siger han.

Mange trækker sig fra debatten

I den kommende valgkamp frygter Ole Karmsteen, at landbruget igen bliver brugt som politisk skytskive. Han oplever allerede nu, at debatten er så hård, at mange landmænd trækker sig fra både sociale medier og tv-debatter, fordi de føler sig personligt ramt af tonen.

Han savner, at flere siger fra, når hele erhvervet bliver generaliseret og gjort til symbol på alt det, der er galt med klima, miljø og natur. For bag de store politiske slagord ligger ifølge ham en hverdag fuld af dilemmaer, som sjældent får plads i debatten.

Han peger blandt andet på, at hensyn til klima og kvælstof ikke altid passer sammen med ønsket om den bedste dyrevelfærd. Dybstrøelse er efter hans opfattelse noget af det bedste underlag for køer, men samtidig en løsning, der ser dårlig ud i klimaregnskabet.

- De to ting konflikter jo, siger han.

For ham er det med til at vise, hvor svært det er at drive landbrug i en tid, hvor debatten ofte kræver enkle svar på komplicerede problemer.

Stadig stolt efter 50 år

Midt i alt det står dog stadig stoltheden.

Han er stolt over det, han har opnået. Stolt over at have holdt et landbrug kørende gennem årtier med kriser, høje renter, strukturændringer og skiftende politiske vinde. Og stolt over stadig at være i gang.

Det er måske også derfor, at kritikken går så dybt.

For når angrebene på landbruget bliver generelle, oplever han det ikke bare som en diskussion om et erhverv, men som en dom over et helt arbejdsliv.

Og selv om han godt ved, at udviklingen ikke kan skrues tilbage, savner han, at flere stopper op og anerkender, at landmænd også er mennesker, der har forsøgt at gøre deres arbejde ordentligt.

Efter 50 år i faget er det ikke modgangen i sig selv, der tynger ham mest.

Det er følelsen af, at stoltheden over et langt arbejdsliv alt for ofte bliver mødt med mistro.