Guldborgsund

Fredag stod Victor Ravn med både dåbsattest og Faxe Kondi. Foto: Bjørn Brylle Petersen

Victor droppede ind til dåb og en Faxe Kondi

Fredag eftermiddag slog fire sognepræster dørene op i Sundkirken og hældte vand i døbefonten. Der var nemlig drop-in dåb for alle, der gerne ville døbes.

Offentliggjort

Nogle gange går det ikke, som præsten prædiker. 

Og børn, der skulle have været døbt eller voksne, der gerne ville have været døbt, er ikke blevet det af den ene eller anden årsag, forklarer sognepræst i Sundkirken, Hanne Lundsgaard.

Det kunne der fredag eftermiddag blive lavet om på, da Sundkirken og Lolland Østre Provsti bød indenfor i de gejstlige lokaler til drop-in dåb.

Den mulighed lod Victor Ravn på 13 år og hans familie ikke passere.

Dåb og konfirmation

Victor Ravn havde fredag stadset sig op og taget sin familie med i kirke for at lade sig døbe.

- Jeg vil gerne døbes, så jeg kan blive konfirmeret, siger Victor Ravn.

Det er nemlig ikke sidste gang Victor Ravn skal i kirke i år, for 12. april skal han på den igen, hvor han skal konfirmeres.

Hans forældre, Brian og Vivian Ravn kigger stolte og glade på deres søn, der netop er blevet døbt i den kristne tro af sognepræst, Hanne Lundsgaard, og forklarer, at han ikke blev døbt, da han var lille. 

- Vi skubbede det til, han selv kunne bestemme, om han ville døbes, siger Brian Ravn.

- Det sparer os for en masse planlægning, supplerer Vivian Ravn.

Victor blev fredag døbt i Sundkirken, så han til april kan blive konfirmeret. Han havde taget bl.a. sin mor og med i kirke og blev døbt af sognepræst, Hanne Lundsgaard.

- Gøre en kedelig fredag til en festdag

Da Victor har fået tørret håret, er der dækket op med bobler, frugt og kaffe i de tilstødende lokaler, og han bliver lykønsket af sin familie. 

- Det var fint, siger Victor Ravn med et smil på læben og sin nyerhvervede dåbsattest, bibel og et glas boblende Faxe Kondi i hånden.

Nu er han klar til at blive konfirmeret.

Mens først skal han fejre sin dåb og ud at spise med familien.

- Vi kan lige så godt gøre en kedelig fredag til en festdag, siger hans stolte mor, Vivian Ravn, og fortæller, at de skal holde stor fest for familie og venner på Victors store dag til april.