- Himlen var næsten sort af tyske flyvemaskiner

- Jeg er født i 1934 på Helgesvej i Nakskov, og 9. april 1940 var jeg seks år. Jeg husker, at på det tidspunkt var der ikke mange familier, som havde et vandskyllende toilet, som dem vi kender i dag.

- Dengang blev toiletspanden enten gravet ned i et hul i haven, andre steder var der gravet et stort hul, som var lukket med et stort trælåg. Og det var netop et sådan låg, at jeg den 9. april på Helgesvej 10 stod på sammen med to legekammerater.

- Vi anede ikke, hvad det var, der foregik, men himlen var næsten sort af tyske flyvemaskiner hen over vore hoveder. Vi stod og vinkede til piloterne, og mange af flyene var så langt nede, at vi kunne se piloten, og nogle af dem vinkede igen. - Da min far kom fra arbejde, forklarede han, at Danmark var blevet besat af Tyskland, og at anden verdenskrig var startet. Jeg tror ikke, jeg helt forstod, hvad det virkelig betød. Jeg forstod heller ikke, at jeg ikke måtte snakke, når min far skulle høre radio.

"Det er BBC, der sender til Danmark".

- I 1941 flyttede vi fra Helgesvej til Maribovej 8. Jeg begyndte at gå i skole i april på Rødbyvej skole, som havde fire klassetrin, senere blev den kaldt Møllemarkskolen og blev udvidet til at have 8.-9. klassetrin.

- Da vi flyttede til Maribovej 8, kunne jeg virkeligt fornemme, at der var mangel på alting. Mine forældre krattede blandt andet koksene ud af kakkelovnen allerede ved 9-tiden om aftenen, hvis de kunne se, at de ikke helt var udbrændte.

- Det var en gammel snedkermester på 85 år, som mine forældre boede til leje hos. Min mor lavede ofte mad til ham. Han skulle som alle andre spare på blandt andet koks, så han krattede allerede koksene ud af kakkelovnen ved seks-tiden, og så inviterede han sig selv op til os, og der blev han så, indtil han skulle i seng. -

Jeg kan også huske, at min mor var meget nervøs, når hun hørte, at han kradsede koksene ud.
Det skal indskydes, at han rystede meget på hænderne, og derfor fandt min mor altid på en eller anden anledning til at gå ned til ham for at kontrollere, at han ikke havde fået kradset de brændende koks ud på gulvet, og som hun rigtigt sagde, skulle der jo ikke meget fantasi til at kunne se, at en brand kunne starte.

- I løbet af 1943/44 flyttede vi til en af de seks nybyggede høje røde boligblokke på Maribovej. Det var et dejligt sted at bo på det tidspunkt. Det skyldtes blandt andet, at der på den modsatte side af vejen lå bondegården "Teglgården", hvor jeg tilbragte megen tid og hjalp Fausing, som bondemanden hed, med så meget, som nu en ni års gammel dreng kunne gøre, og Fausing, som ejede Teglgården, var en rigtig rar og flink bondemand.

- I de nye boligblokke var der kælder, og det rum, som var beregnet til tørrerum, blev samtidig indrettet til beskyttelsesrum, og foran kældervinduet blev der samtidigt bygget en høj stor sandkasse. Min far var arbejdsmand på værftet, hvor der var opstået en stor produktion af ²sparekomfurer². De var så genialt konstrueret, at alle delene kunne transporteres hjem, gemt under arbejdstøjet. Jeg mener, de var indrettet med to kogeblus og en bageovn.

- Fordi tyskerne beslaglagde en halvfærdig nybygning på beddingen, så runderede et tysk vagtværn på værftet. Den blev dog aldrig færdigbygget, fordi alle de ansatte kørte i ²slow motion², og ind imellem lykkedes det også at sabotere noget ellers færdigt arbejde. De dampdrevne kraner, som kørte rundt på hele værftet, brugte jo kul som brændsel i dampkedlerne. Kullageret lå på et strategisk rigtigt sted, et sted som tyskerne havde svært ved at registrere, så derfor var det også mere eller mindre legalt at fylde den tomme madkasse med kul og tage med hjem.

- Jeg tror nok, det var min far, som både var leverandør af det lille sparekomfur, som han installerede i beskyttelsesrummet, og så alt brændslet fra værftet. Det var slet ikke kedeligt at skulle ned i beskyttelsesrummet, fordi der næsten altid blev bagt en kage på sparekomfuret, og der blev også sommetider lavet mad, og det var alle de unge koner, som under min mors anvisning frembragte de dejligste retter. Senere har jeg tit tænkt over det utrolige venskab samt store samhørighed, som der var blandt alle familierne i blokken.

En lørdag eftermiddag i 1944 legede min far og jeg med min søster. Pludselig var vi øjenvidner til en luftkamp. Vi stoppede legen, og mine forældres overbo, fru Andersen, lå på maven på køkkenbordet og hende og min far talte sammen. Pludselig siger hun til min far ²nu skal du da huske at lukke munden, når de kaster deres bomber², og hun havde knapt sagt det, før et fly, som var blevet beskudt og ramt, lettede sin last af bomber på marken, hvor omkring Krukholmvej ligger i dag. Der opstod tre meget store og dybe kratere.

Fru Andersen blev så ked af sin spontane udtalelse, og sagde efterfølgende, at noget sådant ville hun aldrig sige mere. I påsken 1944 var vi en del børn fra Maribovej, som var på vej ad Rødbybanens spor til Avnede skov. Midt på banelegemet blev vi pludselig vidne til en luftkamp mellem tyske jagere og 4-motores flyvende fæstninger. Vi sprang resolut ned i grøften, men heldigvis havde nogle mennesker i Havebyen set os fra deres kældervindue, så de råbte, at vi skulle komme i dækning over i deres beskyttelsesrum. Det gjorde vi så, og herfra kunne vi se et par amerikanske ²flyvende fæstninger² blive ramt. Vi så besætningen springe ud med faldskærm. Det ene fly faldt ned i Halsted omkring der, hvor golfbanen ligger i dag, det andet ved Næsby/Kappel strand.

- Fra flyet, som faldt ned ved stranden, var det ikke hele besætningen, der nåede at springe ud med deres faldskærme. I påsken 1945 kan jeg huske, at solen var helt formørket. Det skyldtes, at englænderne havde sønderbombet byerne Kiel, Lübeck og Hamburg. Tyskland var langsomt ved at gå i knæ, de var allerede i slutningen af 1944 blevet tvunget ud af Frankrig. Det var også i 1944, at amerikanerne, englænderne og canadierne invaderede Normandiet, og vi håbede alle, at en ende på krigen var nært forestående.

- Den 4. maj om aftenen stod mine fodboldkammerater og jeg og sagde farvel til hinanden efter endt fodboldtræning.  Da vi stod der med vore cykler, kom Arne Gas, en af de voksne 1. holds spillere, og råbte "tyskerne har kapituleret".

- Vi turde næsten ikke tro, at det var sandt, men det gik op for os, at det var det, da vi nåede op til Bregnegården, der hængte folk ud af vinduerne med flag og råbte og sang.
Da jeg nåede hjem, var der allerede højt humør. Jeg skyndte mig og få noget at spise,og fik så lov til at køre ind til byen.

- Det blev en uforglemmelig aften med fakkeltog, march og sang.²