Et mausoleum over dansk sukkerproduktion

Den fede muld og Det hvide Guld har en glorværdig historie på Lolland-Falster.

Det var her Danmarks allerførste sukkerfabrik så dagens lys i Holeby, hvor de to fremsynede brødre Erhard og Johan Ditlev Frederiksen så et potentiale i dyrkning og forarbejdning af sukkerroer og byggede og indviede fabrikken i årene 1871 til 1873.

Den fik navnet Roesukkerfabrikken Lolland.

Brødrene var sønner fra Nøbbøllegård og begge uddannet som landbrugskandidater. På studier i udlandet hentede de deres viden om roedyrkning og sukkerproduktion, men de var forfulgt af uheld.

Den voldsomme stormflod for i 1872 forsinkede og fordyrede byggeriet, og blot fem år senere måtte de to brødre give op. Deres selskab gik konkurs, og driften blev overtaget af De Danske Sukkerfabrikker - nu under navnet Højbygård Sukkerfabrik. Her stoppede sukkerproduktionen i 1960.

Aktieselskabet De Danske Sukkerfabrikker var stiftet af den legendariske finans- og industrimand C.F. Tietgen i 1872.

Sukkerroe-land

Først i 1883 så sukkerfabrikken i Nakskov dagens lys.

Allerede fra sin start var den en af de absolut største i Europa.

Også her var det De Danske Sukkerfabrikker, der stod for opførelsen. På et tidspunkt var der hele fire ud af landets i alt ni sukkerfabrikker på Lolland.

Ud over fabrikkerne i Holeby og Nakskov var der fabrikker i Maribo og Sakskøbing.

Fabrikken i Maribo åbnede i 1897 og blev lukket i 1962, mens fabrikken i Sakskøbing åbnede i 1910 og blev lukket i 1992.

Sukkerfabrikkerne på Lolland blev senere en del af Danisco-koncernen i 1989, og samme år besluttede andelshaverne i den ellers uafhængige Nykøbing Sukkerfabrik at sælge til Danisco.

Produktions-monopol

Koncernen sikrede sig derved fuldt monopol på dansk sukkerproduktion.

20 år senere i 2009 blev hele sukkerdivisionen solgt til den store tyske sukkerkoncern Nordzucker, som omdøbte selskabet til Nordic Sugar.

Her er vi så i dag.

Så længe det varer.

Den store fabrik i Nykøbing F. er i smult vande og overlever. Men i fremtiden ender det kæmpestore fabrikskompleks midt i Nakskov by som et mausoleum over dansk sukkerproduktion.

Der er talt om det mange gange. At det ikke kunne blive ved.

Efter fabrikslukningerne rundt om i landet senest i Assens på Fyn var kun fabrikkerne i Nakskov og Nykøbing F. tilbage, og mange spåede, at det alene var et spørgsmål om tid, før der kun var en dansk sukkerfabrik.

Timeglasset løb ud i går, hvor Nordzugar meddelte sin beslutning om at lukke produktionen og fabrikken i Nakskov med udgangen af dette års roekampagne.

Et slag i ansigtet

Selv om skyerne ofte har hængt mørke og truende over fabrikken i Nakskov, er lukningen alligevel et voldsomt slag i ansigtet, ikke bare på roedyrkerne og medarbejderne, men i høj grad også på lokalbefolkningen.

Lukningen sender rystelser gennem hele lokalbefolkningen.

Dyrkningen af sukkerroer og produktionen af sukker er en betydelig del af vores DNA. Det er utænkeligt at nævne Lolland, uden at komme ind på sukkerindustrien. Det er næsten 150 års historie, vi taler om.

Det er historien om den massive udvandring tilbage i 1870’erne, hvor flere end 10.-15.000 emigrerede fra Lolland til Amerika, New Zealand, Canada og Argentina.

Og historien om den nye og stærkt arbejdskrævende afgrøde sukkerroen, om manglen på landarbejdere og om de sæsonarbejderne fra Galizien i den sydøstligste del af det Polen, vi kender i dag, der i stort tal kom hertil i årene 1893 frem til 1929, og hvoraf de første 400 piger netop blev hentet hertil af Nakskov Sukkerfabrik i april 1893.

Med dem fulgte de katolske kirker og de katolske skoler, og ikke mindst en vellykket integration, da mange af dem blev ”fanget” her i årene under første verdenskrig.

Lukningen sætter det meste af følelsesregistret i spil.

Modgangstider

Nakskov har som by gået mangt og meget igennem, og har gang på gang måttet slikke sårene i modgangstider, men der har været en tid, hvor byen var en af landets rigeste.

Det er værd at bringe i erindring en dag som denne. Kursen for en ny tid er lagt, og med en trecifret millioninvestering er byen godt i gang med at transformere sig. 

Det må vi glæde os over midt i sorgen over at miste en af egens mest betydningsfulde virksomheder.

Det er nogle år siden, den sødlige duft fra sukkerproduktionen hang som en dyne over hustagene, og der var også en tid, hvor klejnsmedenes og nitternes gøren og laden på værftet gav genlyd i byen.

Den tid kommer ikke igen.

Men det er underligt at skulle forestille sig Nakskov uden roetransporter, larmen fra fabrikken og kampagnerne, og at det måske helt er slut med den lokale nationalhymne ”Vi er nede fra Lolland, hvor roerne gror.”

Vi vil ikke kues

Den nye situation stiller store krav til et handlekraftigt byråd, for naturligvis bør der stilles betingelser og krav til Nordzugar specielt omkring fremtiden for det enormt store fabriksområde.

Og hvordan forholder det sig mon med den milliarddyre gasledning, som er ført frem til Nakskov i forventning om, at sukkerfabrikken fremover var hovedaftager af gassen?

Et lige så stort spørgsmål kan stilles omkring biogasanlægget ved Abed, hvor restprodukter fra sukkerproduktionen i Nakskov skulle være det helt store drivmiddel.

Men hvem ved?

Måske åbner lukningen af fabrikken op for helt nye muligheder.

Spørgsmålet er nemlig også, hvorvidt sukkerfabrikken i Nykøbing har kapacitet til også at tage roerne fra Lolland ind i produktionen?

Og hvordan stiller roedyrkerne sig? Hvor stor en del af roearealerne skal eller kan omlægges til andre afgrøder, og hvad er rentabelt?

Lukningen rammer i første omgang ikke bare de 140-150 medarbejdere, der er på fabrikken i kampagnen, men også en lang række af underleverandører.

Når den første chokbølge har lagt sig vil lukningen også ramme den lollandske selvforståelse, men lollikkerne er vant til lidt af hvert, og de vil ikke kues.

Bare vent og se.