Men i hvilket ærinde?

I LF Folketidende den 22.8.2007 angribes Guldborgsund kommune for manglende dynamik og bureaukrati. Det sker i en sygedagpengesag med en borger på barsel. Vi sammenlignes med vores venner i Lolland Kommune, der opleves mere fleksible og afslappede i sagsbehandlingen.

Det er ufatteligt, at vi som kommune skal klandres for et svigt, når gældende regler for ydelsen af sygedagpenge er overholdt. Loven er meget klar. For at sikre alle borgere en ens behandling er der fastsat lovmæssige tidsfrister for, hvornår arbejdsgiverne og deres ansatte skal aflevere dokumentation til den kommunale myndighed. Her handler det om retssikkerhed, og vi vil ikke være lovbrydere. Loven giver i øvrigt ikke mulighed for dispensationer. Samtidig er fastheden i administrationen udtryk for økonomistyring af udgifterne og dermed borgernes skattepenge.

På forsiden og i det to sider lange opslag i avisen angriber personalechef Pia Danielsen, Lalandia, Guldborgsund Kommune for manglende fleksibilitet i forhold til de regler, vi driver den kommunale virksomhed efter. Jeg tror ikke, personalechefen helt har tænkt sine udsagn igennem. En stor virksomhed som Lalandia er nødt til at acceptere, at vi i Guldborgsund Kommune følger landets love, herunder at vi følger tidsfrister. Dermed behandler vi alle borgere ens.

På Lalandia arbejder man vel ikke ud fra en forventning om så megen dynamik fra det offentliges side, at eksempelvis påbud fra brandmyndigheder, kontrolbesøg fra levnedsmiddelmyndigheder o.l. bare er for sjov. Og hvis Lalandias ansatte udebliver fra deres arbejdsplads i 4 dage, må man forvente, at den personaleansvarlige også der vil vælge at gribe ind.

For et halvt år siden deltog jeg sammen med byrådet i et fyraftensmøde på en større lokal arbejdsplads. Tilstede i forsamlingen var en medarbejder, som jeg notorisk vidste var på barsel og dermed som andre i samme situation på vores sygedagpenge. Her greb vi ikke ind ? kald det dynamik eller sund fornuft. Jeg var af den opfattelse, at man som arbejdsgiver her havde undervurderet lovgivning og arbejdsgiveransvar.

Mette Cramon er tilbage på jobbet. I disse artikler kobler hun vores håndtering af den aktuelle sag og emnet nydansker, men i hvilket ærinde? Jeg studser, hver gang jeg oplever en journalistisk tilgang, hvor der hovedsageligt skrives til læsernes følelser. Det gøres effektivt gennem en tendentiøs vinkling, hvor overskrifter og opsætning betyder, at sagens fakta i bedste fald får en meget lille plads nederst i billedet og i værste fald fordrejes. Det er vi flere, der fortsat har svært ved at vænne os til. Men det er jo vores problem og skyldes måske, at vi som embedsmænd altid har spillet positivt med på en balanceret journalistik, hvor faktuel viden og en kritisk tilgang kobles i artiklerne.